Alpeglæde

27.7 2018
55 km/1233 hm – fra Grainau til Imst.

Så er TRANS-ALP-turen begyndt. Og den er begyndt med manér. Allerede inden for de første 15 minutter, havde vi kørt 250 højdemeter. Bum. Så var vi i gang. Jeg hader at starte med at køre opad på kolde muskler, men hernede er der åbenbart ingen kære mor, så det er bare om at træde i pedalerne og æde smerten, til musklerne er varme.

Og når vi nu taler om varme, så var det i dag omkring 31 grader derude på ruten, og der har ikke været et ærligt vindpust til at køle min svedige krop. Og ja,  jeg har svedt som en gris. Vandet har tapløbet af mig og efterladt et tydeligt drypspor på ruten, er jeg sikker på, og mine solbriller har haft lange svedstriber ned over glassene, så det har været lidt svært at se noget. Det har været helt ubønhørligt hedt … og fedt!

Her er jo guddommeligt smukt her i alperne. Vi kørte op forbi Eibsee, (som vi jo kørte rundt om i går), og kunne derefter se den blive mindre og mindre dernede i dalen, efterhånden som vi masede os opad. Her er store graner, små orkideer og vildtvoksende timian langs stien, og himlen var bimlende blå. 

Stigningen fortsatte i øvrigt også meget insisterende og lige så ubønhørligt de til vi rundede de 13 kilometer. Bare opad, opad, opad og mestendels med stigningsprocenter mellem 10-12% Det var bestemt hårdt for mine tykke ben. Jeg var såmænd også af cyklen et par gange for at trække op ad nogle af de mere stejle stykker. Underlaget var en bred grusvej, med mere eller mindre løse sten og nogle gange mere sten end grus, samt en endeløs række af vandriller, der skulle forceres. Enkelte gange passerede vi dog også kreaturfolde (åbne låge/lukke låge), asfaltveje og enkelte singletracks. 

Men som altid bliver sliddet belønnet med en nedkørsel, og det nød jeg – altså lige ind til jeg synes grebet til min bagbremse begyndte at gå længere i bund, end det plejer. Jeg satte heldigvis farten ned, for lige at pumpe lidt og tjekke, at den fik fat igen. Heldigvis siger jeg, for efter to pump forsvandt bremsen fuldstændigt, og jeg var overladt til at gennemføre resten af nedkørslen kun på forbremsen. Ikke sjovt. Slet ikke sjovt.

Heldigvis endte nedkørslen lige i byen Ehrwald, hvor vi skulle spise frokost og endnu mere heldigt var det, at der liiige overfor restauranten var en cykeludlejningsbutik. Og som om heldet bare ikke ville stoppe, så kunne cykeludlejningsbutiksmanden også reparere cykler og han havde sågar tid. Så mens jeg spiste pasta carbonara, fik jeg luftet bremsen ud og fyldt ny olie på. Det kostede 14 Euro at blive genforenet med min cykel og turen kunne fortsætte.

Nu gik turen lidt op og ned (mest op) ad “PanoramaWeg”. Her kørte vi i bogstaveligste forstand på kanten af bjerget og lod os bjergtage af udsynet til sneklædte tinder og dybe dale. Vi kørte over Fehrnpas og ind i Østrig, hvilket var markeret ved en grænsesten, der stod på en mark. Det blev til 10 kilometer stigning mere, før vi ramte en lang, skøn nedkørsel på andre 10 kilometer.

Nede i dalen endte vi med at køre henover (og midt på) de grønne græsmarker med de små kreatur-skygge-bræddehytter, for at ende på en privat vej, hvor en vred kone stod med sin vandslange og råbte efter os, mens hendes hund gøede som en gal. Sådan kan det gå, når guiden vælger en forkert sti, og sådan fik vi alle en ekstra oplevelse og noget at grine af. 

Jeg er vildt begejstret for at køre her i bjergene, og glæder mig allerede til i morgen. Den største udfordring er, at få drukket nok og spist nok energi. Jeg har tømt en flaske med energidrik samt blæren (2 l) i min rygsæk, og jeg har spist 2 geler, 1 salttablet og 1 energibar i dag. Det virkede til at være passende.

… og så lige et foto fra i morges inden start – bare fordi jeg synes, det er sjovt: