Bocas del Toro

Mandag 20. November 2017 – dag 9

Farvel Costa Rica – Goddag Panama
Solen skinner stadig. Ikke en regnbyge i sigte. Fantastisk. Jeg starter dagen med en halv time i hængekøjen og derefter en tur til det stranden, for endnu engang at nyde det caribiske hav. Jeg har dælme lidt svært ved at forstå, at jeg rent faktisk er i caribien… det har jeg altid drømt om, men havde ikke gjort mig selv klart inden jeg kom hertil.
Efter en laaang ventetid på morgenmaden, en kort snak med stedets fritflyvende kælepapegøjer og et klap til den trebenede hund, stiger vi på cyklerne og begiver os afsted mod Panama.

Det er en helt igennem smuk dag, men for pokker da også, det er varmt. Lige under 35 grader. Det er en varm omgang, at tilbagelægge de 51 km, selv om der ikke er nævneværdige bakker undervejs. Desværre synes jeg, at dagens etape var lidt kedelig. LIge landevej og ren asfalt.

Vi passerer den ene bananfarm efter den anden. Her hænger klaserne tunge og grønne og for det meste svøbte i blå plast. Jeg har engang besøgt en bananfarm i Australien, og der lærte jeg, at de blå poser ene og alene har til formål at beskytte bananernes skræl. Ingen gider købe en banan med pletter.! Dengang lærte jeg også, at bananen slet ikke er en palme men en urt – og at det tager 18 måneder for den at vokse fra frø til klasebærende, hvorefter den dør, visner bort, og giver plads til de nye små rodskud, der er omkring den. På den måde er bananen en helårsfrugt uden sæson.

Vi fik i øvrigt fortalt i går, at bananen blev introduceret i Costa Rica af en fyr, der egentlig var her for at bygge jernbanen, som skulle transportere kaffe fra højlandet til havnebyen. Men, da kaffe har en sæson på kun 5 måneder, syntes han, at bananer var en god måde at holde gang i jernbanen på . Han fik i den grad ret.

Vores første stop sker efter 15 kilometer. Her besøger vi en lille familie af en af de lokale stammer, og vi får en lektion i cacao. Det var virkelig spændende, for jeg har aldrig rigtigt vidst, hvordan man kommer fra bønne til chokolade. Nu ved jeg det. Efter at have vasket hænder (pga. Mulige sygdomme, vi kan medbringe) får vi vist, hvordan cacaonødderne gror på træerne, hvordan de ser ud, når er modne, og vi fik lov til at smage bønnerne på flere stadier.

Den lidt umodne bønne har et hvidt frugtkød omkring kernen, som kan “suttes” af bønnen råt. Det smagte dejligt og friskt. Selve kernen kan også spises på dette stadie, men det var ingen delikatesse!

For at få cacaosmagen frem lægges de modne bønner i et fad, hvor de gærer i fem dage. Derefter tørres de i to uger. Nu ligner bønnen egentlig meget en mandel, og kan spises som sådan. Smagen er fin, men endnu ikke helt cacao-agtig. Så bønnerne ristes over ilden i halvanden time, og når man så derefter fjerner skallen smager bønnen fantastisk. Af Cacao. Bønnerne kværnes og man har en portion cacaosmør. Den koges i yderligere 3 timer, for at skille fedtet fra. Cacaofedtet bruges som creme og den resterende masse blandes med sukker fra sukkerrør… og vupti, så er der chokolade.

Vi smager på alverdens varianter af naturchokolade. Det smager mums. Vanille, ingefær, salt, muskat, cocos. Og vi kan naturligvis købe små bidder. Det gør vi.
Under besøget hos cacao-familien får vi også lige vist, hvordan de bruger bananblade til at pakke ting ind i. Og her er noget, jeg aldrig har vidst – bananbladet varmes over et flammerne i et bål og skifter farve. Når farven er skiftet, er bladet blødt og medgørligt, og kan bruges til at pakke ting ind i. Tager man derimod en frisk bananblad, vil det knække, så snart man gør forsøget på at bukke det.

Jeg vælger at køre bagest i dag, sammen med min kæreste. Her ligger vi og giver læ for vinden til een af vores holdkammerater, som har svært ved at følge med. De sidste kilometer stikker vi dog af til en skiltespurt og ender således ved grænseovergangen svedige og varme. Så varme, at jeg bliver dårlig og har svært ved at køle af igen.

Vi bruger de sidste colones på kolde colaer. Colones, møntfoden, som er opkaldt efter Christoffer Columbus (Christof Colones), som i 1500-noget kom hertil og døbte stedet “den rige kyst” – Costa Rica – fordi de indfødte gik med guldkæder og ringe. Han troede, her var meget at hente. Det var der ikke, for de indfødte havde sådan set bare handlet sig til guldet. Historien om Columbus er også historien om invasion, folkedrab og slaveri, og ingen her i landet er stolte af, at deres penge er opkaldt efter ham.

Da vi har fået alle vores stempler, haft en tolder på taget og tjekke cyklernes stelnumre samt stået behørigt i kø på begge sider af grænsebroen, er vi i Panama, og her hedder møntfoden Balboa. Den bruges dog næsten ikke – her er USD lige så godt.

Bocas del Toro
En af de mest turistede områder i Panama er Bocas del Toro, en øgruppe lige ud for kysten i det caribiske hav. Efter en køretur i bussen sættes vi af ved en anløbsbro og en lille rutebåd, som skal sejle os over til hovedøen Colon. Båden kan lige netop rumme os 16 og al vores bagage, mens vi efterlader cykler og bus på hovedlandet. Det bliver en bumpet og våd 45-minutters tur, hvor den lille båd hopper og flyver på bølgetoppene, mens skumsprøjtet står i kaskader op langs siderne (og ind i båden).

Fremme på øen mødes vi af en politibetjent og hans narkohund, og al vores bagage snuses igennem inden vi lukkes i land og indkvarteres vi på Hotel Bahia, der er et hyggeligt gammel badehotel med knirkende gulve, et gulmatel trappe, en hyggelig 1-sals terrasse og udsigt over vandet. Alt her emmer af easy living.