Bremsebøvl

29. Juli 2018

92 km / 287 hm op / 2100 hm ned

Puha, det var en lang dag på rammen. 9 timer i solen på en varm dag, hvor termometeret nåede op på 35-36 grader. Turen endte også med at blive mit cykellivs længste nedkørsel – stort set alle 92 kilometer gik det nedad langs Adige-floden fra dens udspring oppe ved Rechensee i 1550 meters højde og til Merano nede i æbledalen. Og alle 92 kilometer virkede min bagbremse ikke efter hensigten.

Fra morgenstunden fik vi valget mellem at tage ski/cykel-liften eller selv trampe de 700 stejle højdemeter op til startpunktet for dagens etape. Jeg er en kylling, så jeg valgte liften, men flere af mine holdkammerater tog udfordringen op og valgte pedalkraften. Det betød, at lift-holdet hurtigt nåede op til hytten på toppen, og fik tid til en kop ventekaffe med udsigt. Ikke dårligt. Der sad vi så og kiggede på de vævre downhill-cyklister, der på baghjul, i hop eller bare i en sky af støv strøg forbi  i høj fart ind til vores holdkammerater nåede svedige, men smilende frem.

Hvad der var knap så godt var, at på allerførste lille bakke ned, strejkede min bagbremse igen. Den gik ganske enkelt helt i bund, mens den lækkede olie fra håndtaget i store dråber.  Samme problem som forleden, hvor jeg betalte en cykelmekaniker 14 Euro for at have fikset problemet (hvilket han åbenbart ikke har gjort).

Det var ærligt talt noget af en ubehagelig oplevelse, at køre der på den stejle skibakke og pludselig ikke have bremsekraft  bagtil. Men når man står på en alpetop, er der ikke mange valgmuligheder – man kan vælge at trække ned eller trille forsigtigt med brug af forbremsen, hvilket kræver lidt mere koncentration, så man ikke står på næsen. Jeg valgte det sidste.

Vi kørte over bjerget ad et lille spor, og deroppe på en græseng krydsede vi grænsen til Italien. Og den grænseovergang var ikke sådan at overse. En lang række betonpiller med store jernspidser i toppen markerede overgangen. Dernæst gik der ikke lang tid, før vi fik vi den smukkeste udsigt til den store, opdæmmede sø, Rechensee. Wow.

Vejen ned var en fin, bred grussti, der snoede sig ned ad bjergsiden, og jeg ville have elsket, at køre den… sådan rigtigt. Men i stedet lå jeg som en anden skrækslagen fruentimmer og bremsede mig ned i sneglefart. 

Da jeg nåede søbredden, var det slut med at køre mountainbike. Taget bremsesituationen i betragtning passede det mig fint, at resten af dagen foregik på asfalt, mens vi fulgte den fint skiltede cykelrute, der løber ned til Merano.

På den første del af turen ned langs søens bred havde vejen nogle små “buler”, og her fik jeg turens eneste højdemetre lagt på. Resten af dagen havde ruten en hældning på 1-2%, så det var lettere at træde cyklen en sædvanligt … også selvom vi havde en pæn modvind. Turen bragte os gennem en række småbyer og nok 50 kilometer æbleplantage, hvor røde, grønne og gule æbler hang i store mængder og tyngede grenene ned på træerne. Der var også en del majs- og vinmarker.

De sidste 20-30 kilometer fulgte vi en ret befærdet cykelsti. Vi zig-zaggede os frem i et evindeligt signalhelvede, hvor der bliver råbt eller viftet med arme til højre og venstre for at angive, hvilken forhindring man skal være opmærksom på eller køre udenom. Modkørende elcykel, langsomtkørende familie med anhænger, skilte, hunde osv. Lige inden vi kørte ind i Merano kørte vi ned ad nok Europas eneste serpentiner-cykelsti. Syv fine – nummererede – hårnålesving kun for cykler. Den var fin.

Alt i alt en fysisk let, men også lang etape, hvor jeg nåede at blive lidt øm i rumpetten og meget træt i skuldrene. 

Det skal siges, at min bagbremse genvandt lidt af sin kraft, og kunne bruges til lettere bremseopgaver på vejen hjem, men så snart den blev belastet, opgav den ævret igen.  Heldigvis er det hviledag i morgen, så jeg kan nå at besøge en cykelsmed.

Og så lige et par billeder, fordi jeg synes, det er sjovt: