Forventningsangst

28. Juli 2018

81,5 km. 729 hm. Fra Imst til Nauders.

Der køres hver dag på to hold. Dem der kører højt og hurtigt, og dem der kører knap så højt og knap så hurtigt. Jeg kører naturligvis på det sidstnævnte. Dagens etape startede for begge hold med at trille ned ad en bakke og ud af Imst by. Snart ramte vi cykel-vandre-vejen, der er en asfalteret cykel/gå-sti, der løber langs floden Inn.

Her drejede vores hold til højre, og de andre til venstre, og mens de kørte op over bjerget, kørte vi stille og roligt op langs floden. Det betød, at vi havde en svag stigning, men ikke noget anstrengende. Da vi rundede de 20 kilometer, rundede vi samtidig sølle 100 hm. Ikke noget at snakke om. 

Hvad vi til gengæld snakkede meget om var, at vi vidste, at dagen skulle ende med en lidt barsk stigning. Så det blev ikke til en forventningens glæde, tværtimod, for vi fik jo i løbet af dagen talt udfordringen så meget op, at det nok nærmere blev til en forventningens angst. 

Men inden vi kom så langt, kunne vi jo køre og nyde det smulle Tyrol og alpetoppene. Hele tiden kørte vi langs floden, som startede rislende, blev mere brusende længere oppe, og endte som en stor, bred, babyblå flydestrøm, da vi nåede op i enden af dalen, hvor passagen snævrede ind og bjergene tårnede sig op over os på begge sider. Vi krydsede floden mange gange ad mere eller mindre spændende broer.

Alt er som taget ud af det postkort, vi nok alle har set fra Tyrol. Alpehytter med altaner udskåret i træ og et væld af blomster, der hænger ud over gelænderne. Græsskråninger med bræddehytter og grøftekanter med vilde blomster. For hver kilometer (sådan føltes det i hvertfald) passerede vi et lille alter med en figur af Jesus eller Jomfru Maria. Alle forskellige. Af træ, porcelæn, jern, ler, og alle vidt forskellige i udformning.

Knap så ofte, men stadig tit, passerede vi kilder og vandhaner med vand til de tørstige vejfarende. Dertil høj blå himmel og en frisk luft, selv om vi dagen igennem har haft omkring 27 grader. Langt mere tålelige temperaturer end i går.

På cykelstien mødte vi mange andre glade cyklister og vandrere, og her er el-cyklerne altså virkelig populære. I går blev jeg fx overhalet adskillige gange op ad stigningerne af el-mountainbikes.

Efter 40 kilometer begyndte det pludselig at blæse op. En kraftig vind føg ned gennem dalen, og himlen blev sort. Det trak i den grad op til regn. Heldigvis var vores frokoststop ved 45 kilometer, så vi nåede lige præcis ind på restauranten inden regne stod ned i stænger. Desværre nåede vores andet hold lige netop IKKE at komme frem, så de var meget våde, da de ankom et kvarter efter os. 

Turen fortsatte, og vi fik endda tid til et stop på en lille borg ved floden, hvor vi kunne få en kop kaffe i solen, som igen var kommet frem. Super hyggeligt. Og så – efter 70 kilometer – kom den omsider. Stigningen. Vi skulle lige lægge 500 højdemeter med en noget barsk procent på 13-14 stykker til vores nu opnåede 300 hm, og undervejs i øvrigt passere en meget mørk tunnel, hvor jeg brugte min lygte i min iPhone til at lyse vej. Det gik jo fint. Langsomt, men sikkert kom vi op til toppen ad den brede og fine grusvej, og derfra ventede nogle kilometers lækker nedkørsel på asfalt til Nauders by.  Således erfarede jeg, at det er bedst at tage stigningerne i starten… og det skal vi så i morgen.

I dag var der intet svært underlag. Kun asfalt og grus. Ingen svære passager, og jeg vil kalde det en søndagstur, selv om det er lørdag. Det eneste, der var svært at håndtere, var forventningens angst, for da vi sad på bakken gik det jo fint, selv om vi var trætte, og det tog lidt tid. 

Og her til slut bare et par fotos, fordi jeg synes, det er sjovt med nogle af de skilte, jeg har set i dag: