Hviledag i Merano

30. Juli 2018.

Kl. 6 bimlede tårnuret højt og insisterende lige ude for vores vinduer. Først seks dybe, rungende slag. Dernæst 6 melodiske flertone slag, som for at sikre, at ingen i denne by sover over sig. Jeg var i al fald lysvågen. Nja, det havde jeg egentlig været et stykke tid, for jeg har ikke sovet særligt godt. Jeg er ikke fan af italienske hovedpuder, bløde madrasser og tropenætter uden kølingsmulighed.

I dag var det heldigvis hviledag, og min cykel blev derfor kørt ned til cykelsmeden fra morgenstunden, og jeg var ikke den eneste, der var ude på sådan en mission. Vi havde følgeskab  af fem andre for gruppen, som også havde bøvl med noget mekanik.

Seks timer senere kunne jeg hente kræet, som nu var blevet forsynet med et helt nyt bremse-setup = både kaliber og greb, dog i model XT i stedet for XTR, (som jeg havde da jeg kom) fordi mekanikeren ikke lige lå inden med sådan en reservedel. Jeg er bare glad for, at det kunne lade sig gøre, at blive bremseklar, så jeg smilede stort og betalte de 153 Euro med fornøjelse og uden at blinke.

Dagen spenderede vi med at udforske Merano by. Der er ikke så meget at fortælle, andet end at det er en meget hyggelig by, hvor man har gjort meget ud af byforskønnelsen. Blomster, bænke, torve, husfacader … ja alt er pænt og velfriseret.

Selv den gamle bydel med de smalle gader er helt renoveret, og i stueetagen på alle huse ligger moderne forretninger – mange af dem, af den helt dyre slags. Man skal kigge opad, for at få et indtryk af den gamle by. Der er ingen tvivl om, at Merano er et mondænt turistområde.

Det har været 41 grader varmt, og ikke en vind har rørt sig. Tæt på ulideligt varmt. Derfor vakte det også stor glæde på vores lille altan, da store sorte skyer rullede ind over bjergtoppene og det begyndte at buldre i det fjerne. Nu kom der endelig en befriende tordenbyge … troede vi!

Men ak nej, det blev ikke til mere end fjern rumlen, og her til aften sidder jeg igen på altanen ved 22-tiden og ser på de mennesker, der standhaftigt ligger ved poolen – i mørket – i badetøj – fordi her stadig er 33 grader. De høje varmegrader er også eneste grund til, at jeg stadig sidder herude på altanen. Jeg kan nemlig næsten ikke holde ud at være her på grund af røgen fra min underbo, der pulser cigaretter uden ophør. Det stinker, og jeg har kvalme – men det er at foretrække frem for lummerheden inde på værelset. I det hele taget er det lidt af en udfordring, at være på ferie i disse lande, når man, som jeg, er ikke-ryger. Her må der nemlig ryges udendørs på alle restauranter og barer, og en anden pudsighed er, at man tager hunde med på hoteller, med i spisesalen, med i butikker … ja med allevegne.

I morgen skal det blive lige så varmt, og jeg frygter lidt heden, når strabadserne melder sig på de lovede 1600 højdemeter, der er indbygget i morgendagens rute til Tuenno.

Og så lige et lille foto, bare fordi jeg synes, det er sjovt: