Lanzarote note #12 – Regnefejl

Torsdag 8. Februar 2018.

Al den regn. Det må vist være en fejl. Det har regnet hver evige eneste dag i de to uger, jeg har været her på La Santa Sport, og i går styrtede det ned hele dagen. Det havde vi ikke regnet med. Det er en kæmpe regnefejl!

Og det har blæst. Ja, stormet, så min cykel er lettet og det har pebet og hylet dag og nat i og omkring lejligheden. Her har været rystende, frysende koldt, og jeg har tilbragt timer klistret op ad vores lille varmeapparat, som vi har lånt i receptionen. Det hele er udenfor normalen. Langt udenfor. Men ak, hvad hjælper det mig, der sidder her, pakket ind i tæpper, og stadig fryser … og stadig sukker efter bare en lillebitte solstråle?

De seneste to dage har jeg ikke gidet cykle. Det er ganske enkelt for koldt og vådt. Så jeg har været flittig gæst i fitness-centret i stedet, og derovre har der også været pres på. For alle de udendørs programmer (pilates, trampolin, bold, step, yoga osv.) har også været ramt af vejrlig.  Men i dag – min sidste dag hernede – sprang kæresten og jeg på rammerne og begav os ud i sandørkenen med det klare mål, at køre til Famara og op ad stigningen derude. Den stigning som vi kørte på enkeltstarten forleden.

Men ak, det blev en slags gemmeleg med de enorme bygeskyer, som driver med raketfart hen over himlen i den stærke blæst. En evig vurdering af, om man kan nå frem inden man bliver indhentet af de kulsorte skymonstre, og om man finder noget at gemme sig bag eller under, inden skyerne åbner for sluserne. Også her begik vi flere regnefejl og blev fanget i skybrud midt ude på åbent land.

Fremme i Famara var der travlhed på stranden, hvor de mange kitesurfere havde en fest i den stærke vind og de mangemeterhøje bølger, der brøler ind på strandende på disse kanter. Mure af vand og kaskader af skumsprøjt.

Også sandkornene havde travlt med at flytte sig og kradsede både på  kinderne og i øjnene undervejs i deres flugt op mod byens gader, hvor de lagde sig i dyngevis foran indkørsler og terrasser. Her i byen skovler man åbenbart sand og ikke sne!

Stående under et udhæng mens regnen silede besluttede vi, at nok må være nok. Vi opgav derfor at køre stigningen og vendte i stedet næserne hjemad, og zigzaggede de 12 kilometer mellem sten, sand, vindstød og regnbyger retur til hotellet, hvor solen skinnede i hele 30 minutter, mens vi spiste frokost.

Nu er cyklerne så pakket i kasserne og turen er slut. En kold, våd og særdeles blæsende oplevelse. Meeeeen – det skal nu ikke afskrække en Madamme som mig, så til eftermiddag gik vi ned og bookede et værelse og en plads til 4-stage MTB-løbet 2019. Jeg bliver jo nødt til at komme tilbage og gennemføre ALLE 4 ETAPER.

See you in 2019 La Santa. Det kan du regne med.