Lanzarote note #2 – kuling & krampe

Lørdag 27. Januar 2018.
Kuling og krampe

Der er en første gang for alting. En første gang, hvor man oplever eller gennemlever noget. Når man er så gammel, som jeg, er der længe imellem, man har sådanne førstegangs-oplevelser, og derfor er det jo helt særligt, at jeg havde hele TO af slagsen i dag. Og ingen af dem behøver for min skyld gentage sig.

Stiv kuling fra Nordøst
Jo, jeg HAR oplevet stiv kuling før i mit liv, men jeg har aldrig før været ud at cykle op imod en vind, der blæser med over 50 km/t. Det var hårdt. Benhårdt. For her på Lanzarote er der INTET, der kan give læ.

Dagens etape startede ud over de åbne vidder på små spor hen over de sorte lavastensletter. De stærke herrer forrest var som køer, der slippes på græs om foråret efter en lang vinter i stalden. Der blev kørt ræs, hoppet over tuer, lavet stunts og i det hele taget en smule uro i geleddet de først kilometer. Det løse underlag af rullende sten og lavagrus krævede koncentration og balance.  For mig en udfordring i sig selv. Dertil kom, at tempoet lå pænt højt, så jeg skulle arbejde hårdt for at hænge på. Men det havde nok gået endda, hvis altså ikke lige Lanzarote-vinden var i sit hidsige hjørne.

Det lyder skørt, men nogle gange stod cyklen helt stille, selv om jeg trådte alt, hvad jeg kunne. Andre gange fejede de voldsomme vindstød mig ganske enkelt af sporet og flere meter til siden. Vi passerede et par stigninger, hvor jeg måtte af og trække, og her “fløj” min cykel bogstaveligt talt. Bagenden løftede sig som en heliumballon, og gjorde det temmelig besværligt at få bakset bæstet op ad den stejle sti. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Det skal dog siges, at vinden til trods, så er Lanzarote et særligt sted at cykle. Landskabet er råt og ubarmhjertigt, et goldt månelandskab, hvor intet rigtigt gror af sig selv.

Krampe i læggen
Jeg troede, at jeg engang havde oplevet en krampe i læggen. I dag konstaterede jeg, at det havde jeg ikke … sådan rigtigt. Men, det har jeg så altså nu. Det høje tempo, det løse underlag, den genstridige vind, de 600 højdemeter og min ringe formkurve resulterede i, at jeg fik overanstrengt mit venstre ben og endte med at ligge på jorden og skrige AV AV AV under et krampeanfald, jeg aldrig troede skulle få en ende. Det gjorde infernalsk ondt, kan jeg berette.

Og hvordan endte jeg så der? Tjoeh, vinden slog mig af sporet, jeg røg ud i noget grus, mistede balancen, satte foden ned på en lidt akavet måde, hvilket åbenbart var for meget for den trætte læg, som altså besluttede sig for, at give mig ren besked. Jeg faldt, og lå så der i 10 minutter og råbte AV op mod vinden. Ikke videre yndefuldt, og foruden den ømme læg er jeg nu også indehaver af to store blå mærker efter styrtet. Da jeg kom på benene igen var der 10 kilometer hjem … i modvind naturligvis.

Det gode ved Club La Santa er, at her altid er gang i nogle hold, man kan melde sig til. Vi havde egentlig meldt os til “stræk ud og slap af” til eftermiddag, men så hørte vi, der skulle være et foredrag om sund kost, mineraler og vitaminer og træning, så vi skiftede i en fart og gik hen for at blive klogere i stedet for afslappede. Det var et interessant foredrag. Allermest interessant var det, at det allerførste emne, der kom på banen var kramper. Der blev jeg lige mindet om, at kramper typisk er et symptom på mangel på salt og magnesium. Det vidste jeg jo egentlig godt, så nu har jeg været i supermarkedet og indkøbt den komplette krampekur. I morgen får vi at se, om det har hjulpet.

Hør nu tuder blæsten
Og så lige en godnatsang af Halfdan Rasmussen, som passer som vind i håret til denne aftenstund, hvor jeg sidder og skriver på bloggen. Jeg håber, den blæst snart finder hjem!

Hør, nu tuder blæsten!
Stjerner myldrer frem.
Det er synd,
kan blæsten ikke finde hjem?
Vandrer den derude
på den kolde jord?
Kan den ikke finde
hvor det er den bor
?