Lanzarote note #3 – kulde og varme

Søndag 28. Januar 2018.
Det er koldt på Lanzarote i disse dage. 12-14 grader. Oven over os troner en blå himmel fuld af store, hvide lammeskyer, der i dag har sørget for, at vi har kørt i en evigt skiften mellem sol og skygge = kulde og varme. For koldt til korte ærmer og for varmt til jakke.

Jeg har kun taget en enkelt langærmet svedtrøje med hjemmefra, og den har jeg måtte have på om natten, for ikke at fryse alt for meget. For i vores lille lejlighed er der piv-koldt, og det tynde lagen med et lille tæppe over, er bare ikke nok til at holde varmen under. Så i går måtte jeg lige forbi sportsbutikken og købe et par langærmede trøjer mere. Dem får jeg brug for.

Dagens 33 kilometer gik mod nordøst op til byen Famara. En lille pittoresque by, liggende ved en strand med store bølger og fine, hvide sandklitter. Sandet føg i vinden og havde lagt sig i store dynger på vejen, og byen var – som alle andre her på Lanzarote – en klynge hvide huse med enten grønne, blå eller brune vinduer. Alt andet er nemlig forbudt ved lov. (Grøn for landmanden, blå for fiskeren og brun for vulkanerne). Bortset fra den lille by, så er det ene og alene stenørken, vi har kørt igennem, og vi har mødt meget få tegn på liv derude.

Efter gårsdagens lægkrampe var jeg noget spændt på, hvordan bentøjet ville klare dagen. Det gik rigtigt fint, og selv om lægmusklen er øm som et blå mærke, når jeg rører ved den, ja så arbejder den uden problemer, og har ikke været til gene. Ret fantastisk. Vinden kæmpede vi også lidt med i dag, men intet i sammenligning med i går. Her var ingen flyvende cykler og selv sidevinden var til at overkomme, omend den var både stærk og insisterende. De små 600 højdemeter undervejs gjorde naturligvis deres til, at vi kunne holde varmen.

Den smukkeste del af turen var nok da vi trak cyklerne op ad en kratervæg for at komme ind i selve krateret. Et smukt og fredfyldt sted, med et herligt spor ned. Lidt overrasket blev jeg også, da jeg fandt en dusk lavendel i vejsiden. Det er ikke mange blomster, jeg har set her på de stenede stier.

Til eftermiddag benyttede vi os af et af de mange træningstilbud, der er her på stedet. I dag var det TRX for begyndere, og efter en times “hængen” i en rem med to håndtag, er jeg nu også øm i mine arme!

Hen under eftermiddagen slog jeg da også et smut forbi receptionen for at høre, om ikke de kunne skaffe os et varmeapparat. Der kommer absolut ikke en solstråle i nærheden af vores vinduer, så der er intet håb om, at varmen kommer af sig selv, selv når vinden engang lægger sig. Og sørme så. En halv time senere stod der en lille olievarmer på værelset, og den er blevet min nye bff.