Lanzarote note #4 – ild og vand

Mandag 29. Januar 2018.

Ild 
Dagens tur gik til Ildbjergene mod syd, og det blev en til tider våd affæren (uf).  Til gengæld havde vinden lagt sig helt og aldeles (herligt), som havde nattens heftige regnbyger tæmmet den. Desværre var solen igen gemt langt bort bag et blågråt skytæppe (øv). Her er koldt, og jeg fryser … og jeg er blevet våd!

Ildbjergene ligger i Nationalparken Timanfaya, og det er her,  øens aktive vulkaner ligger. Man må ikke cykle i parken, men man kan cykle rundt om og langs med. Det gjorde vi i dag. Egentlig var det ikke dagens oprindelige plan, at køre til Ildbjergene, men nattens regn og dagens vejrudsigt gjorde, at vores guide valgte denne tur i stedet for en endnu længere og mere anstrengende een af slagsen  op nordpå. Den tur har vi til gode.

Men jeg synes nu nok, at dagens tur var ganske rigeligt krævende. Der var mange krappe stigninger og en række udfordrende tekniske passager. Gedestierne fx, som har store kantede sten, som er svære at navigere imellem, og hvor det er tungt at træde sig op over. Her fik jeg i øvrigt lige banket min storetå ind i et klippestykke, og nu er også den gul/blå og hævet. Jeg er ikke teknisk dygtig nok til at køre alle passagerne og måtte derfor af og trække et par gange. Min skulder er heller ikke stærk nok til at tage alle bumpene og holde styret på ret køl på de knoldede nedkørsler, og her til eftermiddag er jeg så øm i armen, at jeg ikke ville kunne løfte en øl.

Lanzarotes jord er kulsort, og markerne er indrammet af stengærder, der er lige præcis brede nok til, at der kan køre en cykel. Det kræver en god balance, for også her ligger sten. Ja, der er vel egentlig intet sted på denne ø (ud over asfaltvejene), hvor der ikke er spækket med sten! Alt her forekommer råt og vildt, også når det faktisk ikke er det.

Heldigvis var der også mange af de rigtigt fede stykker med flow og udsigt. Snoede stier, der løber ude på vulkanernes skråninger, sandede spor over sletterne og bumpede veje med store huller. Masser af spas og fornøjelse, og masser af stigninger, der fik lår- og lægmuskler til at brænde som ild.

Vand
Det har som sagt regnet i nat, og hele dagen har vi kørt zigzag mellem vandpytter under en truende sort himmel og hørt torden i det fjerne. Og så blev vi naturligvis også våde. Øv, jeg gider altså ikke, at det skal regne på min ferie! Og hvor bliver den sol egentlig af? På en 5-km stigning op mod frokostbilen lå jeg nede bagved og trampede op i mit eget (langsomme) tempo.  Her blev jeg ramt af meget let støvregn cirka 500 meter før bilen. Min kæreste, som var oppe et par minutter før mig, nåede at få en megaskylle … så nogle gange kan det godt betale sig, at være langsom.

Rart med et vejskilt.

Vi var hjemme ved 14-tiden, og i dag er jeg altså pænt brugt. Så meget desto mere på sin plads var min deltagelse i eftermiddagens stretch and relax-time sammen med 50-60 andre i den store udendørs sal. Det var herligt at blive udstrakt … men det var piv-koldt. Nu må den sol altså gerne snart kigge forbi Lanzarote!