Lanzarote note #6 – efter regn kommer solskin

Onsdag 31. Januar 2018.

I can’t stand the rain
?…There’s just one thing I can’t stand
I can’t stand the rain against my window …?
(Ann Peebles 1973 og Seal 2008)

I går var jeg (modvilligt) blandt de særligt udvalgte, der fik lov at køre i pjaskregn. Den tvivlsomme ære kunne være blevet tildelt mig igen i dag, men jeg lod mig ikke narre. HA!

Pligtskyldigt stod jeg dog klar i fuld mundering med cykel og regnjakke, da klokken slog 9. Halvdelen af vores hold var knapt så standhaftige og mødte derfor bare op i “civil” for at ønske os god tur. De havde nemlig – lige som jeg – læst vejrudsigten, som lovede tung regn til formiddag, eller også havde de sådan set bare kigget op på de sorte skyer, der hang over os. I al fald skulle de ikke nyde noget! Slet ikke den planlagte +50 km med 1000 hm op til øens højeste punkt (som skyerne helt sikkert omfavner).

Jeg var på dette tidspunkt heller ikke rigtig opsat på at begive mig ud på sådan en lang tur, hvis nu himlen skulle finde på at åbne for sluserne. Gårsdagens oplevelse gad jeg bare ikke gentage.  Jeg kan ikke fordrage at cykle i regnvejr. Vi sætter os dog på cyklerne og kører ud af porten … og i selvsamme sekund begynder regnen at styrte ned. Alle vender om og kører straks i læ i portåbningen igen. Så står vi der og glor. Fem minutter senere er der ophold i bygen, og det er startskuddet til anden afgang. Men jeg har fået second thoughts. Jeg orker ganske enkelt ikke at køre mange timer derude i regnvejr. Jeg takker af, vinker farvel til de tapre og trækker cyklen gennem de store pytter hjem til lejligheden. Her sidder jeg de næste par timer og drikker kaffe, mens det siler ned udenfor og glæder mig over, at jeg i dag IKKE er blandt de udvalgte. HA!

Efter regn kommer solskin
?…efter regn kommer solskin
det si’r det gamle ord …?

( “Vi får solskin i morgen Grethe Ingemann 1973)

Ved middagstid stopper regnen, og himlen klarer op. Jeg trækker i løbetøjet og begiver mig ud på den lille 3-kilometer-runde omkring komplekset. Når den først kommer frem, så er solen dejlig varm, og humøret stiger med rekordfart. Solskin? Jame altså, hvor heldig kan jeg være. Så da løberuten er tilbagelagt skifter jeg til cykeltøj og springer i sadlen. Men hvor kører man hen, sådan en eftermiddag?

Jeg vælger at køre nogle runder op til den nærliggende by Soo. Der er en pæn stigning derop, så jeg kan få lidt højdemeter på kontoen, og jeg er hele tiden i nærheden af komplekset, hvis nu regnen skulle få tilbagefald. Det får den ikke, og jeg når at køre op og ned tre gange. Op ad asfaltvejen og ned af tilfældige spor/stier hen over skråningerne. Det bliver lige til godt 20 km og 270 hm, et besøg i nabobyen Caleta del Caballo, og en totalt tilsølet cykel, der lige må en tur igennem cykelvasken før den kan lukkes ind i lejligheden. Helt fin tur.

Holdet vender hjem. De har haft masser af regn undervejs og er både sultne og kolde. Til aften er der fælles middag på een af kompleksets restauranter. Der sidder jeg med en lille portion risotto pyntet med et kyllingebryst og en dusk persille og savner i mit stille sind buffeten, som vi plejer at frekventere her om aftenen, med alle dens grøntsager og salater.