Lanzarote note #7 – bygeskyer og sportsøjne

Torsdag 1. Februar 2018.

Bygeskyer
Regn i nat. Regn i morges. Regn i bygevis hele dagen. Det er ved at blive ret enerverende. Massive sorte skyer driver ind over os i en lind strøm og læsser tonsvis af vand af over vores stakkels hoveder. Sammen med den nu igen stærke vind, er det alt for let at blive alt for kold. Surt. Og jeg gad ikke at køre nogle steder i dag.

Men jeg kan se, at det åbenbart bare er mig, der er en pivskid. De fleste andre fra vores hold kører nemlig ud uanset vejret. Når vores ture med holdet er overstået, så fortsætter de i timevis på egen hånd. Der er nogle virkelig hårde nysere imellem, som kun er kommet hertil for at deltage i det årligt race, som starter lørdag, og de taler alle om at komme i top 10! Men ikke mig.

Jeg fortrak i stedet til fitness-lokalet og trådte lidt på en af deres motionscykler og tæskede lidt i en crosstrainer. Der var ingen modvind og regn, og jeg kunne stoppe, lige præcis da det passede mig.

Men jeg bliver alligevel lidt rastløs sådan en dag, hvor jeg ikke er på tur, så jeg prøvede at lure, hvor hullerne mellem bygerne var, så jeg kunne gå en tur.  Til formiddag lykkedes det mig da også at gennemføre 3-km gå-runden uden at blive våd. Desværre lykkedes det ikke, da jeg gik runden igen til eftermiddag, hvor jeg vendte hjem våd til skindet og møgforbandet  på vejrguderne.

Sportsøjne
Sådan en dag gælder det om at finde noget positivt at fokusere på, og her sætter jeg virkelig stor pris på mine nye sportsøjne. Jeg forsøger mig nemlig for første gang med kontaktlinser, og det er en fest. Eller rettere, en kæmpe befrielse. Ingen briller, der glider ned på næsen, når jeg sveder eller kører på ujævne flader. Ingen briller, der dugger, hver gang jeg gør et holdt. Ingen briller, der bliver regnvåde og slører udsynet. Bare det, at have muligheden for at tage et par rigtige cykelbriller på, med tonede glas mod solskin og tætte kanter, der tager af for vinden. Jeg er ovenud begejstret og uendelig glad for, at jeg ikke gav op undervejs, da brillekonsulenten og jeg måtte igennem en laaang prøverække af linsemærker og -styrker, før det lykkedes at finde den rette kombination af plusser og minusser.

Som når hr. Potatohead får sine vrede øjne med på tur, tager jeg nu bare mine sportsøjne med på ferie og på, når jeg skal ud at cykle… og mine sportsøjne er glade – ikke vrede.