På den anden side

Onsdag 22 november 2017 – dag 11
Jeg ved godt, at man ikke skal lade sig frustrere over noget, man alligevel ikke kan ændre…men… hold nu op, hvor er det irriterende, at internetforbindelsen på samtlige de hoteller, vi bor på er så ringe!!! Især når man gerne vil uploade billeder.

I går måtte jeg fortrække til en af caféerne på øen, for at få sat et blog-indlæg i luften. Cafeer og restauranter har ofte bedre netforbindelser end hotellerne, og det er måske egentlig meget logisk, når de gerne vil have gæsterne til at blive lidt længere.

Vi er som sædvanligt tidligt oppe. Hver dag (undtagen de to fridage) har vi været nede til morgenmad kl. 6.30-7.00 og har forladt hotellet kl. Senest 8.00. I dag skulle vi nå båden tilbage til fastlandet kl. 8.00.

Dagens program har seks etaper. Da vi står på fastlandets jord, er først etape – sejlturen – overstået. Næste etape er 30 kilometer cykeltur. Det er igen en særdelse smuk tur, med fantastiske udsigter, frodige omgivelser og et indblik i de lokale samfund. Det er som i historien om de tre små grise, at nogle bor i sivhytter, nogle i bræddeskure og andre i betonhuse. Men fælles for dem alle er, at de er meget små, meget forfaldne og for det meste virker til ikke at være egnede til menneskeboliger.

Mit livs næstlængste nedkørsel
Bussen kører os igennem tredje etape, hvor vi krydser bjergkæden, der løber ned gennem Panama. Vi kommer op over højderyggen og sættes af deroppe mellem skyerne, der bader landskabet i let tåge, efterhånden som de passerer forbi, og bader os i et let brus af tågeregn. Og så får vi naturligvis også sat baglygter på cyklerne. Vores arrangør har tænkt på det hele.

Fjerde etape giver os fornøjelsen af, at køre den næstlængste nedkørsel, jeg har prøvet. 20 kilometer nedad. Deroppe i starten, var det behageligt køligt, og efterhånden som vi kommer dernedad bliver det mærkbart varmere indtil heden igen er påtrængende. Det var en virkelig skøn nedkørsel, som bragte os tilbage til “den anden side af Panama – Stillehavssiden, og dermed var et definitivt farvel til caribien.

På den anden side
Stillehavssiden modtog os med et mægtigt regnskyl, som om vi lige skulle have en påmindelse om, at det faktisk er regntid her. Så meget desto bedre var det, at femte etape var en times buskørsel frem mod vores hotel.

Det regnede, det meste af vejen, men 12 km før vi nåede frem blev det tørvejr, og vi fik valget, om vi ville cykle det sidste stykke. Først var vi bare 3-4 stykker, der var friske på en sjette etape, men så trak flere og flere med ud af bussen, og vi endte med at kun to personer valgte IKKE at cykle. Det var dermed også de to eneste, som IKKE blev gennemblødte!
Netop som vi begav os afsted, blev vi nemlig ramt af et gigantisk tropisk regnskyl. Det høvlede ned i så store mængder, at vi uden tvivl ville have kaldt det skybrud og farligt vejr hjemme i Danmark. Men her – tjaeh – vi kneb bare øjnene sammen og forsøgte at undgå at den piskende regn blindede os. Jeg stoppede kort for at tage min regnjakke på, for dråberne stak som nåle på mine arme. Typisk mig, når jeg har travlt fik jeg taget jakken på på vrangen, så jeg måtte stoppe endnu engang for at få den lynet op – og typisk for sådan noget grej, så gik lynlåsen i stykker, og åbnede sig nedefra, så jeg endte med at køre med fuld åben jakke kun holdt samen af selv låsen oppe ved halsen. SMART!

Dobbelt våd
Det stod ned i tykke stænger alle 12 kilometer, og min kæreste og jeg lavede vores eget lille vogntog, hvor vi kørte fuld sprint hele vejen. Det blev dog sværere og sværere efterhånden som de små pytter blev til store søer, og skråningernes dræn førte stærke strømme ud på vejene. Det allersidste stykke var en hullet grusvej, hvor hullerne var fyldt med vand. I det øjeblik vi nåede frem til hotellet stoppede regnen. Som på bestilling. Og der stod vi 14 mennesker med svuppende sko, dryppende siddepuder, slasket hår og store grin. Det var en oplevelse ud over det sædvanlige.

Euforien tog lidt overhånd, og i stedet for at gå direkte på værelserne og i bad, tog vi bare skoene af og løb over hotellets svuppede plæne og direkte ned til stranden og kastede os i Stillehavets varme bølger. Det var fedt – og sjovt – og så begyndte regnen igen. Vi blev dobbeltvåde. Det gjorde os bare mere pjattede, og vi badede længe. Regnen blev også ved længe. Hele aftenen. Men på den anden side, var det egentlig også lidt hyggeligt.