Passo dello Stelvio

3. August 2018

Passo dello Stelvio. Bjergpassenes konge. En stigning, som mange cykelryttere drømmer om at besejre. Det er en ikonisk tinde, som første gang indgik i Giro d’Italia i 1953, og etapen blev vundet af den lige så ikoniske italienske cykelrytter Fausto Coppi. Toppen ligger 2758 meter oppe i skyerne, hvilket gør passet til Alpernes næsthøjeste, kun overgået af Col d’Iseran, der er 10 meter højere. 

I dag havde jeg sat mig for at forsøge, at gøre Coppi kunsten efter – at klatre hele vejen derop ad mestrenes asfalt på min cykel og vinde … vinde over mig selv, vel at mærke. Og jeg gjorde det!

Bjergpasset kan nås ad tre forskellige veje. Jeg angreb stigningen fra Bormio og det betød, at mit udgangspunkt lå i 1225 meters højde. Klokken 9.30 startede jeg ved skiltet i bunden, og lidt senere mødte jeg første nedtællingsskilt, der forkyndte, at foran mig lå 20 km opstigning. Knap 3,5 time senere stod jeg på toppen – 40 hårnålesving og 1533 meter højere oppe i himlen – med et lykkeligt smil om munden over at have klaret den gennemsnitlige 7,3% stigning uden at måtte af og trække en eneste gang.

Det gik altså ikke særligt hurtigt (rekorden er iflg. Climbs.dk 1.47.57), men jeg kom op. Og det var jeg i øvrigt så sandelig ikke alene om!

Stigningen er som sagt mangen en cykelrytters våde drøm, og det vrimler derfor med cyklister på vej op og ned. Lange rækker af cyklister på alle niveauer og alle typer cykler. Flest på landevejsracer, mange på el-cykler, nogle som mig på MTB og enkelte på turcykler med oppakning og det hele.  Alle sled vi under den brændende sol og i bagende 35 graders varme for at nå toppen, mens de som allerede havde været oppe kom susende i halsbrækkende nedkørsler.

Men cyklisterne er ikke de eneste, der finder bjerget ikonisk. Motorcyklisterne har åbenbart også en ide om, at her er deres drømme-stigning. Og Porsche-klubberne. Og turisterne. Det var et kæmpe inferno af brølende motorer og konvojer af køretøjer, der i samlede flokke zig-zaggede sig op og ned af bjergsiden, gennem tunnellerne og over toppen. En ret skræmmende mængde trafik for en stilfærdig og svedende cyklist som mig. Heldigvis opvejede den smukke, smukke natur omkring mig det hele. Det var bare en flot tur.

Jeg stoppede halvvejs og spiste en gel og en halv energibar, og ellers moslede jeg bare opad, mens jeg engang imellem greb mit kamera og fotograferede med den ene hånd mens jeg trampede lystigt videre op. På de her stigninger gider jeg ikke at stoppe for fotos, for det er bare svært at komme i gang igen. Noget af tiden brugte jeg også på at læse de mange “kom-så”-navne, råd og opråb, som stod skrevet på asfalten.

Der var nummererede skilte i alle hårnålesvingene, og der var navne skrevet med stene i græsrabatten. Masser af ting at kigge på, mens lårmusklerne arbejdede. Det var ikke en svær stigning, synes jeg. Lang, varm og hård, men på ingen måde uoverkommelig eller skræmmende. Den slags stigning, der mere kræver vilje og udholdenhed end decideret styrke og kræfter. Jeg var i forbavsende fin forfatning, da toppen var nået, og døjede egentlig kun med de velkendte krampe-smerter i min rygskade/lænd, som blot kræver få, ultrakorte stop, for lige at blive strakt ud.

Deroppe på toppen var en vældigt leben. En masse mennesker, der flokkedes om souvenirbutikkerne og pølsebaren … og foran topskiltet, hvor man kan tage fotos. Her kan man købe alt fra grydelapper og tøjddyr til t-shirts hvorpå der står “Stelvio – I did it” og noget i den stil. Jeg fik en pizza og en cola i solen og købte ingenting.

Så gik turen ned igen. På med vindjakken og ud at teste min nye bremse. Den virkede perfekt (heldigvis). Knap halvvejs nede – ved sving 15 – fik jeg den skøre ide, at skrive RAMMEMADAMME.DK med sten på en skråning. Det tog noget tid, at få det gjort. Derefter kørte jeg et sving op igen for at tage et foto her til bloggen. Men ak – jeg havde fået lagt stenene for højt oppe, så man kan ikke læse det deroppe fra. ØV. 

Det tog mig derfor halvanden time at komme ned, hvor jeg fejrede sejren med en kop cappucino og en stoooor is.