Pro mundi beneficio

Fredag 24. November 2017 – dag 13

Til verdens bedste (Pro mundi beneficio)
Panama er nok mest kendt for sin kanal. Hvem har ikke hørt om Panama-kanalen? Alligevel, så har dagens besøg ved Miraflores-slusestationen gjort mig en hel del klogere på dette enestående byggeprojekt, som vel nok kan siges, at være tænkt til at skulle være til verdens bedste. En genvej for skibsfarten, der kan gøre rejsen fra Atlanten til Stillehavet gennem centralamerika på 10 timer i stedet for at tage vejen neden om Sydamerika, som tager 2 uger.

Vi ankommer ved Miraflores sluseanlægget klokken 9, præcis da de åbner for publikum, og præcis, da de lukker et skib igennem sluseporten. Vi står som sild i tønde sammen med hundredevis af andre turister på udsigtsplatformen og hører, hvordan advarselsklokkerne ringer, hvorefter portene åbnes. Det store skib Edward Oldendorff trækkes frem gennem slusen af to små togvogne, som kører på hver side af kanalen. Derefter lukkes sluseportene igen, og der lukkes vand ind, så skibet kan hæves til næste niveau. For at komme gennem hele kanalanlægget, er der to hævninger her ved Miraflores inden søen, 1 hævning efter søen, og igen tre sænkninger ude ved det Caribiske hav.

Kanalen er hundrede år gammel, og var et projekt, der blev indledt af franskmændene. De blev dog forhindret af dårligt ingeniørarbejde, jordskred, malaria og gul feber osv. Og da de havde mistet 20.000 mand, opgav de projektet. Derefter tog Nord-amerikanerne over, og projektet blev færdiggjort, og i mange år drevet af bygherrerne. Men den sidste dag i det gamle århundrede – 31. December 1999 – overgik ejerskabet til Panamas regering. Ind til da, havde afgiften for at bruge kanalen kun dækket omkostningerne til drift og vedligehold, men allerede i 2003 besluttede Panama, at der skulle tjenes penge, og priserne er steget gevaldigt. Prisen afhænger naturligvis af størrelse og vægt, og vi hørte i dag, at det ligger omkring  150.000 USD for et af de store skibe.

Nogle af pengene er blevet brugt til at grave en ny, dybere og bredere kanal, som kan håndtere større skibe. Den kanal blev færdig i august 2016, og vi så da også et af Maersk Lines store skibe sejle igennem den nye kanal, som ligger lige bag den gamle. Den nye kanal har kun en enkelt sluse på hele strækningen, så passagen er også hurtigere. Men ikke alle er helt enige i, at kanalen nu ubetinget er til verdens bedste – måske mere til Panamas bedste?

Aller, aller sidste cykeltur
Efter besøget på slusestationen kører vi ud i den nærliggende nationalpark, og får lov at køre vores aller, aller sidste 12 kilometer gennem den frodige skov. Det er bankende varmt, og termometeret når op og runder 38 grader, mens vi kører. Der er kun et par små bakker på turen, som også bringer os ud til kanalen et stykke længere oppe end slusen. Her møder vi sørme det gode skib Edward Oldendorff igen.

Og så er det slut. Vi er ved vejs ende. Vi afmonterer klokke, garminholder, sadel og pedaler og pakker dem væk, og cyklerne smides op på bustaget for allersidste gang. I nat kører vores chauffør og guide alt grejet tilbage til Costa Rica.

Pro mundo beneficio (til verdens bedste)
At komme til Panama City efter 2 uger på landevejene mellem køer, grise, høns og hunde er indbegrebet af ordet kontrast. Skyskrabere i det fjerne, et hotel af glas og stål, elevatorer og vestlig buffet, trafikkaos og lyskurve. Det hele står i skærende kontrast til alt andet, vi har set.  Og det blev endnu mere tydeligt, da vi til eftermiddag besøger Panama Citys gamle bydel. 

Vi havde fået fortalt, at det skulle være en hyggelig, stemningsfyldt og historisk bydel, hvor man kunne slentre i timevis, men at vi samtidig ikke måtte gå uden for bymurene, fordi nabolaget ikke var et trygt sted at færdes. Men jeg har besøgt mange gamle bydele rundt om i verden, og den her tager prisen, som det mest deprimerende sted, jeg har set. Njaeh, måske næst efter Manila.

Her boede mennesker i vaskeægte slum, lige midt i det, som man forsøger at markedsføre som turistmekka med hoteller, souvenirbutikker og fancy cafeer.

Her var rådnende affald i smøgerne, mug og svamp i træværket, afskallede murværker og i det hele taget menneskelig armod, når den er værst. Og så kontrasterne. På den ene side af gaden står en lille pige i plastictræsko bag en rusten gitterdør og kigger direkte over på den anden side, hvor de sælger dyre mærkevaresko. På den ene side en bedstemor i hullet kjole og tilsølet sjal, siddende på en vakkelvorn og afskallet stol, og på den anden side, sidder 2 damer på en topmoderne cafe, der lige så godt kunne have ligget midt i Paris, og betaler hver 50 kroner for en kop kaffe. Nuvel, der var gang i en række byggerier, men det var bestemt ikke til verdens bedste – kun turisterne.

Det hele bliver sat endnu mere i kontrast, når man står i denne usle bydel, med pis i rendestenene, pelikaner i træerne som skider ud over bænkene, og sultne hunde i gang med at flå skraldesækkene og kigger ud over vandet. Lige derude ligger Panama Citys skyline. High Tech byggeri, neonreklamer, lufthavn, ja alt, hvad man kan kalde fremtiden.

Som for at sætte trumf på alverdens forskelle, har bydelen en lille mindepark, hvor store stentavler under overskriften PRO MUNDI BENEFICIO fortæller om alt det gode, der igennem historien er gjort her i landet, som er til verdens bedste.
Her slutter rejsen. Vi spiser en fælles sidste middag, og i morgen går turen hjem.
——

Jeg rejste med EXODUS TRAVEL.
Der er kun godt at sige om denne tur. Alt klappede. Grejet var godt. Guiderne professionelle. Turene varierede. En virkelig fantastisk oplevelse, hvor jeg følte mig topforkælet og stadig fik lov at svede. Det bliver ikke sidste gang.