Pura Vida

Tirsdag 21. November 2017 – dag 10

Endnu en cykelfridag. Endnu en mulighed for at opleve landet fra den turistede side.

Byen her på øen Colon i øgruppen Bocas del Toro (tyrens mund iflg. Google Translate) består blot af en enkelt hovedgade på få hundrede meter. På vandsiden ligger restauranter og barer på stribe, med små terrasser ud i vandet. På landsiden er det supermarkeder, og shops med souvenirs, tøj og andet gods. Vi er i Panama, men vi er også i Caribien. Det er tydeligt. Her er stemningen turistet, reggaet, chillet og tilbagelænet.

Her leves livet, og det begreb, som nok bedst passer til dette sted er det “leveord”, som vi har lært i Costa Rica: PURA VIDA. Det betyder noget i retning af “no worries”, “no fuss”, “no Stress” – at dvæle ved det gode og glemme det sure. Tæt på hvad “Hakuna Matata” betyder for afrikanere. Og min dag har også være ren Pura Vida.

Klokken 9 bliver vi hentet af Jack, vores kaptajn for i dag. Han er en ældre herre i rundbuestil med et lille overskæg, briller, en rød kasket og en stor guldkæde om halsen, og han skal sejle os ud til dagens oplevelser.

Delfiner
Først skal vi kigge efter delfiner. Jack sejler os afsted, så skumsprøjtet står os om ørerne, og fremme ved Cristobal Island begynder vi at kigge efter alt, der måtte bryde vandoverfladen og kunne minde om en delfin. Jack forbereder os på, at vi kan se maybe one, maybe none, så vi ikke bliver skuffede, hvis vi ikke finder dem. Egentlig har jeg engang lovet mig selv, at jeg aldrig mere ville deltage i delfin”jagt”. Det var på Bali for mange år siden, hvor jeg var ude med langbåd for at se mine “første” delfiner. Derude oplevede jeg, at der var mindst 30 både, der jagtede rundt efter de stakkels dyr. Når een båd havde set dem, hastede de andre til som fluer om en syltetøjskrukke. Det bryder jeg mig ikke om. Herude er vi kun tre både, og vi ser ingen delfiner i dag. I stedet blev det en fredelig sejltur, med vind i håret, som tog toppen af dagens 35 graders varme.

Snorkling
Farvandet her mellem de små øer i Bocas del Toro er som en labyrint af mangrove-øer. Jack navigerer ud og ind og viser os både søstjerner og vandmænd, et enkelt dovendyr og nogle forskellige fugle, før vi lægger til ved en lille restaurant på pæle midt ude i ingenting. Her forudbestiller vi frokosten og sejler straks videre ud til et lille rev, hvor vi kaster os i vandet med maske og snorkel. Det er et fint lille rev. Korallerne er ikke store og imponerende, og langt fra så farverige, som jeg har set dem i Australien og det røde hav, men her er både hjernekoraller, grenkoraller og lilla tubekoraller. Og revet er levende. Der er et mylder af fisk i alverdens farver, og den næste timer flyver hurtigt, mens jeg ligger der i det varme vand og glor på havets vidunderligheder.

Tilbage på restauranten er det frokosttid. Uden fis – det er det mest elendige måltid, jeg længe har fået – og det dyreste – og de mest elendige toiletforhold, turen til nu har budt på. Men stedet er eksotisk – ved første øjekast.  Vi tilbringer et par timer herude på bræddekonstruktionen i mangrovekanten, hvor der er to platforme forbundet via nogle bræddebroer.

Charmefaktoren er ikke til at gå fejl af: Det klare vand, de udspændte hængekøjer, de skæve borde og den blå himmel. Men efter bare en halv time går det op for mig, at jeg ville blive sindssyg, hvis jeg strandede her bare en enkelt dag. Tænk, at leve sit liv her. Nej tak. Jeg nåede faktisk at få økuller på de par timer, vi var der, og fandt mig selv vandre frem og tilbage ad de små broer, som en indespærret elefant med tvangsbevægelser. Men det var en stor oplevelse, at få lov at komme på (kort) besøg.

Næste stop er Red Frog beach. Ingen af os aner, hvad vi skal der, da vi bliver sat af ved endnu en faldefærdig bådebro på kanten af en mangroveskov, og derefter bliver afkrævet 5 dollar for at komme i land. Vi følger en sandet sti ind i vildnisset, forbi en lille sø, hvor der hænger et skilt, der advarer os mod krokodiller. Så kommer der nogle små bungalow’er og vupti – åbenbarer der sig en lang sandstrand og store bølger. Vi er ude ved havet. Wow.

Her på stranden er der flere barer, og vi slår os ned på et par sækkestole og bestiller et par smoothies. Det tager kun 40 minutter inkl. en lang badetur at få den ene af dem… og få at vide, at de desværre ikke kan lave den anden! Intet her går stærkt. Tilbage på bådebroen samler Jack os op, og lige som vi skal til at afsted glider en lille kano af et udhulet træ ind. Det viser sig at være hummerekspressen.

En trillebørfuld af friskfangede, levende hummere til de sultne strandgæster.
Det blev en dejlig afslappet dag med sol og badning, sejlads og blå himmel, som man gør det i caribien. Pura Vida.