Unduleret

Torsdag 23. November 2017 – dag 12
Regnen er stoppet, og morgensolens stråler skinner i de store Stillehavsbølger, da jeg går morgentur på stranden.

Hotellet her ligger helt vidunderligt, her langt ude af den hullede grusvej, og her kunne jeg såmænd godt få et par dage til at gå i de udspændte hængekøjer og ved de farverige borde.

Undulationer
Det er vores sidste rigtige cykeldag, så jeg er glad for at se den blå himmel. Dagens etape er nemlig een af dem, vores cykelguide betegner som fyldt med undulationer – op og ned, som bølger i håret  – og med 600 højdemeter på bare 38 kilometer, har jeg ikke lyst til at køre de mange nedkørsler i regnvejr. Erfaringerne siger mig, at vejene bliver glatte og farlige for en cyklist, når det regner.

Vores guide starter dagen med at lægge kortene ud på jorden over vores tre cykeltlande. Når vi ankommer til Panama City i aften har vi tilbagelagt 2000 kilometer – heraf de 500 på cykel – siden vi startede i Nicaragua.

Mine sko er stadig pladdervåde efter gårsdagens tropeskylle, men mit tøj, som har hængt foran aircon’en hele natten, er heldigvis blevet tørt. Da vi efter en køretur på 30 minutter bliver sat på cyklerne, er det dog en noget klam fornemmelse, at stikke sine tørre, rene sokker ned i de stinkende sure og klamme cykelsko.

Kruset
De første 10 kilometer har krusninger af almindelige rullende bakker, hvor den ene bakkes nedkørsel giver opdrift nok til næsten at nå toppen af den næste. .Vi har god fart på oppe foran, snart springer sveden af mig. Termometret viser 33 grader, men heldigvis kommer der en sky forbi i ny og næ og giver skygge.

Krøllet
Så kommer de større krøller på banen. Stigninger med 10-12% afløst af nogle på bare 8-9% Op og ned i en uendlighed. Vi kører gennem en masse små landsbyer. Her er det helt almindeligt, at transportere sig til hest, og vi hilser på mangen en cowboy i dag. Børnene kommer stadig spænende ud til vejen og vinker, og jeg klemter gladeligt med min klokke og vinker tilbage. Husene er også her simple bræddehytter med små gårdspladser, hvor vasketøjet hænger til tørre i træerne og hønsene render frit omkring.

Her er helt vildt grønt og frodigt, og luftfugtigheden er høj – dog ikke så slem om i går. Udsigterne er også i særklasse i dag, og jeg stopper flere gange for at tage fotos (og savner mit kamera… for der er en iPhone bare ikke rigtig noget værd). Flere gange må jeg slå store sving uden om de løse hunde, som har en sær forkærlighed for at ligge midt på vejen og sove, lige som jeg er millimeter fra at klippe en forvildet høne, der sprang direkte ud foran mig.

Her på den lille bjergvej er der ikke megen biltrafik, så både voksne og børn går ude midt på vejen med paraplyer, trillebøre, skoletasker, mælkejunger o.lign, så også dem skal man lige passe på ikke at støde ind i. Halvvejs på etapen holder vi et hvil på et udsigtspunkt, tanker vand, spiser bananer og forsøger at køle ned.

Tuperet
Da etapen er slut er jeg dog så overophedet, at jeg må tage en hel dunk vand og hælde over hovedet, ned ad nakken, under blusen og ud over håndled og knæ. Jeg er svimmel og utilpas, og i dag tager det mig næsten en time under bussens aircon, før jeg atter føler mig tilpas. Det blev lige i overkanten hedt under tupeen. Vi skifter til tørt tøj, og idet bussen triller afsted begynder det at regne. Selvom jeg sådan døjer med varmen, synes jeg dælme, vi var heldige at slippe for regn derude på bakkerne.

Gadagung
Bussen triller ad bjergvejen et langt stykke, og omsider rammer vi Highway 1 igen. Den Panamerikanske hovedvej. Og pludselig er alting meget amerikansk. Store benzinstationer, store shoppingcentre, store bilforhandlere og små fine huse med klippede plæner. Vi holder ind på et af shoppingområderne, hvor vi kan vælge mellem KFC, SubWay og Pizzahut til frokost. Det er en pine at køre på denne highway – som de tyske motorveje, bare værre. De store betonflader er ikke tilpasset hinanden, så det rumler, som i et bumletog, hvor overgangen mellem skinnerne også mærkes tydeligt. Alt hopper og larmen er pågående. Gadagung, gadagung.
I fire stive klokketimer fra Santiago til Panama City, kun afbrudt af en af de rutinemæssige politikontroller, hvor vi bliver vinket ind til siden og bedt om at vise vores pas.

Flere timer før vi når Panama City begynder trafikken at tætne, og da vi kører over broen over Panama Kanalen er der bastant kø i flere vognbaner UD af byen. Heldigvis er der nogenlunde farbart i vores retning. Mit første glimt af kanalen blev .således i buldermørke, så de mange lys derned under den 100-år gamle bro lyste klart og fint. Jeg glæder mig til at se det hele i morgen i dagslys.

At pakke sådan en flok uvaskede cykelryttere, der har stormsvedt på bakkerne, i en lille bus sammen med deres svedgennemblødte cykeltøj i fem en halv time, er i øvrigt lidt lige som at gære druer i et vinfad. Der udvikles gasser. Da vi når frem, stinker bussen af gammel hest og sure sokker. Meget sure sokker. Og det er nok et meget godt billede på, at nu er den cykelferie unduleret. Der kommer ikke mere krus, krøl og tupering. Der er kun 12 kilometer paradekørsel tilbage i morgen. Øv.