10 små cyklister…

Der var 10… der var 9
Da vores tur startede i morges kl. 9.30 var der skrevet 10 deltagere på listen. Een dukkede aldrig op, og så var vi 9. Mig og en masse mandfolk.

Glade myldrede vi ind i bussen, som med cyklerne spændt på en trailer bagude og radioen på fuld drøn begav sig op ad bjergvejen mod øens indre. Vejen snoede sig gennem det golde landskab, og det lod til, at for hver serie af serpentinersving blev der mere grønt, mere bevokset, mere frodigt.

Nu var det ikke kun græs og tidsler, der voksede langs vejen, men kaktusser, aloe vera- og agaveplanter (jeg har aldrig rigtig fundet ud af at se forskel), fyrretræer samt en række farvestrålende småtblomstrende grøftekantsplanter.  Nogle steder er der tydeligvis vand nok, for vi passerede flere oaser med skyggefulde dadelpalmer og imens spiller de Lukas Graham på den lokale radiostation.  Klokken 10 gør vi et kort stop i Fataga for at hente vores frokostsandwich på den lokale bar. Fataga er en lille by i 604 meters højde, hvor tiden bogstaveligt talt er gået i stå … i al fald, hvis man skal tro det store ur på torvet, der træt har lagt sine visere til ro på  kl. 12.05.

Der var 8… der var 7
Lidt længere fremme springer vi på cyklerne, triller 100 meter ned ad en asfaltvej, ind på en grussti og derefter et par hundrede meters nedkørsel. Da vi når bunden er vi kun 8.

Vores guide vender om for at hente den manglende gut og sender os andre fremad til et mødepunkt på toppen af en stejl 20 % bakke. Vi mosler af sted. Fyren foran mig laver et støjende gearskift og må af cyklen og trække op. Jeg bliver hængende i pedalerne og overhaler endnu en herre, der også trækker. Jeg når hele vejen op, men puha, den var hård at starte på!

Så venter vi. Endelig dukker guide og gut op. Gutten er styrtet på allerførste nedkørsel, har skrabet det ene knæ og siger, han er utilpas og sætter sig i vejkanten. Guiden spørger om nogen har tabt deres kæde, for der ligger en kæde nede på bakken. Guttens kammerat (ham med det støjende gearskift) viser sig at være denne nogen, men det har han slet ikke opdaget før guiden udpeger hans kædeløse cykel. Så må guiden ned igen og hente kæden, op igen og fikse cyklen og endelig er vi klar til at komme videre. Men nu har gut og kammerat, der begge virker ret uerfarne på MTB fået kolde fødder og vil hjem. De bliver sat af på landevejen og peget i retning hjemad, og således gik det til, at vi nu var 7.
Det var nu godt, de to gutter ikke skulle med videre, for straks efter følger nogle dramatiske, stejle og snævre nedkørsler, hvor jeg i al fald føler mig vel rigeligt udfordret.

 Der var 6… der var 7
Den næste time byder på et par 1-km stigninger på asfalt, en masse grussti og så slår vi ind på den snoede, klippefyldte vej, der skær sig ind i bjergvæggen højt over Fataga-slugten.

Området, vi i dag har kørt i er egentlig et kæmpe krater fra en fortidig mægtige vulkan. Tirajana-krateret er 19 km i diameter og øens højeste top; Pico de las nieves (1949 m) udgør en del af kraterkanten. Udsigterne er fantastiske, og det er let at fornemme, at man kører på indersiden af et vulkankrater men svært at fatte, at det hele engang var en gevaldig åbning til jordens indre og overløbsrør for skoldhede lavastrømme.

Inde midt i krateret knejser en klippeformation, der kaldes La Fortaleza. Fortet. Legenderne fortæller, at her boede øens oprindelige folk i huler og sprækker, og at dette sted var den sidste bastion der faldt ved spaniolernes indtog tilbage i 1485. Arkæologiske udgravninger har frembragt spor efter bopladser og gravsteder.  Vi beundrer Fortet på afstand fra vores klippehyldesti, og det har vi særdeles god tid til, for nu har en af deltagerne bøjet sit geardrop og kan ikke køre videre, og vi holder lang pause, mens guiden uden held forsøger at fikse problemet. Så var vi 6.

Sagen bliver løst ved, at fyren må gå de næste 7 km til nærmeste asfaltvej. Her vil en bil vente med en ny cykel. Så han tager benene på nakken og går i forvejen, mens vi andre sætter os og spiser frokost. Vi indhenter ham nogle kilometer fremme, og han er kommet forbavsende langt, for heldigvis går det mest nedad, og der kan han trille – endda med god fart. Snart møder vi bilen og atter er vi 7. Sådan forbliver det resten af dagen.

Dæmonerne
Det har været en god dag, og især var det godt, at jeg omsider fik konfronteret mine dæmoner og rystet angsten for endnu et styrt ud at krop og sind. Det har naget mig, om jeg nogensinde ville blive i stand til at tage en stejl nedkørsel igen. Men det blev jeg… og det er jeg… og det gør mig glad.
Jeg har også været bekymret for, om min skulder kan holde til turene hernede. I dag fik jeg svaret. Det går. Vi har kørt nogle tekniske stykker på store sten, andre på løse skærver og atter andre med render, huller og sand.  Vi har også haft mere end een 20 % bakke og nogle krasse nedkørsler. Jeg er kommet igennem det hele, dog ikke smertefrit (desværre). Men jeg er ovenud tilfreds. Dæmonerne er besejret.

Der var 1… eneste
Jeg var som nævnt eneste fruentimmer på holdet. Mig generer det ikke, for hvis d’herrer er superfit og sprinterstærke, så må de bare vente på, at jeg får bagdelen med op over bakkerne. Måske var det også præcis, hvad mandfolkene i dag forventede. At jeg skulle hænge håbløst bagud. Men det gjorde jeg ikke. Jeg hang på. Det fik en svensker til med overraskelse i stemmen at kommentere, at der måske nok var noget galt med min arm, men mine ben fejlede da bestemt ikke noget. Haha. Det siger vist ikke så meget om min form… mere om hans 😉

Og da dagen var omme, og jeg gav hånd og sagde tak for turen, var der en hollænder, der syntes han skulle klappe mig på skulderen og sige “sejt kørt. Virkelig sejt kørt”, hvortil hans kammerat nikkede og supplerede med ordene “strong”. Jeg bliver bestemt glad for ros, og jeg ved, det var pænt ment… men jeg bliver også lidt bekymret over, hvad de egentlig havde forventet? Kan det være fordi jeg var eneste kvinde? Eller fordi jeg var den mest buttede? Eller måske fordi jeg var den eneste gråhårede? En ting er sikkert… jeg er ikke i specielt god form.