Amazing

The Royal Military Edinburgh Tattoo. Jeg var der. Det var fantastisk. 1200 optrædende, lys, lyd og fyrværkeri. Wow. Her er åbningsnummeret:

Hvis du nu sidder derude og tror, at The Royal Edinburgh military tattoo kun er noget med march og sækkepiber, kan jeg fortælle dig, at du tager fejl.  Det er bands fra hele verden, der med militærmusikken som fællesnævner, møder op og giver et show.

Det er virkelig underholdende, når det jordanske indslag viser geværeksersits i verdensklasse og det new zealandske smider instrumenterne og leverer en vild Haka, samt lidt Bond-tema og dans.

Eller når drenge fra 6-års alderen og op kører tattoo-kombinationer på kryds og tværs på miniscootere, og piger i skotskternede skørter danser riverdance i imponerende kvadriller og om kap med de lige så imponerende Highland dancers. Eller da nordmændene gik 50’er-amok og da det begyndte at sne på hele stadium, mens nepaleserne optrådte.

Det var storslået. Masser af spas – og masser af lys, hvor slottets facade blev brugt som lærred, og kanonerne som lydkulisse. Læg hertil et fyrværkeri, en stående fællessang til nationalmelodien og… en afslutning hånd i hånd til “Skuld gammel venskab”.

Tattoo er så sandelig andet end sækkepiber. Men – det er nu sækkepiberne, jeg kom for at høre, for dem er jeg altså ret vild med.

… og det var det. Ferien er slut, og jeg er på vej hjem til Danmark igen. Tak fordi du læste med.