Andet optaktsløb

image

300 kilometer-klubben
Lørdag gennemførte jeg mit andet optaktsløb og blev officielt medlem af 300 kilometer-klubben, hvis en sådan findes. Jeg er glad, stolt og godt tilfreds. Glad for, at jeg vitterligt godt kan køre så langt på cykel, stolt over, at jeg gjorde det med årets hurtigste gennemsnitsfart og godt tilfreds med, at min krop ikke er mere kvæstet end tilfældet er.

Når det er sagt, så er jeg også stjernegal, himmelråbende skuffet og uendelig meget i tvivl om, hvorvidt projektet skal fortsætte. Det kan du læse mere om i det – jeg advarer – negative og sure opstød, som jeg leverer i indlægget Sammenhold?. Du kan også bare lade være at læse det, fortsætte her og bevare dit gode humør.

image

I medvind og modvind
Uha,hvor har jeg været bekymret op til dette løb. Aldrig har jeg kørt så langt. Meget af successen ligger oppe i hovedet, så jeg har virkelig prøvet at tænke positivt. Og det virkede. Turen forløb godt og jeg holdt den gennemsnitsfart, jeg havde håbet på, og som gruppen satser på, vi kører med til det store løb i august. 307 km med et snit på 25 km/t. YES!

Vejret artede sig også pænt. Vinden vendte i en uendelighed og gik fra vældig til næsten væk. Vi fik således både noget sidevind, en del modvind og så lige 40 km medvind og fuld fart frem. Efter 200 km ramte vi ind i en vældig byge, der gav våde sokker og dryppende næser hen over et stræk på 10 km og igen ved 260 fik vi en ordentlig vasker. Men alt-i-alt en pæn dag.

Dagen startede som sædvanligt tidligt, og kl 7 gik starten fra Rundforbi. Vi var flere end ved første optaktsløb, og efter lidt rod med startkortene kom vi afsted. Feltet er sjældent samlet særligt længe. Nogle kører meget hurtigt, andre samler deres grupper og kører eget tempo, mens der også er ægtepar, som kører deres eget løb.

Vi var fem til start ud af gruppen på syv. Vi hang med den hurtige del af feltet helt frem forbi første kontrolsted til 60 km. Her måtte jeg sætte farten ned. De andre medlemmer af gruppen fortsatte med feltet, så min kæreste og jeg blev til en tomandsgruppe her fra og hjem. Mere om det split i indlægget Sammenhold?
Vi er et godt team, ham og jeg, og vi hygger os med at køre sammen på cykel. Han har mange af de lange løb bag sig, så han kan give mig råd og fiduser undervejs. Det er en stor hjælp og støtte.

Hjælperytter

20130512-212515.jpg

Cirka 120 km ude på ruten møder vi en fortvivlet rytter, der står i vejkanten og vinker desperat ad os. Han er nærmest panisk, for da han punkterede fortsatte feltet bare. Ingen tog sig tid til at hjælpe eller i det mindste sikre sig, at han havde, hvad han skulle bruge, for at komme videre. Det er fandme (undskyld udtrykket) dårlig stil, og jeg skammer mig over at kende sådanne dårlige sportsfolk, som sad i det felt. Skammeligt.

Der står han så – fyren – efterladt og alene på en dansk landevej. Han har fulgt gruppen, som har folk, der viser vej. Nu aner han ikke, hvor han skal hen. Hans mobiltelefon er nemlig, her efter 5 timers cykling, ved at løbe tør for strøm. Han kender ikke ruten og har altså ikke mulighed for at se rutekortet online. Uden at kunne ruten, kan han ikke gennemføre. Nedtur. Jeg kan godt forstå, at manden går lidt i sort ved udsigten til at skulle afbryde løbet og ikke kvalificere sig til det store brag i august.

Det er intet under, at han midt i kaos ikke kan få dæk og hjul til at makke ret. Vi stopper naturligvis og hjælper ham med at få slangen på plads og dækket sat på. At det har været mere end almindeligt hektisk for ham er tydeligt. Cyklen står i vejkanten vendt på hovedet, flasker, værktøj, skruer og slanger liggende spredt rundt på jorden, og helt ulogisk har han i forvirringen også afmonteret både flaskeholder og pumpestativ fra rammen.

Han takker og takker og spørger så, om vi kan vejen, og om han må følges med os. Selvfølgelig må han da det, hvis han kan ‘holde ud’ at følge vores lidt lavere tempo. Så da cyklen er samlet, og vi er klar til at trille igen, er vores duo blevet til en trio. Ved at være hjælperyttere, har vi nu fået en hjælperytter, kan man vel sige.

20130512-212537.jpg

Et af kontrolpunkterne havde sørme lukket butikken.

Vejen
Jeg havde tastet ruten på min Garmin app, og havde derfor en nydelig tydelig talt vejvisning i øret. Desværre har den nye opdaterede app en fejl, som gør, at Ida (stemmen) sludrer en del. Svært at forklare fejlen, men den gav anledning til en del usikkerhed om vejvalg, og gjorde, at vi to gange kørte forkert. Øv, det gider man jo ikke rigtigt på så lang en tur.

Undervejs har vi syv kontrolklip. Her besøger vi en navngiven benzinstation og får et stempel i vores kort. Statoil i Roskilde, Statoil i Mørkøv, Shell i Gørlev, Shell i Kalundborg, OK-tanken i Asnæs, Mørkøv og Roskilde igen på tilbagevejen. De er meget søde på stationerne til at hjælpe os, og sludrer gerne lidt, viser medfølelse og peger per automatik på vejen til toilettet. Tankbesøgene er kærkomne provianterings- og tissepauser.

Det viste sig forresten, at OK-tanken i Asnæs havde lukket butikken og indført selvbetjening via kort ved standeren. Ikke supersmart, for vi skal jo bevise, vi har været der. Jeg smuttede ind i den nærliggende Aldi-butik og fik lokket et stempel ud af bestyreren. Min kæreste fik en 0 kr kvittering fra standeren, som bevis.

En enkelt krise
Da vi atter rammer de sjællandske alper ved Møgelsø rammer jeg muren. Vi har kørt 235 km, og de sidste 100 km har jeg haft smerter i min højre læg, der står spændt som en flitsbue på kanten af krampe. Pludselig bliver mine ben som vingummi, og jeg kan næsten ikke træde cyklen. Jeg bander noget af det hele, og får et skub op ad en bakke. Forsøger igen at træde – uden held. Hvad pokker sker der?

Lige der troede jeg ikke længere på, at jeg kunne køre hjem. Jeg tænkte på taxa og nederlag, spildte kræfter og smerter i en pærevælling. Jeg var desillusioneret og træt, træt, træt.

Mens vi langsomt triller videre, hælder jeg desperat en sukkergel i halsen og skyller ned med en halv flaske energidrik, og brygger på en undskyldning, jeg kan bruge her på bloggen (åndssvagt). Miraklet sker. Som ud af den blå luft kan jeg efter 10 minutter atter overskue det hele, og der er igen kraft og saft i mine ben til at træde gennem regn og over bakker. Jeg stopper aldrig med at imponeres over, hvad en krop og en hjerne kan overkomme.

I mål
Efter sammenlagt 14 timer og 17 minutter på landevejen, triller vi kl 21.17 i mål. Effektiv køretid 12 timer og 17 minutter. To timer brugt på pauser, lapning, stempling osv. Vi siger farvel til vores tredjemand, der er så øm i rumpetten, at han ikke har siddet ned på sadlen de sidste 25 km. Han er træt. Jeg er træt. Men glad. Jeg gjorde det sgu!

Den nat sov jeg ikke. Når jeg har præsteret fysisk, er det som om blodet ruller raskere i kroppen, og jeg har uro. Kan simpelthen ikke sove. Så hele søndagen har jeg været træt. Kroppen har det egentlig meget godt. Bortset fra smerterne i højre læg og knæ går det forbavsende fint. Jo tak, numsen har det stadig fint!

Planen var, at der skal køres 400 km om to uger. Havde jeg kræfter til overs til det, da jeg kom i mål lørdag? Nej, det tænker jeg ikke! Men måske, hvis vi sænker farten lidt? Måske?