Asfalt, hvad er det?

Lørdag.
Puha, nu blev det alvor. På papiret lyder dagens etape egentlig ikke af noget. 50 km og 1400 højdemeter burde ikke kunne slå nogen ud. Men altså… Alle kilometer foregik ad grusveje, nej, det er ikke grusveje, men sand med store sten, afløst af passager med endnu større sten. Og stigningerne er nogle seriøse af slagsen på den anden side af 12% Tænk, at det skulle ske, at jeg som mountainbiker sad der og ønskede mig noget asfalt!

Det har været en rigtig udfordrende tur, og mine hænder og arme er møre af al det bumperi. Ben og resten af kroppen er forbavsende friske. Gruppen vi kører med er meget homogen, så der er fin fremdrift. Til trods for, at vores guide siger, at vi er den første gruppe, der er nået frem inden solnedgang, synes jeg alligevel at det er længe at være 8 timer om at køre så kort en distance… men puha, jeg kunne ikke gøre det hurtigere, og må bare konstatere, at nepalesiske kilometer er hårdere (eller længere) end danske.

Undervejs møder vi alverdens syn. Flotte risterrasser, skramlede huse, fattige bønder, snottede unger, grise, ænder, geder, høns, hunde og køer, der farer forvildede rundt på den smalle vej, der er fyldt med busser og knallerter, der kører mildest talt frisk. Langs vejen står børn og sælger blomster, og der ligger afgrøder og tørrer.

Det blev også til et kort besøg på en klosterskole, hvor børn i alle aldre, hvor deres forældre ikke havde råd til at brødføde og skole dem, kunne optages i munkelære.

Vi vækker opsyn, for Nepal er ikke et cykelland, men alle vi møder vil gerne hilse på os. Fra mutter i marken med rive og segl til fatter i tehuset og sønnike på knallerten. Ungerne råber hello og namaste og jeg vinker og vinker og vinker. Virkelig fedt land at cykle i.

Og her kommer en række billeder.

20140315-175130.jpg

20140315-175114.jpg

20140315-175200.jpg

20140315-175025.jpg

20140315-174929.jpg

20140315-174904.jpg

20140315-174955.jpg

20140315-174804.jpg

20140315-174845.jpg

20140315-174828.jpg

20140315-174729.jpg