Asocial

20130423-224103.jpg

Tid til – i ophøjet ensomhed – at slænge sig i græsset med udsigt.

I den forløbne uge har jeg beskrevet et par ture over 100 km, som jeg har kørt alene. Flere har spurgt mig, om jeg ikke synes, det er trist at køre de lange ture alene, og om jeg da ikke kan finde nogle at følges med.

Asocial oplevelsescyklist
Joeh, såmænd kunne jeg nok finde nogle at køre med, men jeg er faktisk for det meste helst fri. Jeg er nemlig ikke en social rytter. Jeg er nok nærmere asocial. Sådan at forstå, at det passer mig strålende, at være fri og uafhængig af planlægning, følgeskab og small talk.

Når jeg fx planlægger at køre 100 km en lørdag, så kan det stresse et B-menneske som mig, at skulle mødes med nogen på en bestemt tidspunkt. Jeg nyder bare at kunne køre, når det passer mig – uanset om det så er klokken 10 eller klokken 12.

Når jeg så er kommet afsted, nyder jeg, at jeg ikke skal holde trit med nogen, ikke skal koncentrere mig om at holde hjul, og ikke behøver at samtale under kørslen. Jeg kan frit stoppe for at tage billeder, slænge mig i græsset og kigge på både gravhøje og skilteskove uden at forsinke eller forringe andres træningspas. Jeg kan opleve ruten, nyde duftene og høre lydene. Jeg er og bliver en oplevelsescyklist. Nogle gange har jeg musik med, som spiller i mit ene øre. Det er selskab nok for mig.

Solo
Når man er flere, synes jeg ofte, det bliver lidt forjaget. Jeg hader – virkelig hader – at skulle indhente et felt, men desværre bliver jeg ofte hægtet af gruppen op ad bakkerne, og så skal jeg træde ekstra hårdt og knokle for at indhente flokken og lukke hullet. Sådan en tur er totalt stressende for mig. Mange ryttere er også gode til at ligge der i feltet og tale om vind og vejr og cykelgrej. Det dur jeg ikke til. Jeg skal koncentrere mig alt for meget om at holde min plads, min fart osv. til at kunne snakke med nogen.

Joovist er der også fordele ved at være i et felt. Der kan jeg få læ for vinden, når det blæser eller jeg kan ligge på hjul og lade mig trække med. Det er også fint. Men jeg savner det ikke, når jeg er på solo-tur.

No solo
Det skal lige siges at mange af mine ture kører jeg ikke alene men sammen med min kæreste, der er langt mere cykelstærk og cykelvant end jeg. Det synes jeg er helt ideelt. Vi har et fint team work både på landevej og i skoven på MTB, og vi har fundet en måde at træne sammen, der passer os begge. Det er en gave, at kunne træne sammen og dele interessen for cykling, for det er ellers mange timer at tage ud af et parforholds tid.