Knæk en knallert

image

Se godt på cyklen. Se, hvor doven, den er! Den har overnattet i opgangen ved min arbejdsplads, fordi den var for lad til at køre hjem i aftes kl 22, og nu dovner den ved søen.

Tak til hankønnet
Jeg har cyklet til og fra job hver dag, den sidste uges tid, og det går hurtigere og hurtigere med at tilbagelægge distancen. Det er tydeligt, at jeg bliver stærkere. Og det bliver jeg blandt andet nødt til at takke hankønnet for.

Mænd på cykel kan nemlig ikke tåle at se en dame på cykel uden at skulle køre om kap. Det er ikke en anklage, blot en konstatering. Det er stensikkert, hvad enten det gælder de unge knægte på damecykler med rumpedaskere, alfahannerne på MTB med sportstasker eller det grå guld på racer med rygsæk. De SKAL lige vise, at de er stærkest. Det plejer jeg at synes, er dødirriterende, og jeg har aldrig gidet lege med. Men sådan er det ikke længere. Nu er det sjovt. For nu ved jeg, at jeg kan køre fra de fleste af dem, så jeg tager udfordringen op. Hehe.

Det betyder, at jeg bliver pacet op i fart hver eneste dag over kortere eller længere strækninger. Det er god træning. Tak mænd!

At knække en knallert
I går lå jeg således og kappedes med en gut over et længere stræk. Igennem en serie lyskryds med rød bølge, havde han parkeret tæt op af mig hver gang og virkelig givet den gas på opstarten ved grønt og løbende tjekket om han havde distanceret mig. Da vi kom ud på et længere stræk, lagde jeg mig bare på hans hjul, for lige at finde ud af, hvor stærk han var. Det frustrerede ham. Han kiggede tilbage, accelererede, kiggede tilbage, rejste sig og trådte hårdere, kiggede tilbage. Jeg kunne sagtens følge med.

Da vi kommer til en af de længere bakker sætter jeg farten op og overhaler ham. Han kan ikke hænge på. Fantastisk fornemmelse. Men det allerbedste er, at jeg også formår at overhale en knallert 45. YES! Jeg har knækket min første knallert, som raskt sakkede bagud. Ved næste lyskryds holder jeg igen for rødt. Gutten på cyklen indhenter mig og spurter afsted lidt før grønt og før jeg overhovedet er på cyklen. Alligevel får jeg indhentet og overhalet og sat ham af på relativt kort tid, og udover triumfen har jeg glæden ved at have fået god intervaltræning.

Nu har jeg det som en lille hund, der bare vil ud og jagte flere knallerter. Vuf vuf.

Sandaler på pedaler
Nå, men den dovne cykel gad altså ikke at køre hjem i aftes. Jeg havde nemlig været i byen at spise, og da jeg stod der med maven fuld af god mad og rigeligt rødvin klokken 22, var cyklen altså ikke i humør til at trille hjem. Så jeg lod den stå, og fik kørelejlighed hjemad med en kollega.

I morges tog jeg så toget til job og havde hverken taget cykeltøj, hjelm osv med. Ville bare tage cyklen med i toget hjem igen. Meeen, så skinnede solen, så jeg valgte alligevel at cykle den hjem.

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har cyklet i pænt sommertøj og sandaler, uden pudebuks og hjelm? Så jeg tog den med ro (synes jeg), og jeg gav endda den dovne cykel et lille hvil ved søen. Efter et stræk langs engen holdt jeg igen for rødt lys. En midaldrende herre triller op ved siden af mig og konstaterer, at han godt nok synes, der er fart på min cykel. Han er blevet helt forpustet i forsøget på at hænge med, siger han. Haha, han har troet, at fordi der er sandaler på pedaler, så kan de ikke køre hurtigt.