Back on track

20130908-135523.jpg

Åh, hvor er ðet skønt, at være tilbage i skoven. Tilbage på sporet. Tilbage på buler, rødder, bakker og mudderhuller, som kræver min fulde opmærksomhed. I to timer tonsede jeg i dag rundt derude i den stadig grønne skov, på det, de siger er den uigenkaldeligt sidste sommerdag i år.

Det blæste helt vildt i dag, men i skoven er der læ. Flere gange priste jeg mig lykkelig for, at jeg ikke SKAL ud på landevejen sådan en dag, men bare kan vælge sporet i skoven og slippe for den stride blæst.

20130908-135552.jpg

Sporet udfordrer alle mine muskler og alle mine sanser, og jeg slider på en helt anden måde, end når jeg sidder på racercyklen på landevejen. Jeg er vild med variationen i træningen. Op at stå i pedalerne, ned at sidde i sadlen, rumpen ud over baghjulet ned ad bakke og brystet helt ned på styret op ad bakke, hiv, træk, skub og hold balancen. Sveden der springer og de spændte muskler i både arme og ben.

I dag prøvede jeg kræfter med alle skoven stejleste bakker – og dem er der nogle seriøse stykker af. Jeg opsøgte dem en efter en og besejrede dem alle. Aldrig har jeg været så stærk… og jeg sender hermed en tak til Norges fjelde for grundtræningen!

I det hele taget er skoven stadig smuk og sprød. Endnu sidder bladene på træerne og de grønne bregner, der dækker skovbunden skaber lidt junglestemning og de smalle stier er stadig tørre og til at køre på.

Hvor er det dog dejligt, at være tilbage på sporet.