Badebyen

Sidste tur med kliken
image

Slotte, borge, tårne og kirker er en del af helhedsbilledet på Mallorca.

Det er sidste dag på Mallorca i denne omgang, og ugens sidste cykeltur er traditionelt dårligt besøgt. Folk er trætte, og mange vælger derfor at bruge dagen på shopping, udflugter, strandbesøg og på at pakke. Sådan var det også i dag, hvor turen gik til den lille badeby Sankt Elm ude på vestkysten.

Hele ugen har der kørt forskellige hold. Hold 1 er de superhurtige. Derefter kører hold 2a, 2b og 2c, og det langsomste hold (hyggeholdet) er hold 3. Jeg har indtil nu kørt på hold 2b. Holdene kører efter hinanden, så hvis man er kommet på et, der kører for hurtigt, kan man stå af, vente i vejkanten og slutte sig til næste hold, der kommer forbi. Det gjorde jeg i dag.

Efter en rædsom dag med gummiben i går var jeg klar og frisk. Jeg har drukket litervis af vand og alt føltes godt til morgen. Ingen ømhed, ingen stivhed. Men fordi så mange i dag trak badebilletten, var vi ikke voldsomt mange i startopstillingen. Derfor blev hold 2a, b og c slået sammen til eet hold. Samtidig var jeg åbenbart den eneste af de ‘svage’, der var frisk på endnu en rammedag, så der stod jeg, og kunne se, at jeg pludselig blev en af de langsomste på holdet. Det viste sig, at være helt rigtigt set.

Tempoet blev sat højt, og efter 10 km måtte jeg slippe feltet på en bakke. Her forudså jeg en forfærdelig dag, hvor jeg hele tiden skulle kæmpe for at indhente feltet efter hver eneste stigning. Det gad jeg ikke. Det magtede jeg ikke. Detorkede jeg ikke. Så jeg steg af holdet og ventede på hold 3. Det var en supergod beslutning!

Badebyen mod vest
image

Bænke og restauranter har udsigt til vandet i Sankt Elm.

Vi var en sluttet flok på otte personer, og der var såmænd rigelig fart på os, for også her var nogle faldet fra, så det var de stærkeste, der kørte i dag. Turen bliver lidt ‘solgt’ som en trille-af-tur, men den er bestemt ikke uden højdemeter og har masser af syresving og trampebakker. Så vi har arbejdet hårdt. Solen stod højt igen i dag, og da jeg havde glemt solcreme i morgenforvirringen, har jeg undervejs erhvervet mig nogle temmelig røde arme.

Sankt Elm er en diminuitiv kystby med en enkelt hovedgade. Turistshops på den ene side og restauranter på havkanten på den anden. Med udsigt til vand overalt, blåt og glitrende har byen bestemt turisttække og charme, men er dog renset for original folklore. Vi fik en kop kaffe længst ude på havnen. Det er altså ikke byen i sig selv, der trækker, men turen dertil og udsigten.

At få lov at få en dag som hyggecyklist var perfekt. Helt ærligt – så er jeg bare cykelmæt. Jeg gad faktisk ikke cykle mere, svede mere, ase og mase mere. Det er derfor en gave, at få sat tempoet og ambitionerne ned og hyggefaktoren op. Og hyggefaktoren består af tid og overskud til snak, intet pres til kanten af min fysiske formåen, mulighed for at tage et foto… og tid til en god frokost! Det fik vi på restaurant vindmøllen i Es Capdella, og jeg indtog endda rejsens første alkohol. En øl. Og jeg fik den ovenikøbet forærende, fordi en af de andre deltagere havde fødselsdag. Kæmpe hyggefaktor.

Sådan blev årets sidste Mallorca-distance en sand nydning frem for stresset og anstrengende. Nu er cyklen pakket i lastvognen og på vej hjem til Danmark. Jeg følger efter i morgen tidlig.

Lidt om service
image

Her må man kun parkere mod betaling. Cyklerne gik dog fri af p-vagtens opkrævning.

Jeg har ikke fortalt om vores servicebil. Et uundværligt og luksuriøst indslag i turprogrammet på rammen. Hver dag møder vi servicebilen et eller to steder på ruten. I bilen har jeg en taske med ting, jeg KUNNE få brug for, men helst ikke vil slæbe med. Fx ekstra tøj, ekstra slanger, ekstra energiprodukter osv.

Bilen har også vand med, så vi kan få fyldt vores flasker, og der sælges bananer, cola og chokolade fra bagsmækken. Det er en fornem service, og dejligt betryggende, at bilen er der.

I dag, mens vi tankede vand ved bilen på p-pladsen i Sankt Elm sprang slangen hos en af mine medcyklister. Knald, sagde det, mens cyklen stod lænet op af et træ. Det viste sig, at der var en revne i dækket… Og så er man altså heldig at have en servicebil, der lige kan trække et nyt dæk frem og få os rullende igen.

Dagens fakta
image

Distance: 76,38 km
Højdemeter: 1120 (meter lodret op)
Max fart: 55,5 km/t
Gns. Fart: 14,4 km/t
Kalorier forbrændt: 3152 kcal
Stigningsprocent 8-10

1 dunk vand
1 dunk energidrik
1 sukkergel
1 cola
1 sandwich