Bakkebrækker

image

Tænk, så var sporet spærret.

Egentlig havde jeg planlagt, at det skulle være raceren, der skulle røres her i weekenden, men skoven trækker, så jeg har været i skoven både lørdag og søndag og kørt hhv 30 og 20 kilometer MTB-spor. Utroligt nok er sporene tørret ind de fleste steder, så det er ganske hæderligt at køre derude igen.

Ved de store huller balancerer jeg helt ude i kanten, ofte på en dækbred forhøjning af størknet mudder, der kræver, at jeg holder tungen lige i munden for ikke at skride ned i pløret. Balance er ikke min stærkeste side, men det bliver da langsomt bedre. Alligevel sker det flere gange, at jeg må støtte med foden, og så kommer jeg hjem med sorte sokker, våde tæer og muddersko. Ulempen ved at ligge helt derude i sidesporet er også, at jeg kommer i nærkontakt med de mange brændenælder og grene, der svirper mig i ansigtet. Av av.

Bakkebrækker
Begge dage har jeg prøvet kræfter med nogle af skovens sejeste bakker, og jeg har nedbrudt og brækket dem alle! Slidsomt, langsomt men sikkert. Yes! Jeg er nu stærk nok til at nå toppene og modig nok til at køre nedad igen. Fed fornemmelse. Det krævede såmænd ‘kun’ 6.500 km træning!

image

Efterårets farver sniger sig nu ind blandt det grønne.

Achilles er der endnu
Nu lyder det måske som om, jeg bare er frisk og fit. Det er jeg ikke! Jeg bøvler stadig med efterveerne af min achillesskade. Senen er øm og lidt stiv. Det gør ikke ondt mere, når jeg går omkring, men når jeg skal træde cyklen op ad en bakke eller gennem en mudderpøl, så jager det stadig langt op i benet. Måske burde jeg genoptage de mange strækøvelser?