Balancegang

image

Jeg elsker den danske sommer.
Jeg ved, jeg bliver ved med at beskrive naturen derude i lange, begejstrede passager, som kan få enhver sofakartoffel til at gabe kæberne af led. Men for pokker, hvor jeg altså nyder, at trille derude og opleve.

Lige nu står kornmarkerne kernegule og bønderne er i høstehumør. De kæmpe tærskemaskiner buldrer frem over aks og strå og hvirvler store støvskyer langt op i luften, hvor lærker, svaler og mursejlere vimser omkring. Harerne hopper forvildede rundt for at komme væk i tide og hjortene springer skræmte over både vej og grøft, for at komme i sikkerhed. Grøftekanterne bugner af tidsler, ukrudt og sommerblomster i blå, gule og lilla nuancer og lige nu er timian en fremherskende duft, der følger en glad cyklist. Jeg elsker simpelthen den danske sommer. Punktum!

image

Efter 45 km blev der tid til en pause og en kop iskaffe i eftermiddagsheden.

Balancegang
I går valgte jeg at forsøge en længere tur på racercyklen. Forleden var det jo ikke en ubetinget succes, for da havde jeg virkelig ondt efter 50 km. Det er en svær balancegang. På den ene side er jeg hunderæd for at træne for meget, så jeg ødelægger helingen af skaden, og på den anden side er jeg panisk angst for at træne for lidt til at kunne gennemføre det store løb om bare 24 dage. Jeg vil gerne ud HVER dag, men denne uge med, bliver det kun hveranden dag.

Perfektagtigt
Vejret var perfekt. 27 grader og næsten vindstille. Så længe cyklen triller er temperaturen skøn, men når man står stille, er det hedt. Som sagt: perfekt. Turen var – når jeg selv skal sige det – planlagt perfekt. Ud gennem uudforsket opland ad små landeveje, gennem mark og skov og flere stræk langs vandet. Kun et enkelt, bumpet stræk uden asfalt.

Cyklen trillede perfekt. Ingen uheld, punkteringer eller mislyde, og jeg formåede at holde farten nede på de 25 km/t, jeg havde sat mig for. Ingen unødvendige pres eller stressning af foden. Og bedst af alt. Foden klarede de 62 km perfekt. Der er kun moderat ømhed at spore… Uh, det er næsten for perfektagtigt til at være sandt.