Bimmelklingen

Klokkeværkerne har været i spil i dag. Og nej, jeg hentyder her ikke til en vis legemsdel, som ellers nok kan få betydning for komforten for mænd i sadlen på tredjedagen. Næh, her er tale om klokkeklang af den avancerede slags, som jeg oplevede det på vidt forskellige måder i byerne Goslar og Hahnenklee i dag. Og derfor må dagens skønne tyske ord nødvendigvis være bimmelklingen.

Forvandlingsvejr
Det begyndte med en meget trist og mørk himmel, der hang og truede over cykelhjelmene denne kolde morgen, og derfor blev det besluttet, at vi kørte ned ad bjerget og ikke højere op, hvor der var endnu køligere temperaturer. Samtidig ville vi sørge for, at det kun blev en halvdagstur, så vi kunne være retur på hotellet lidt over middag og stoppe der,  hvis det blev alt for gråt og vådt. Så turen gik atter mod Goslar 400 meter længere nede i dalen.  Inden afgang måtte jeg dog købe mig et par nye handsker, for jeg frøs sådan om mine fingre i går. Det gad jeg ikke også i dag. To fra holdet valgt at holde fri og benytte sig af hotellets spa-afdeling. Andre to valgte at køre en anden rute, så vi var bare fem tilbage. Men så mødte vi et dansk ægtepar, der lige var ankommet, så de hægtede sig på selskabet. Meget hyggeligt.

Turen til Goslar starter med en pæn lille stigning op til toppen af Bocksberg, før det går ned ad, og allerede her fik vi en forsmag på dagens forvandlingsvejr. En mega haglbyge kastede et tæppe af hvide iskorn over os, som slørede udsynet, trommede på hjelmen og landede hoppende som popcorn i græsset. To minutter senere skinnede solen og andre tre minutter senere kørte vi ind i en tågebanke. Sådan fortsatte det hele dagen. Regn, sol, hagl, tåge. På en nedkørsel måtte jeg stoppe og gå i læ, for de små hagl stikker som syle, når de rammer kinderne, og det var temmelig smertefuldt.

Fantastisk flow
Men vejret kunne ikke tage fornøjelsen fra mig. Vi blev ledt ind på  et lille track på blød skovbund, og så startede festen. Blide sving, tæt bevoksning, tilpas hældning og herligt underlag. Swuusj, Swuusj ned ad. Viel Spass. Så kom et stræk på en sti, opkørt af skovarbejdere og rillet af traktordæk. Igen tilpas til, at det var sjovt. Ud og ind mellem huller og store grene, uden om de dybeste riller og hen over de mindre. Mehr spass. Endelig kom et stykke over græs og tuer og pludselig – efter 10 km  og en enkelt punktering – var vi i Goslar.

Glockspiel
Netop som vi var ankommet på torvet, havde sat cyklerne og bestilt en pandekage i cafeen, begyndte det at styrtregne. Sådan cirka samtidig begyndte en flok mennesker at samles under en skov af paraplyer derude på torvet. Klokken var nemlig ved at være 12 … tid til, der kom gang i det berømte klokkeværk med animerede figurer, der fortæller minebyens historie. Jeg sprang entusiastisk ud under en cafeparasol for at opleve det vidunderlige glockspiel.  Nu skal jeg ikke være den, der anmelder et klokkespil, så jeg har fundet en video af forestillingen, som I kan se, hvis I har lyst og selv bedømme. Jeg kan dog røbe, at det hele starter 2 minutter i 12, med en hest, der kan vippe med forbenet og en mand, der kan vippe med armen!

Det siger sig selv, at turen hjem gik op ad. Samme vej som i fredags og forbi den samme satan af en stejl bakke at slutte af på. Over 20 % stigning, som jeg kun lige med nød og næppe klarede i dag. Efter tre dage i Harzen-terræn er de små ben begyndt at syre lidt til, når det går op.

Windbeutel
Senere stod den på kaninlever til frokost og her meldte sig et alternativ til dagens tyske ord. Windbeutel! En windbeutel er vel hvad man kan kalde en egnsret her i Harzen. I al fald en lokal spise, som der reklameres for allevegne. Der er tale om en vandbakkelse fyldt med frugt og flødeskum. Det kan vi såmænd også få derhjemme i form af waleskringle/-boller, men det særlige her er størrelsen. De er store. Og de fås på størrelse med en underkop, en frokosttallerken og en middagstallerken, ja … og jeg har endda hørt, at der er et sted, hvor den største windbeutel er så stor, at man får et diplom, hvis man formår at sætte den til livs. Jeg nøjedes dog blot med at kigge på andre, der fik serveret tingesten.

Carillion
Et klokkeværk kaldes også et carillion, hvis det er konstrueret således, at man decideret kan spille på det. Altså hvor alle klokkesnore er forbundet til tangenter på et “klaver”, hvor en “organist” så kan sidde og give klokkekoncert. Stavkirken i Hahnenklee er udstyret med sådan et klokkeværk med hele 49 klokker. Det fandt vi ud af, da vi efter frokost gik en tur op forbi stavkirken, der troner på en lille bakke. Spiret knejsede flot mod den nu meget blå himmel med høj sol, da vi nærmede os, og der lød forunderlig bimmelklingen ud over hele byen. Jeg optog en lille video:

Koncerten fortsatte en halv times tid, hvorefter organisten kom ud fra klokketårnet og fik høje klapsalver fra de mange mennesker, der var samlet omkring kirken for at lytte med. Det var som om, der her blev sat et fint punktum også for vores tur. En virkelig herlig tur med masser af god mountainbiking, masser af godt selskab og masser af knap så god mad… ikke engang på hotellet, som ellers tidligere er højt berømmet for sit køkken.

Note: Jeg rejste med MTB Tours og boede på Hotel Njord Hahnenklee.