Blåben

Blå mærker er mit varemærke. Jeg får dem normalt, bare jeg støder ind i en sofapude, så gæt selv, hvordan det ser ud i dag, efter jeg stødte ind i et træ.  Blåben!

Dagens tur var ellers hverken lang eller besværlig. Bare sjov. Jeg er i Silkeborg, og her prøvede jeg kræfter med blå rute i Nordskoven, der er een af de 10 spir.

Nordskoven er et virkelig skønt spor med masser af flow, variation og sving. Det meste af sporet er drænet, stampet singletrack med enkelte sektioner rødder og en masse berms (høje kanter, man kan køre op på). Cirka midvejs på det ensrettede spor ligger “Serpentineren”. En lille frækkert af en stigning med en række swich backs (hårnålesving), hvor der skal trædes ekstra til for at komme til toppen. Det gik nu fint nok. Jeg har omsider genvundet kræfter nok til at kunne magte også de stejle bakker, og ingen af de stigninger jeg mødte i dag var uoverkommelige, og jeg synes heller ikke sporet var for teknisk.

Sporet er virkelig god træning for sådan en som mig, der har svært ved balancen. Min krop er ikke så smidig, som man kunne ønske, og især venstresving volder mig problemer. Dels pga. det stive skrog og dels pga mit nylige skulderbrud. Det er ikke noget nyt. Men at jeg åbenbart også har lidt bøvl med afstandsbedømmelsen, var jeg ikke klar over. Før i dag, hvor jeg kørte ind i et træ.

En krillimillimeter mere til højre, og jeg var ikke styrtet. Men på en meget smal passage, ned mellem slanke træer snittede jeg lige akkurat en stamme hårdt nok med det alleryderste af mit venstre håndtag. Præcis nok til, at styret blev slået ud af min hånd og cyklen ud af kurs. Krashhh. Heldigvis kører jeg med flade pedaler (ikke klikket fast), og det var jeg særdeles glad for i dag. For jeg nåede at få fødderne på jorden og hoppe hen over den væltende cykel mellem min ben. Cyklen ramte mig dog temmelig hårdt på knæet og skinnebenet, så nu har jeg blåben. Men pyt. Hellere det end brækben.

At jeg kun har kørt så kort i dag skyldes, at jeg egentlig slet ikke er i Silkeborg for at køre på cykel. Jeg er her, fordi min kæreste skal køre Highland Mountainbike Challenge søndag. 100 km MTB fra Silkeborg til Århus. Jeg er bare chauffør og backup. Starten af løbsruten er det blå spor i Nordskoven, så derfor var vi lige ude at rekognocere lidt i dag. Men jeg vender tilbage snart for at køre det igen. Uden tvivl.

En del af dagen har vi så også brugt på at udforske dyreparken og akvariet, som er tilknyttet hotellet hvor vi bor. Vejlsøhus. Så her følger lidt fotos fra dagen uden for skoven.