Blokade

image

Achilles og jeg er ikke gode venner. På syvende døgn fremstår min krops stærkeste sene som en svækling i pivehjørnet. Når jeg går, knitrer den som en brændeknude i en hjemmepejs og efter en arbejdsdag, er den hævet og rød, som en reje i kogende vand.

Og har du penge, så kan du få
Jeg konsulterede egen læge onsdag morgen, og han henviste mig straks til en specialist, og grinte lidt, da jeg sagde det hastede. Altså hastede, som i inden for den næste uge. 3-6 måneders ventetid spåede han.

Så kontaktede jeg min sundhedsforsikring, som straks modtog min anmeldelse af skaden og gik i gang med sagsbehandlingen, gav mig telefonnumre til privathospitaler, jeg kunne kontakte, og i løbet af en time havde jeg en aftale med en læge torsdag aften. Bingo. Har man penge (forsikring), så kan man få akuthjælp til akutskader, og har man ikke, så er der åbenbart laaaang ventetid. Skræmmende system, vi har fået opbygget her i Danmark!

Dommen
Den gode doktor var ikke længe om at konstatere, at det var en meget alvorlig skade, at foden her fem dage efter stadig var voldsomt hævet, og at jeg havde været særdeles heldig. Heldig, fordi det ikke er en skade i selve senen, men ‘kun’ i det omkringliggende glidevæv, også kaldet seneskeden . Peritendinit kaldes tilstanden også. Det heler hurtigere, og den kan (måske) nå at blive klar til det store løb. Sandsynligvis. Hvis altså jeg går forsigtigt til værks. Det svar kunne jeg godt lide.

Jeg spurgte naturligvis om, hvorfor det sker nu, når jeg føler mig veltrænet og aldrig har haft problemer med achilles før. ‘Du har da bare fundet din grænse’, svarede lægevidenskaben, ‘det sker jo før eller siden’. Det svar brød jeg mig til gengæld slet ikke om!

Blokade
Jeg blev anbefalet en blokade. Det bryder jeg mig bestemt heller ikke om! Binyrebarkhormon og medicin i det hele taget er ikke lige mig, men hvis jeg skal gøre mig håb om at nå at hele og måske endda nå at træne lidt på de bare fem uger, jeg har til det store løb starter, så er det den mest sikre vej at gå. Så jeg takkede ja – og er nu officielt dopet med et stof på positivlisten.

Hjem kom jeg også med en serie af øvelser, jeg skal lave for at styrke senen. Langsomme bøj og stræk, som er keeeedelige og triste, når man hellere bare vil ud at cykle. Og jo, jeg må gerne cykle… Træde men ikke trække, træde med hælen, ikke forfoden og så i øvrigt stoppe hvis det gør det mindste ondt!

Så jeg gentager: Achilles og jeg er ikke gode venner. Jeg synes, den skulle tage med mig ud på cykeltur i stedet for at gøre ondt og puste sig op.