Bonnie Banks

De seneste dage har jeg tilbragt Lochside – ved bredden af Loch Lomond,  Skotlands største sø. Den bredder er vidt og højt besugne i den udødelige sang “The bonnie, bonnie banks of Loch Lomond”. En sang, jeg har spillet utallige gange tilbage i mine unge dage, hvor jeg trakterede en tværfløjte i et drumband. For mig, stod det derfor som noget helt særligt, at skulle besøge den store sø.

Det var rart at komme væk fra storbyen Glasgow og ud her til grænsen mellem lavland og højland, hvor bjergene rejser sig og naturen genvinder sin kraft og magt. Men den romantiske forestilling om en uberørt og værd-at-besynge-sø blev hurtigt punkteret. Byen Balloch – Porten til Højlandet – viste sig at være et ægte turistcentrum, hvor storbyfolket drager ud for at nyde livet ved “the bonnie bonnie banks of Loch Lomond”. Her er pubs, inns, bed’n’breakfast, cafeer, restauranter, shops, akvarium, træklatrebaner, rovfuglecenter, vandcykler, kanoer, segways… osv., man kan fordrive tiden med eller på. Kort sagt – her er rigtig mange mennesker, med alle de spor, vi efterlader os.

Andeagility
Her er også underholdning for børn og barnlige sjæle, og jeg har set andeagility. En disciplin, jeg ikke anede eksisterede, før i går. Men det var nu ganske underholdende. Her i landet har de mange får, som græsser på bjergskråningerne. Til at jage fårene sammen og holde styr på flokkene, har man naturligvis fårehunde. Her ved søbredden var der opvisning i fårehundens evner, og i manglen på plads, fik hunden Zach lov at demonstrere sine talenter overfor syv ænder i stedet for en flok får. Zach sneg, hoppede, løb og gemte sig, for at holde styr på sin andeflok, som han fik op over broer, hen over planker, gennem rør og rutchebaner og endelig – la grande finale – ned i et fad med vand.

Maid of the Loch
Gennem umindelige tider har Loch Lomond været en sø, man sejlede på, og cruising ombord på hjuldampere var meget populært frem til slut 60’erne, hvor dampmaskineri gik af mode. Her ved søbredden ligger i dag det gode skib “Maid of the Loch”, der er den sidste hjuldamper bygget i England og den sidste, der sejlede her på søen. Den er et lille flydende museum, som man kan besøge helt gratis.

Maid of the Loch er et stort skib. Så stort, at det i sin tid ikke kunne komme frem til Loch Lomond i ét helt stykke, hvorfor det blev skilt ad, sendt med toget, og samlet igen her i byen. Historien om skibet, der blev bygget to gange, dens ruter, besætning og skæbne fortælles på nogle plancher i en i øvrigt muglugtende og forfalden stue under dæk i forskibet. Mest plads er der brugt på at opfordre til at yde økonomisk støtte til fortsat bevaring, renovering og måske realisering af drømmen om at få Maid’en til igen at besejle søen.

Ud at se
Det blæser hele tiden. Jeg havde forventet to uger primært med regn. Sådan har det ikke været. Men det har blæst. Der er virkelig sus i skørterne her i Skotland. Vældige vinde og voldsomme vindstød præger dagene, hvor skyerne farer over himlen med raketfart, mens solen kæmper for at få lov at sende bare en enkelt stråle igennem. Den ene dag er her 18 grader, den næste blot 5.

Sådan en blæsedag tog jeg med lokalbussen til Balmaha lidt oppe ad søens østkyst. En bette flække med 10 huse og en færgehavn. Her tog jeg vandreturen op til toppen af det nærmeste bjerg, Conic Hill, 361 meter.

Det var ikke sådan “bare”, at gå derop. Det var en stenet og til tider stejl affære, der tog en times tid, og jeg fik rigeligt med sved på panden… og på ryggen under rygsækken for den sags skyld. Deroppe var en guddommelig udsigt, men også en vældig vind, og i løbet af få sekunder også temmelig koldt for en storsvedende, nu afkølet skandinav.

Fra Balmaha går en lille vandbus på tværs af søen til byen Luss. Vandbussen sejler kun fire gange om dagen, så man skal være klar på molen til tiden. Det var jeg. Endda i god tid. Og det var godt, for her tager de åbenbart ikke sejlplanerne alt for alvorligt. Bussen kom, tog os med og sejlede 20 minutter før planen. En halv time senere var jeg i Luss. En anden bette by, men særdeles charmerende med sine små pandekagehuse og diplomvindende blomsterhaver.

Her ligger også et lille slot i byen Balloch. Der var jeg også forbi. Slottet ligger i en stor, veltrimmet park med huskebænke og mindetræer. Selve slottet er under renovering, så det blev bare til en god gåtur langs vandet, op gennem parkens dugvåde græs, et besøg i sommerfuglehaven og et generelt kig på folkelivet, hvor hundeluftere udgjorde en stor del af udvalget.

… og det dér med Internet er altså stadig ikke helt på mode her. Men heldigvis har McDonald altid en filial, hvor der er mange mennesker, så jeg har haft mulighed for at drikke kaffe der – mens jeg bruger deres gratis wifi.

But me and my true love will never meet again,
On the bonnie, bonnie banks o’ Loch Lomond.