Brobisser

Det er en mental ting. Jeg ved det godt. Men jeg er bange for broer. Naturligvis ikke ALLE broer, men bestemte typer broer jager mig en skræk i livet. Det er brobisserne.

Modsætningen til en brobisse er en brolækker, og dem kan jeg godt lide at køre på – og derfor giver det hele ingen mening!

Når jeg nærmer mig een af bisserne, er det som om, jeg glemmer enhver cykelfærdighed og mister modet. Hjernen fryser, benene stivner, og min cykel går i stå. Og jeg står af og trækker over. Det er virkelig åndssvagt. Men oppe i mit hoved fylder de der broer altså en hel del mere end godt er … eller skulle jeg sige mindre? For jeg synes, de er ALT for smalle, og derfor er de STADIG en udfordring for mig.

I virkeligheden er en brobisse sjældent smallere, længere eller farligere end en brolækker. Men den er som regel svær at komme lige på… eller også er dens omgivelser lige så “smalle” som den selv. En brobisse er med andre ord, sådan en bro, hvor tilkørslen kræver et hop, bump eller drej i sidste øjeblik for at komme på ELLER fx hæves op over en træstamme, en grøft eller gennem et hegn, et dige el.lign.

En brolækker derimod kan sagtens være både smal og lang. Bare den er let at komme på og der ikke er langt ned. Så kører jeg gladeligt over med fuld fart.

Som sagt – det giver ingen mening! Men her til aften gav det en masse frustration, da jeg var på træningstur med nogle venner. Jeg sakker jo bagud, når jeg sådan skal af og trække, hver gang jeg møder en brobisse. Såeh – nu må jeg altså snart tage mig sammen og få det lille benspænd ud af mit hovede. Derfor skal min sommertræning fokusere på broer.