Bustur

“Det regnede da du kom
Det regnede da du gik
– det er nogen gange sådan det er
Men regnen styrter stadig ned
det føles som en evighed
jeg kan ikke klare mere
her er ikke til at holde ud at være.”

(Steffen Brandt, næsten ligesom en kvinde (Baby blue))

I dag var store køredag, og godt for det. Vi brugte ni timer på at tilbagelægge 400 kilometer kedsommelig landevej i styrtøsende regn. Ikke meget at skrive hjem om! Jeg lyttede mig på turen igennem en hel lydbog, og ellers var dagens tur kun peppet op af en enkelt omkørsel pga oversvømmede veje og et frokoststop.

Stedet vi spiser frokost hedder La coquetel serrano og har en nuttekær lille tegneseriekrokodille som logo. For gud ved hvilken gang skal vi have buffet. Og som alle de andre gange, så er der ris, pasta og klæg kartoffelmos. dertil sorte bønner blandet op med kød i en sovselignende væde, noget svin i tomat og lidt forskellige grøntsager; tomat, salat, rødbede og syltede agurker. Mange steder, hvor vi har spist, har vi skulle veje maden…altså buffet pr. kg, lidt ligesom vej-selv slik. Her på krokodillebaren er der fast pris: spis hvad du kan for 25 kroner.

Stedet er totalt kitchet indrettet. På vægge og stolper hænger gamle LP-plader – ikke de farverige omslag, nej de sorte vinylrondeller med musikriller og titelmærkater.Temaet er dog ikke konsekvent, for ind imellem pladerne hænger gummistøvler fyldt med kunstige blomster og i lofterne er paraplyer brugt som lamper. På den ene væg hænger en stor fladskærm og her vises en koncert med et country-orkester.

Desværre inspirerer musikoplevelsen vores søde chauffør til at købe en cd med de glade spillemænd, som de næste halvanden time toner ud i bussen så mine ører er ved at visne. Så sidder vi der, en flok høflige danskere, og affinder os med den enerverende countrystøj, for ikke at bedrøve chaufføren. Typisk!

Dagen slutter i en kedelig by, hvor alt er lukket. Kedelig, fordi der kun er et par brede boulevarder med triste facader, hullede fortove og afskallet murværk, og lukket, fordi dagen er gået og mørket er ved at sænke sig. Jeg siger nej tak til tilbuddet om at køre videre ud for at se et vandfald og tjekker i stedet ind på det lille hotel, hvor værelset er så bette, at to personer ikke kan passere hinanden noget sted. Vi har et lille vindue ud mod en skummel gård, hvortil der ikke findes nogen indgang, men alligevel er forberedt terrasse og stik. Meget mærkeligt.

Vi er nogle stykker, der går en tur igennem den døde by i regnen for at få en kop kaffe. Vi spørger om vej i en af de få åbne butikker, der efter lagerbeholdningen at dømme handler med alt fra hestesadler og hønsenet til levende undulater. På kaffebaren bestiller vi en kop sort kaffe (ikke deres ellers højt elskede espresso), og da jeg får den i munden er jeg ved at sprutte det hele ud igen. Kaffen er hvinende sød og sukkertyk. Her i Brasilien skal man nemlig huske at bede specifikt om kaffe UDEN sukker. Vi får den byttet.

Aftensmaden er såmænd endnu en omgang buffet, men denne gang med bonus. Vi er nemlig faldet ind på en churrasco-restaurant. Her griller de kød på lange spyd, og går omkring bordene, og skærer lunser af til dem, der vil have. Her er spyd med kylling, hjerter, lam, okse og gris. Sovs er ikke noget man bruger her, så det kan faktisk godt blive en lidt tør fornøjelse. Er man vegetar (som min kæreste) kan der ikke være meget næringsværdi eller hurra ved sådan et spisested…ris, pasta og salat the dry way!

This slideshow requires JavaScript.