Caribbean Vibe

Søndag 19. November 2017 – dag 8

Dagens første etape er der ikke meget at fortælle om. Det er bogstaveligt talt lige ud ad landevejen 20 km og derefter let nedad i endnu 10. Vi kører på hovedvejen, og jeg synes ærligt talt, det er lidt kedeligt. Men solen skinner og det er rart, at vi ikke skal anstrenge os alt for meget, for temperaturen har igen sneget sig op i nærheden af de 35 grader. Og her er ingen skygge.

At cykle her er dog alligevel en oplevelse på den måde, at vi får mange tilråb. Børnene kommer løbende og råber “Hello” og “How are you”, de voksne vinker og hilser med et “Hola”, mens lastbiler, ambulancer og sågar politiet trutter i horn og sirener, når de passerer os. Nogle gange bliver jeg så forskrækket, at jeg må slå et lille sving. Asfalten er fin og hel, og her er rent og pænt. Men her er ikke rigt. Husene er små og mange af dem er faldefærdige bræddehytter, de fleste med en veranda og en hængekøje.

Leguantræet
Etapen slutter ved en restaurant ved siden af en snæver gul bro. Jeg har fået fortalt, at der skulle være et træ her, som er fyldt med leguaner. Det viser sig, at man skal helt ud på midten af den lille bro for at se kræene. Det er ikke særligt smart, for selv om man står i vejkanten derude, fylder man så meget, at bilerne næsten ikke kan passere. Jeg gør mig smal og tager en masse fotos af de dovne dyr, der hænger på grenene og tynger dem ned, som var de træets tunge frugter. Flere kommer til, og til sidst står vi ret mange mennesker derude og fotograferer på livet løs, og trafikken går næsten i stå.

Rasta-land
Fra leguantræet kører vi 3,5 time i bus og krydser over bjergkæden, der går ned på langs igennem Costa Rica, og ender ved det Caribiske Hav. Lige midt i det hvide sand og de blå bølger. Lige midt i Rasta-land. Her går fyre med rastafari-krøller og piger med store tattoos af blomster og sommerfugle. Her er farverne tilbage og Bob Marley lyder fra alle restauranter. Her er hængekøjer og gyngestole, klipklappere og mormorcykler, saronger og baggy pants. Her er tændt pinde på små bål, og efter duften at dømme, er her helt sikkert også tændt andre former for pinde. I rasta-land er svømmende øjne og langsom gang derfor også et karakteristika. Og så er her en let, skøn brise og så afgjort en caribbean Vibe.

Neeej, det skete bare ikke!
Vi spiser frokost med udsigt, og derefter skal vi køre dagens anden etape. Og så sker det, som ikke måtte ske. For mig er det nærmest en katastrofe. Jeg taber mit kamera i det caribiske strandsand! Og dermed er det slut med at tage billeder på denne tur, udover hvad en almindelig iPhone kan klare. FANDENS! Mit helt nye kamera er kaput. Det er bare SÅ ærgerligt, og kære læsere – herfra bliver billedkvaliteten derfor noget ringere. ØV.

Upgrade
Vi kører yderligere 30 kilometer og ender på et flippet lille resort, hvor alt er som i de glade backpacker-dage. Tilbagelænet, lidt sjusket og bestemt ikke prangende, men bare 50 meter fra havet. Her har de måske også røget en pind, for vi får tildelt værelse nummer 18, og med nøglen i hånden trasker vi ned til terassen foran værelset, hvor det går op for os, at der såmænd allerede bor nogen derinde. Så trasker vi tilbage til receptionen, hvor forvirringen er total. De løber op og ned ad gangene for at se, om de så eventuelt skulle have et andet ledigt sted, vi kan bo. Det finder de heldigvis, og vi får et par gratis øl, hvis vi vil være så søde, at vente 20 minutter, til de har gjort værelset rent.


Vi vælger at gå ned på stranden og kaste os i bølgerne. Vandet er mere end 25 grader varmt, og det er en nydelse. Og mens vi ligger der i brændingen sænker mørket sig, og himlen bliver lige så sort som strandens sand, der klæber og klistrer til vores våde fødder, da vi igen trasker op for at få et værelse. Og vi er blevet opgraderet til et større værelse med egen terrasse og hængekøje. Det er fino. Men… der stinker.

Stank
Jeg har nok ikke skrevet om det før, men på rigtigt mange af de værelser, vi har boet på undervejs, har der lugtet ganske forfærdeligt – af Wunderbaum. Sådan en kvalmende, sødlig duft fra forskellige typer duftfriskerdimser, som de er uendeligt glade for her. En enkelt gang undervejs har jeg måtte bede om et andet værelse, fordi jeg er allergisk over for det stads, får kvalme og bliver dårlig lige med det samme. Her på dette værelse er den helt gal. Her stinker af urinkugler. Sådan nogle, som får et herrepissoir til at lugte flere kilometer væk. Jeg finder hurtigt “synderen”. En stor, lyserød, stinkende “duftblok”, der hænger på kanten af toiletcisternen. Den bliver straks forvist til et palmetræ bag de smukke lilla buske langt oppe ad stien ved receptionen – så kan vi altid lugte, om vi er på rette vej