Celebrity

I dag er vores sidste cykeldag. Vi er blevet inviteret til at deltage i et cykelmotionsløb, som har til formål at indsamle legetøj til fattige børn. Oplægget er, at vi skal køre en lille – helt flad – rute på 15 km. Det har vi takket ja til.

Klokken halv ni triller vi derfor gennem byen og ned til startstedet, som er på et lille stadion. Her er cirka 100 mennesker i gang med opvarmningen. Vi stiller cyklerne, retter ind på rækken og laver hoftebøjninger og hovedrul sammen med de andre mens det brasilianske flag vejer i vinden under solen, som har besluttet sig for at skinne i dag. Opvarmningen sluttes af en fyr, der sikkert taler om formålet og takker fordi vi kom (jeg kan ikke portugisisk, så det er et gæt), og han slutter med at fremhæve, at her er folk fra både Canada og Danmark. Vi hujer.

Dernæst går det op for mig, at vi er dagens absolutte celebrities. Alle vil have billeder af os og billeder med os. Politifolkene, som skal styre løbet, smiler og flår os rundt til opstilling i gruppe, enkeltvis og sammen med en eller flere af dem. Vores guide Josneia bliver interviewet først til en avis, så til TV, så en anden avis, og det bliver ved og ved.
En journalist stikker sin telelinse helt op i næsen på mig, og jeg smiler naturligvis pænt. Bagefter beder hun om mit navn og giver mig en webadresse, hvor jeg åbenbart senere på dagen kan se mit eget glade fjæs portrætteret. De andre fremmødte ryttere vil også have billeder, men de er knap så pågående. De står bare rundt omkring og filmer os på afstand.

image

Så går starten, og den 13 km lange rute tager os ind igennem de lokale boligområder med fuld politieskorte og hylende sirener. Først igennem de lidt pænere kvarterer, dernæst de knap så pæne og så lige et kort smut forbi det absolut ringe. Jeg kører med mit kamera i hånden og forsøger at fange lidt indtryk af, hvordan de bor her ved at skyde løs til højre og venstre i farten. En mand på en hest. Nogle børn på en mur. Et bål.

Den annoncerede helt flade rute viste sig at være alt andet end flad. Det der med bløde bakker er ikke noget, de bruger her i Brasilien. Det går stejlt nedad over skærver og huller. Meget stejlt. Meget længe. Nede i bunden er vi pludselig ude på landet, og her holder en politibil og samler feltet. Der står vi nok et kvarters tid, som vi bruger på at hilse på grisene bag hegnet og tage nogle billeder. Så fortsætter vi ud på ruten ad en svampet skovsti, forbi nogle små søer, mellem nogle frønnede indhegninger, lidt op, lidt ned, og så bliver der igen samlet op. Her står vi nok yderligere et kvarter og venter på de sidste. Det er en skøn blanding af ung og gamle, børn på egen cykel og på efterløber, mænd og kvinder.

Nu er det jo sådan, at naturloven siger, at alt der går op også kommer ned. Her i Brasilien gælder også det modsatte: Alt, der går nedad skal på et tidspunkt gå op igen. Ergo skal vi nu kompensere for den lange, stejle nedkørsel med en tilsvarende lang, stejl stigning. Puhadada, den var hård. Men vel oppe igen er ringen sluttet og jeg kører igen ind på stadion. Herinde minder det så meget om derhjemme, at det kun er det brasilianske flag, som vejer mod den blå himmel, der afslører, at vi er så langt hjemmefra. Her er hoppeborg, trampolin, ambulancetjeneste og sågar et telt, hvor vi kan få målt vores blodtryk. Jeg kan melde alt godt også på den front.

 

Næste stop er London Pub. Her er der i dag biker fest. Altså motorbiker fest, men vi har fået billetter, og efter en lille cykeltur gennem byen, ned om parken, ude på cykelstien i midterrabatten, når vi frem, og efter kort tid i kø, kommer vi ind. Her er buffet (igen), men i dag er der flæskesvære og stegte bananer, og det smager godt. Og så går turen tilbage til hotellet, hvor vi skiller cykler og pakker kufferter. Det er nu endegyldigt slut med at cykle i Brasilien i denne omgang.

Klokken tre sidder vi i bussen og begynder den lange tur til byen Foz do Iguazu. Så kører vi lige 400 km med et par få indlagte stop, en kop kaffe (med sukker, for vi glemte at frabede os), en is, en buffet og et kort kig på et TV, der viser sørgmodige billeder af ødelagte marker, oversvømmede huse, mudderskred og andre ulykker forårsaget af al den megen regn, som vi jo også har oplevet. Vi passerer også et område – kan man mon tillade at kalde det et reservat? – men der står i al fald store skilte om, at her bor de oprindelige folk, indianerne. De står også ved vejsiden og sælger flettasker, stråhatte og andet håndværk. Fremme ved vores næste hotel modtages vi af en fuldhøjde julemand, blinkende lyskæder og et krybbespil. Julen er kommet. Åh gud!

PS: Da vi slukker lyset og lægger os til at sove denne aften, hører vi en mærkelig lyd. Det lyder lidt som en mus i en skraldespand eller en natsværmer bag et gardin. Vi må op igen og undersøge sagen. Vi lokaliserer lyden til min kærestes kuffert, nærmere betegnet i plasticposen med vasketøj. Vi tømmer posen …. og ud falder en fumletumlebille, der ligger på ryggen og spræller med alle sine ben. Det ville jeg også gøre, hvis jeg havde været lukket inde i en pose med de sure cykelsokker i to døgn.

 

image image

imageimageimage

imageimageimage