Coast-to-Coast

For seks dage siden startede cykelturen gennem det skotske højland i Fort William med udsigt til Atlanterhavet. I dag sluttede den på stranden i Montrose på kanten af Nordsøen.  Jeg har krydset Skotland på min cykel. Coast-to-coast.

Lillabjergene
Denne sidste cykeldag var et fuldfedt punktum på en helt udsædvanlig tur fuld af eventyr, udfordring og skønhed, hvor det skotske højland har betaget mig med sine uendelige vidder, rå  skønhed, barske natur og omskiftelige vejr. Men mest af alt er det lillabjergene, der sidder prentet på nethinden.  Skråninger, dale og toppe dækket af blomstrende lyng, så langt øjet rækker, og farven lilla i alverdens nuancer, der præger hele horisonten. Wow. (Skotland har i øvrigt tre slags lyng: krydsbladet lyng, klokkelyng og ling iflg. Guide til skotsk lyng.)

Og lillabjergene var også en stor del af såvel dagens nydelse  som udfordring.

Opvarmning
Dagen startede med et lille kursus i, hvordan man løfter og bærer sin cykel på nakken. “Bare et lille fif, som kan blive nyttigt”, sagde guiden, og så ved man jo godt, hvad cykelklokken har slået. Vi skal igen på eventyr. Fedt. Den mentale opvarmning er på plads.

Fyldt med lige dele forventning og skræk begiver jeg mig ud på turens sidste stræk, og det  starter meget fredeligt. Solen skinner og det går 10 kilometer lige ud ad en cykelsti, der er flad som en pandekage. Langs cykelstien vokser brændenælder, kløver, bøg og birk, præcis som hjemme. Intet i vegetationen her afslører, at jeg faktisk er i Skotland og ikke på Sjælland. Men, når jeg løfter blikket bare en smule, så er jeg ikke længere i tvivl, for rundt omkring mig knejser de lilla bjerge og bakker, og jeg bliver meget bevidst om, at jeg er i højlandet. Nu er benene ved at være varme.

Underlaget skifter til grus, og de næste ti kilometer går det opad. Ikke vildt, men de første fire kiliometer mærkbart med et jævnt pres på 6-7 % hvorefter vi kører ind i en flot fyrreskov og hældningen slipper lidt. Så møder vi en af de utallige låger, der har været på vores vej, men denneher kan ikke åbnes. Selv kan vi gå igennem en “sluse” ved siden af lågen, men cyklerne kan ikke komme med. Vi bliver nødt til at løfte cyklerne hen over lågen. Vel omme på den anden side kører vi ad en grussti, mens dalens bredde snævrer ind og bjergsiderne kommer tættere og tættere på. Vi er i en “tragt”, hvor vejen ender i et bjerg og en monsterstigning … har vi hørt. For vi er på eventyr, og end ikke guiden har kørt denne rute før.

Oh Lord, you gave me a mountain

But this time, Lord you gave me a mountain
A mountain you know I may never climb
It isn’t just a hill any longer
You gave me a mountain this time.
(Elvis Presley) (Se video).

Enden på dalen og begyndelsen på bjerget bliver mere og mere tydelig, og oppe på bjergets skråning kan jeg nu se den sti, vi skal følge. Som et stort Y-formet ar flammer stiens grus i solen og på een gang drager mig og støder mig bort. Men, jeg har gode ben i dag, så jeg snupper fortrøstningsfuld en gel sådan bare for en sikkerheds skyld. Det blev jeg glad for inden længe.

Vi rammer bjergets første sektion. En fin, bred sti. Jeg forsøger at køre op, men opgiver inden jeg er nået 100 meter. Stigningen sammen med de løse grus, og de knytnævestore sten er for teknisk og fysisk anstrengende for mig. Jeg begynder at trække min cykel, og det bliver jeg ved med til vi når toppen.

Efter en halv times prusten med cyklen på slæb og 20% stigning skifter stien karakter. Nu er der ingen sti længere. I stedet er det en rende, vi følger. En ujævn, dyb og ufremkommelig rende, skåret gennem jorden af vandet, når det regner. Her ligger fodboldstore sten og det er pænt stejlt. Det er her, at flere at d’herrer på holdet tager deres nye færdighed i brug og smider cyklerne på nakken. Jeg skubber, trækker, puffer, bander, aser og maser bare. Det her er mere end en almindelig bakke…

Stigningen - det andet stræk. Temmelig rocky.
Stigningen – det andet stræk. Temmelig rocky.

Så flader det ud. Her kan vi så vælge at fortsætte ad en endnu stejlere stigning op til selve toppen af bjerget, eller vi kan køre rund om toppen. Vi vælger det sidste. Nu er der et lille spor at følge, men stadig ujævnt, med dybe render, huller og mudder, og min teknik og balance kom virkelig på en prøve, men jeg fi zig-zagget mig frem i ping-pong-kørsel mellem græstuer, kanter og pøle.

Derefter forestod en lang nedkørsel på løst underlag. Jeg kører meget konservativt, så det tog lidt tid, at nå den nye dalbund. Vi passerede derefter en gammel kirkegård, og så var det froskosttid. Vi har kørt 40 km.

Kaniner
Nogle gange ser jeg Teletubbies med mine børnebørn.  En ting, jeg virkelig har undret mig over ved de udsendelser er, at der altid løber kaniner rundt i Tubbies-bakkerne. Nu ved jeg hvorfor. Der løber nemlig en hulens masse kaniner rundt på vejene her, og alle er vant til, at de løber frit omkring. Søde små dunede hopfyre med lange ører er alle vegne. Lige så søde de levende udgaver er, lige så talrige er de døde. Der går ikke en kilometer landevej uden et kaninlig. Og de ligger her i alle afskygninger fra frisk og blodig over halvflad og halvspist til indtørret og reduceret til en sammenkrøllet pelstot.

Coast-to-coast
Efter frokost er der 40 km tilbage af turen. Så kører togtet. Vi er syv mand, der ligger på linje og holder en pæn fart.  Huh, det er rart, at få lov til at trække igennem. Vi kører faktisk så hurtigt, at vi efter 20 km beslutter, at der er tid til en kaffe og kage. Vi kører derfor en lille omvej til Fettercairn, hvor vi får kaffe og pecan pie inden vi fortsætter til stranden i Montrose, hvor der venter champagne og gruppekram. Vi gjorde det. Krydsede Skotland fra Coast-to-coast.

Dagens etape: 88 kilometer – 750 hm
Samlet tur:  370 kilometer – 4800 hm

Aftercycling
Når det hele skal gøres op, så vil jeg konkludere således:

  • Vi var usædvanligt heldige med vejret. Det var køligt og til tider gråt, men vi slap med en enkelt ruskvejrs-formiddag.
  • Der er usædvanligt smukt i det skotske højland, og turen er tilpas udfordrende også for erfarne ryttere – ikke mindst fordi vi var delt i to hold efter styrke og erfaring, og fordi guiderne ikke var blege for at tage på eventyr på ukendte stier.
  • Der er mange mitter og de bider. Jeg har stik på ben, arme og i ansigtet, og de klør!
  • Mine ben er blåsorte. Jeg får nemt blå mærker, og de gange, jeg har måtte af-og-på utallige gange (eller trukket min cykel) har jeg ramt pedalerne ind på skinnebenene.
  • Aldrig har jeg set så meget lyng og så mange blåbær.
  • Jeg så den skotske nationalblomst Tidslen alle vegne…men nationaldyret viste sig ikke – det er en enhjørning.
  • Turen var velarrangeret og -gennemført. Trygge forhold selv om vi var ude, hvor mobildækning er en by i Rusland.
  • Jeg rejste med http://mtb-adventure.dk. Det gør jeg gerne igen.