Daring Greatly

image
Jeg har netop set sidste afsnit af serien U-Turn på DR1. Her introducerer Chris MacDonald begrebet “Daring Greatly”, som det at turde stille sig selv en udfordring så stor, at man er oprigtig i tvivl om man kan gennemføre. At turde satse og at turde risikere at fejle i forsøget.

Teddy Roosevelt 1910
Jeg har aldrig tidligere hørt om begrebet ” Daring Greatly”, så jeg Googlede det. Frem kom det, at begrebet blev introduceret af Amerikas 26. præsident – manden, der også lagde navn til teddybjørnen – Theodore Roosevelt ved en tale på Sorbonne Universitetet i Paris 23. april 1910.

Roosevelt sagde:

“Det er ikke kritikeren, der betyder noget, ikke den person, som påpeger, hvor den stærke mand snubler eller hvor, den der udretter noget, kunne have gjort det bedre. Æren tilhører den mand, der rent faktisk er i arenaen, hvis ansigt er mærket af støv og sved og blod. Ham der kæmper tappert, ham der fejler, ham der kommer til kort igen og igen, fordi der ikke er nogen indsats uden fejl og mangler. Ham, der kender til dyb entusiasme, til stor dedikation, og giver sig selv til en værdig sag. Ham, som om alt går vel, i sidste ende kender triumfen ved en høj præstation, og som i værste fald, hvis han fejler, i det mindste fejler mens han satser alt (“daring greatly”).

Mit personlige projekt “Daring Greatly”
Det er således gået op for mig, at der findes et begreb, der dækker det, jeg lige nu har gang i. Jeg står jo faktisk lige midt i mit personlige projekt “Daring Greatly”. Jeg skal køre 600 kilometer på min cykel på lørdag, og jeg aner seriøst ikke, om jeg kan gennemføre. Hvis jeg kan, så venter en endnu større udfordring. Hvis jeg ikke kan, så har jeg i det mindste kæmpet alt hvad jeg kunne for at nå mit mål. I am Daring Greatly!
image