Dobbeltklokke

Jeg har fået en klokke til at sætte på min cykel. Ja, jeg har faktisk fået to. Så min cykel har i dag været udstyret med dobbeltklokke og ingen har derfor været i tvivl om, hvor i flokken, jeg befandt mig.

Den ene klokke fik jeg kun til låns for i dag. Det er en lille nepalesisk messingklokke med en fin ringlelyd, som gives til en på holdet, der har brug for anerkendelse. Den kan tildeles for en særlig indsats, en særlig evne, noget man har gjort sig bemærket med eller noget man har svært ved.
Det siges, at klokken har magiske evner, og at den som kører med den på sin cykel får styrke, glæde, opmærksomhed og hjælp til at overkomme dagen. Det er en klokke, jeg har haft fornøjelsen af at køre med en gang tidligere, da jeg var i Nepal for halvandet år siden.
Jeg fik klokken i dag, for at den skulle give mig kræfter nok til at blive på cyklen og slippe for at sidde i bussen, og jeg kan med det samme afsløre, at DET VIRKEDE!

Den nepalesiske klokke.
Den nepalesiske klokke.

Den anden klokke fik jeg af Frank, som jeg lærte at kende på samme tur til Nepal for halvandet år siden. For mig er det et kært gensyn og en stor glæde at få mulighed for at køre sammen med ham igen på denne rejse. Netop fordi Frank kender til klokkeværkets styrkende kræfter, havde han købt en klokke til sin egen cykel… og altså også købt en med til mig, med de bedste ønsker for skulder og bentøj. Klokken er en buttet, gul model, der ligner en glad smiley. Jeg er både rørt og taknemmelig, og glæder mig til at følges med denne klokkes sprøde klingklang på mine fremtidige ture.

Min nye smileyklokke.
Min nye smileyklokke.

Regn, Regn, Regn
I går fik vi regn. I dag fik vi mere. Meget mere. Faktisk har vi KUN fået regn. Dagen igennem skiftede skyllerne i styrke og intensitet fra finregn til pjaskregn, og de var der uden ophør. Vedholdende, allestedsnærværende, silende.

Grusvejene er opkørte og smattede. Vandhullerne er massive og overfyldte. I vejsiderne dannes svulmende bække. Floderne er fyldt til bristepunktet og det grumsede vand bruser med enorm kraft. Og mig… tja, der er svup i mine sko, mudder i mine sokker, vand i min siddepude og linsen på mit kamera dugger. Det drypper fra min hjelm, sjasker om mine dæk og pladrer langt op af min ryg med pløre. Jeg er kort sagt våd til skindet og dryppende fra inderst til yderst.

Alligevel lykkedes det mig at gennemføre 70 af turens 73 kilometer og 1000 af de 1200 hm siddende på min cykel. Kun de sidste tre kilometer af den indlagte 9-km-stigning måtte jeg tilbringe i bussen. Det går bestemt fremad. Hvordan det lod sig gøre for mine utrænede ben at komme igennem aner jeg ikke. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Det må være klokkens værk.

I dag er der tomater på markerne, fyrretræer i skovene og to meter høje hortensiahække langs vejen. Hist og her ligger klynger af 5-10 huse samlet og udgør en by. Nogle huse er malet i kraftige grønne, lilla eller blå farver, og hovedparten af haverne er udstyret med både havenisser, gipsfrøer og plasticstorke… og ikke at forglemme et blomsterhav… også gerne i plastic. I dag er det søndag, men vi ser ikke mange mennesker på gaderne. Ikke engang legende børn. De gider nok ikke være ude i dette herrens vejr. Kun hundene er ude, men dem er der til gengæld også mange af. Løse, herreløse og bag hegn.

En lille landsby skilte sig dog ud fra de andre. Englebyen! Jeg tror, historien er noget med en kunstner, der begyndte at fremstille engle i fuld størrelse, der lignede hans familie. De stod i hans have, men så greb det om sig. I al fald, står der nu engle langs vejen igennem hele byen. Ja også på plæner og op ad skråninger. Så mange engle, at de nærmeste falder over hinanden. Det var et mere sjældent syn end ligefrem kønt.

englebyens overhoved.
englebyens overhoved.
Englebyen.
Englebyen.

Et godt stykke ud på eftermiddagen ankom vi til hotellet, der minder mest om en alpehytte med udsigt over dalen. Her gjorde et bad og en øl godt oven på dagens strabadser, mens jeg ruster mig til morgendagen. For med en luftfugtighed mellem 100 og 95 og en vejrudsigt, der lover at regnen i bedste fald bare bliver ved… og i værste fald bliver meget værre, så er der grund til at hidkalde alle klokkers forsvar og beskyttelse.

image

En hængebro, vi kørte over.
En hængebro, vi kørte over.

imageimageimageimageimage