Dovendyr og vindmøller

Torsdag 16.11 2017 – dag 5
Det klør! Jeg har fået så mange myggestik, at mine ben er helt oversået med sår, der væsker, og det ligner allermest, at jeg har fået skoldkopper. Det klør så meget, at jeg ikke har kunnet finde ro hele natten. Øv.
Heldigvis var det hurtigt glemt, da vi begav os ud på dagens første programpunkt. Riverfloating. I den nærliggende flod, lå tre blå gummibåde klar til at sejle os på “safari” ned ad den brusende, brune vandvej. Vandets farve skyldes de mange regnskyl, som trækker sedimenter med ned oppe fra bjergene, og at det regner meget her var tydeligt at se. Alle træer og buske langs floden – i en bræmme op til to meter over vandstanden på denne torsdag morgen – var væltet omkuld af strømmen.

Solen skinnede fra den blå himmel, og vi var igen over de 33 grader, mens vi ivrigt begyndte at spejde efter dyr på begge bredder. Costa Rica er kendt for sit rige dyre og planteliv, og der gik da også kun få minutter før vi fik øje på den første leguan, som lå og solede sig på en sandbanke. Jeg gjorde mit bedste for at tage fotos af kræet, men her var jeg kommet på lidt af en opgave, for båden hoppede og dansede på hvirvlerne, drejede rundt og sejlede baglæns, så jeg kunne ikke holde kameraet helt stille.

Vores guide/bådfører var ret skrap til at finde og udpege dyrene for os, og ret hurtigt så vi brøleaber i de fjerne trætoppe, grønne og brune firben på træstammer, fiskeørne og småfugle over vores hoveder, og et par flagermusefamilier, der hang i klynger under en brink.

Han udpeger også de forskellige træer, Macaibo (nationaltræ for Guatemala) og Guanacaste…det mægtige Øretræ, der er Costa Ricas nationaltræ (hvor frugterne efter sigende skal ligne ører).

Hver gang han fik øje på noget, begynde han at ro imod strømmen, for at holde båden i niveau med det, vi skulle se, så vi ikke flød forbi. Og han knoklede, den arme mand.
Vi holdt også udkig efter krokodiller og dovendyr.. de første var der mange af – de sidste så vi ikke noget til.

Dernæst gik turen ud til startpunktet for dagens første cykeltur, som var godt 30 kilometer på asfalt. Knap er vi kommet i gang, før hele holdet stopper. Vores guide peger op i et træ, og sandelig om ikke der hænger et dovendyr deroppe. Nej TO dovendyr, hvilket åbenbart er helt usædvanligt. Endnu mere usædvanligt er det, at den ene både klør sig og FLYTTER sig lidt længere ud på sin gren. Vores guide er meget overrasket over den megen aktivitet deroppe.

Det blev en skøn tur – sådan en tur med vinden i ryggen, masser af bløde kurver og små bakker op og ned. En virkelig tonse-tur, som jeg kørte alene og virkelig nød…mens jeg også virkelig savnede min racercykel. Til gengæld fik jeg mulighed for at lære min nye cykel at kende – denne gang en Scott 29”. Fin og ok cykel – vi skal nok blive gode venner.

På hver af vores etaper er holdet spredt for alle vinde, og vi kan tilpasse vores fart efter evner og lyst, bare vi ikke overhaler den forreste guide. Det giver mig god tid til at stoppe og tage fotos undervejs, og fx hygge mig lidt over, at der er skiltning langs vejen, som beder os passe på dovendyrene – den slags skilte vil man ikke se i mange lande.

Når vi kører vil den bageste guide altid samle op, uanset hvor langsomt det går dernede bagi. Og det går til tider meget langsomt, fordi vores niveauer er meget forskellige. Det blev især meget tydeligt på næste etape, hvor vi kom off-road.

Det var et virkeligt fint stræk, på en stenet jordvej ud over markerne og belagt med gode småbakker. Jeg nød det til fulde. Nogle af de andre cyklister har aldrig rigtigt cyklet off-road, og det spredte lidt panik i geledderne. En nægtede kategorisk at køre nedad og stod i stedet konsekvent af og trak ned. Andre nægtede at køre opad.

Det mest karakteristiske på denne tur var, at herude på landet med vid udsigt kunne jeg se, hvor mange vindmøller, der er rejst på alle bakkekamme. Det var hundredevis. Overalt snurrede de store møllevinger med deres dybe svushh som lydtapet. Nu er det ikke kun de evigt svævende og allestedsnærværende gribbens skygger, der sejler hen over os, for flere gange troner de store møller (Vestas)  lige over os, og skyggerne fra de enorme vingefang falder i rytmiske pletter over vejen, hvor vi kører. Vi fik fortalt, at møllerne står på privat grund, og at grundejerne får en leje af staten for at have dem stående. Jeg synes, det er et smukt syn med den megen gratis energiopsamling, og jeg er stadig imponeret over, at man i dette land formår at dække 99% af energibehovet med sol, vind, vand og termisk energi.

Turen slutter, da vi når frem til endnu en smuk udsigt (der er næsten ikke andet her) over Arenal-Søen, og så er der kun et kort stræk til vores hotel.