Dramadag

Jeg skiftede hold i dag. Til holdet, som jeg i går, kom til at kalde “langsomholdet”. Det var en forkert betegnelse. Det er nok mere korrekt at sige, at jeg skiftede fra holdet for de meget erfarne til holdet for de knap så erfarne. Det er ikke et tøffe-hold, men det går langsommere på de passager, der kræver  teknik. Fx på sten/grus/rødder og nedkørsler generelt. Men distancen og højdemeterne er de samme. Det skifte fortrød jeg ikke, selv om det blev en noget dramatisk dag.

Dagen startede køligt i 9 grader og tåge, og efter blot fire tråd i pedalerne og et sving til højre, blev der kørt  koldstart op ad en relativ stejl stigning. Snart faldt vi ind på “Gudernes vej”, og fulgte sporet, som snor sig smukt gennem skov og enge. Efterhånden som tågen lettede fik vi flere og flere kig til de smukke udsigter over dal og tinder. Jeg nød det til fulde. Min tekniske kunnen er nemlig god nok til rockgardens og mudderfræs, og jeg havde rigeligt tid og overskud til at stoppe og tage billeder og alligevel formå at hænge på. Det var lige, som Jeg kan lide det.

Konen i muddergrøften
Men hovmod står som bekendt for fald, og når madammen bliver for overmodig, kan det nemt gå galt. Og det gjorde det så! På et langt stykke havde vi et underlag af solidt og smattet mudder tilsat en række seriøse vandhuller, som vi zigzaggede imellem. Jeg havde en fest med at trille der. Udenom og indenom, nogle gange på kanten og andre gange lige igennem. Det gik tjuhej. Lige indtil det ikke gik længere.

Jeg skar et hjørne, jeg ikke skulle have skåret, og vupti… sank mit forhjul i og forsvandt i mudderet, mens jeg tog et rullefald ud over styret og landede i pølen. Plask. Der lå jeg, indfiltret i min cykel, våd fra inderst til yderst og råbte ynkeligt på hjælp til at blive filtret ud og hjulpet op igen. Et sølle syn, tænker jeg. Jeg slog mig gul og blå på benene og ellers ingen alvorlige skader, men det tog mange timer, før jeg igen var tør. Helt så heldig var den næste der styrtede desværre ikke.

Drama i dalen
Vi havde kørt knap 20 kilometer, da vi forlod “Gudernes vej”, og kom ud af skoven ad en lille stenet sti. Her stødte vi på en smal asfalteret vej, der gik nedad mod dalen. Vores guide bad os passe godt på under nedkørslen, holde afstand og i det hele taget være forsigtige.

Jeg kørte nedad som en af de første. Det gik fint. Dog var der et enkelt sving, som havde en forkert hældning og tilmed løs grus i kanterne, hvor min cykel skred ud, og jeg lige nåede at få dén der klump i halsen, når hjertet springer et slag over af forskrækkelse. Jeg fik dog hold på cyklen og kom ud af svinget uden at ryge i græsset eller vælte, og fortsatte de sidste 100 meter ned med adrenalinen bankende i årerne.

Bag mig kørte vores guide, og han har åbenbart haft samme problem med svinget, som jeg. Han var bare ikke lige så heldig som mig. Han røg derimod ud over kanten af skråningen, slog en saltomortale, ramte græsset med hovedet, kurede, gled og landede med cyklen oven på sig. Og lå helt stille. Meget længe. Det var et grimt, grimt styrt. Dernæst fulgte nogle lange timer, med tilkald af læge og ambulance, samling og organisering af tropperne, ny kortlæser/guide, afhentning af cykel mv. før vi kunne komme videre. Chokerede men fattede fortsatte vi dagens etape.

30.685 tyske soldater
Resten af dagen kørte vi ren asfalt. Nogle lange, men absolut spiselige stigninger tilsat nogle få af de mere stejle. Så nåede vi Futa-passet, hvor der ligger en kirkegård for tyske soldater, faldet i først og anden verdeskrig. Vi tog os tid til et lille stop, og kiggede på rækkevis af gravstene, med fire navne på hver. Under mange af dem lå der fire “unbekanter”. Det er forstemmende, at her ligger nogens far, søn eller bror, som ingen kunne sætte navn på i døden.

Burrer i buksen og huller i slangen.
Resten af dagen forløb forholdsmæssigt fredeligt. Vi trillede op og ned, og vores nye kortlæser (en deltager på holdet, som heldigvis består af mange garvede orienteringsløbere), gjorde et fremragende job med at få os frem.  Det vildeste, jeg her kan berette om, er de mange glæder ved at være ude på cykel i det fri en hel dag. Som fx at sætte sig og tisse i et krat, for bagefter at erfare at den nedtrukne buks har strejfet en burreplante, og man så bruger de næste mange kilometer på at forsøge af få de små, stikkende sataner pillet ud af buksestoffet. Det gør dælme ondt, at køre med burrer i buksen, kan jeg berette.

Nå ja, så fik jeg da også fornøjelsen af en enkelt punktering, som min nye holdkammerater heldigvis var friske på at hjælpe mig igennem, nu når min kæreste ikke er med på samme hold og kan  passe på mig.

En lang dag på rammen
Det blev en laaaang, men også smuk dag på rammen. Klokken 17.15 ramte vi den sidste stigning (300 hm med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10), og da var alle godt trætte og vi længtes bare efter at komme hjem til vores hotel. Det nåede vi klokken 19.15 efter 10 timer in action. Efter en øl og et varmt bad gik det så op for mig, at vores hotel ligger 1,6 km oppe ad bakken fra torvet i Fiesole, og her er ingen servering. For at finde et sted af spise aftensmad blev vi derfor nødt til at trille 1,6 km NEDAD til  byen. Der var superhyggeligt på det lille torv, rigelig med italiensk stemning, husets rødvin i glaskande og lækker sprød pizza. Intet at klage på… undtagen at det jo så gik 1,6 km opad, for at komme hjem igen. Heldigvis med en beskeden stigningsprocent på 3,5 %

I morgen er det hviledag.

PS: Vi har fået melding om, at vores styrtede kammerat helt mirakuløst er sluppet uden noget brækket og er ved godt mod. Fantastisk.