Droppernykker

Jeg har byttet cykel. Vi havde fået at vide, at dagens tur fordrede mere affjedring end den hardtail, jeg har kørt på hele ugen kunne give, og derfor opgraderede jeg til en fully. Det skulle vise sig at være en rigtig god ide. Ikke kun på grund af dagens spor, men så sandelig også fordi cyklen var udstyret med noget, jeg ikke før har haft monteret; en dropper-post. Så nu har jeg fået nykker. Droppernykker. Jeg må bare eje sådan een.

For dem, som ikke ved, hvad jeg taler om, så er en dropper-post ganske enkelt en sadelpind, hvor jeg kan justere sadelhøjden mens jeg kører. Et klik på et lille magisk håndtag på styret og vupti, så ryger sadlen i vejret og ved at lægge min vægt på sadlen, kan jeg trykke den ned til præcis den højde, jeg ønsker. Det er fandme smart. Jeg har hidtil afvist denne lille feature som et overflødigt og pop-smart påfund, men jeg æder mine ord og gentager. Det er fandme smart.

Med fully og dropper var jeg således godt forberedt til dagens top-tur med Free-Motion guide Bart og ni andre MTB-entusiaster. Drevne downhill-kørere skulle det vise sig.

Top-turen starter med en bustur næsten helt til øens højeste punkt Pico de las nieves,Snetinden”  (1949 m.o.h). Bussen stoppede 2 km nede ad vejen, hvor vi sprang på cyklerne og lagde ud med en pæn lille asfaltstigning til toppen.

De forrige gange, jeg har været deroppe, har skyerne ligget tykt under mig og blokeret for udsigten, og i dag var ingen undtagelse. Men i dag kunne vi dog se hen over skyerne, forbi Roque Nublo, en 80 meter høj klippe, der er øens næsthøjeste punkt og var et helligt sted for øens oprindelige folk, og helt ud til tinderne på Tenerife, som ligger godt 200 kilometer længere borte.

Smuk med smukt på
I dag fik vi også set bjerget fra sin allersmukkeste side. Grønt, frodigt, blomstrende, farverigt, duftende og facinerende smukt. En kæmpe kontrast til sydkystens golde, brune og afsvedne landskab. Heroppe er enorme skove med fyrretræer og kæmpe kogler, her er bjergsider klædt i gult og hvidt og her er blomstrende figenkaktus og duftende buske.

Så begyndte turen ned. Helt nøjagtigt nåede vi at køre 2370 m ned og sølle 661 op. En ægte downhill-dag. Første stræk var et vidunderligt singletrack med grumme overraskelser. Et snævert spor mellem blomsterflor og tornebuske, hvor grenene rev min hjelm om i nakken og mine ben blev revet af de stikkende vækster. Umådeligt smukt og samtidig skræmmende, for pludselig – uden varsel og mulighed for at se det komme – ramte vi små stejle nedkørsler og stenede opkørsler, som var godt skjulte i bladhanget. Så fulgte nogle fine flowstykker gennem fyrreskoven og over dens bløde, duftende grannålebund, og senere et langt, bakket stykke ad en bred, gulgruset brandvej.

Med jævne mellemrum krydsede vi hovedvejen (den eneste vej herop), og nogle gange skulle vi op, andre gange ned for at ramme næste sektion offroad.  Og jeg havde rigelig lejlighed til at lege med min dropper-post. Sikke en fest. Op med sadlen, på stigningerne, ned med sadlen på nedkørslerne. Sikke en forskel. Sikke en fornøjelse. Jeg havde virkelig ALDRIG troet, at det ville være noget for mig. Men det er det. Nu ved jeg, hvad jeg ønsker mig til min fødselsdag.

Da vi startede dagen på toppen, var vi over skyerne og nød solskinnet, men som dagen skred frem kørte vi direkte ned i tågen, som skjulte solen og gjorde det til en noget kold fornøjelse. Jeg måtte have de løse ærmer på og endda min jakke, da vi spiste frokost. Brrr. Selv om nogle af skyerne var temmelig mørke og truende holdt det dog heldigvis tørt hele dagen.

I am here for the fun – not for the thrill
Efter frokost blev det mere teknisk. Så teknisk, at jeg kom ud på en længere gåtur. Jeg er ikke teknisk dygtig på en MTB. Jeg er heller ikke specielt fascineret af nedkørsler. Jeg er bare en madamme, der holder af at komme på tur, trille omkring og gerne køre nogle stigninger. Jeg er her for nydelsen – ikke for spændingen. De nedkørsler, vi til eftermiddag blev præsenteret for, var bare mere end jeg havde lyst til at kaste mig ud i. (Måske sidder der alligevel også stadig et par dæmoner tilbage og hvisker mig lidt frygt i øret?). Jeg skulle i al fald ikke have klinket noget, da vi stod og kiggede ud over bjergsiden med den smalle sti fuld af huller, klippestykker, løse sten og 200 meter lige ned, hvis man styrer lidt ved siden af! Mens vi stod der og kiggede og fik instrukser lød et høj brag. Slangen sprang på en af de andres cykler. Det var ganske belejligt, for så fik jeg mulighed for at melde ud, at jeg ikke havde lyst til at køre det stykke, og jeg begyndte straks at gå, mens de andre lappede cykel. Og jeg nåede helt ned, før de indhentede mig, og sådan gik det hele op i en højere enhed. Fint nok. Jeg forstod på de begejstrede hyl, at de andre downhill-gutter syntes det var vildt sjovt og totalt fedt.

Efter et par andre tekniske udfordringer på vandrestier og trapper endte vi på samme spor, som udgør sidste del af Grand Canyon-turen, vi kørte i mandags. Tre kilometer op, forbi den grøn/hvide markeringspæl og så 7 kilometer tons – op, ned, op, ned. Høj puls, høj underholdningsværdi.

Tilbage hos Free-Motion afleverede vi cyklerne og gik de fire kilometer hjem til hotellet. Slut på den cykelferie. Det var en god een af slagsen, hvor jeg kommer hjem uden ømme ben og bagdel, fyldt med indtryk, overskud og glæde … og droppernykker.