Du (h)vide verden

Verden er så stor, så stor… og  efter min succesfulde første forsigtige cykelfærd forleden, vovede jeg mig i dag ud på en lidt længere tur. Og hvor jeg forleden stoppede ved skovens imponerende hvide anemonetæppe, kan jeg vel godt sige, at min verden i dag blev ud(h)videt.

Du vide verden
De seneste fem uger, hvor jeg har haft armen i slynge og ikke har kunnet komme på cyklen, har jeg i stedet vandret ture i oplandet hver eneste dag, for at holde mig i gang… men… som fodgænger er det begrænset, hvor langt jeg har kunnet nå omkring. På cyklen er det en anden sag. Der er rammerne videre, og variationsmulighederne for ruter større.

Du hvide verden
Skulderen holdt til 20 kilometer gennem et landskab præget af hvidt, hvor både mirabelletræer og margueriter står i fuldt flor. På enkelte stræk var  mirabellebladene begyndt at dale til jorden og lægge sig i dynger, som snefnug på en vinterdag. Meget, meget smukt.

Jeg kan endnu ikke belaste skulderen ud over at holde på styret på flade stykker. Går det lidt op eller ned, så kører jeg med én arm, og skal jeg dreje skarpt, gør jeg holdt og trækker rundt. Generelt kan jeg vel sige, at det endnu går for langsomt til at være sjovt, det gør stadig for ondt til at kunne kaldes en fornøjelse, men det gør så meget godt for humøret, at det er det hele værd. Jeg er nemlig bare så glad for, at jeg kom omkring. På cykel.