En særlig dag

20130811-182914.jpg

Frokostpause i en havremark.

I dag er en særlig dag!
Jeg har kørt den absolut sidste træningstur inden det går løs. På fredag starter det store løb.

Turen i dag er samme rute, som jeg kørte forrige søndag, og hold da op, hvor er det forunderligt, som landskabet skifter hen over et par uger.

Nu er halvdelen af de gule kornmarker forvandlet til kortbarberede agre. De skårne strå stikker stædigt op som standhaftige stubsoldater, der nægter at erkende, at sommeren snart er omme og deres tid udløbet. Strøet over bakkerne ligger de enorme halmruller og skinner lysegule i eftermiddagssolen.

På de anden halvdel af markerne høster bønderne på livet løs, og en landevejscyklist som mig passerer konstant gennem mægtige støvskyer, hvirvlet op af de store mejetærskere, som brumler rundt derude. Det lykkedes heldigvis at finde en intakt havremark, hvor jeg nød at sidde gemt mellem strå og fold og spise min madpakke.

Jeg nød også, at mine nye cykelbukser bare sidder perfekt. Ingen gnavesår og stor fornøjelse med den lynlåsløsning. Topscore til Gore.

5000 kilometer
Dagen er også særlig, fordi jeg rundede de 5000 kilometer. Et mål, jeg satte mig for længe siden, og som jeg den seneste tid ikke rigtigt troede på, jeg kunne nå på grund af min achillesseneskade. Jeg nåede det! Fedt! Hurra!

Det giver mig ro i sindet, for hvis jeg har haft vilje nok til at nå delmålet, hvorfor pokker skulle jeg så ikke kunne nå hovedmålet?

Med til historien hører, at jeg i dag kørte flere små omveje og nåede op på 118 kilometer (28,3 i snit), og da jeg kommer hjem tjekkede jeg naturligvis straks,om det rakte til at målet var nået. Det gjorde det ikke! Så jeg måtte i sadlen igen og trille yderligere 3,5 kilometer rundt i kvarteret for at runde det magiske tal. Haha, hvor tosset kan man være? Men det føles rart.

Nu smækker jeg benene op, plastrer løs og afventer den store dags komme, mens jeg nøje følger med i vejrudsigterne og beder om nådig vind, holdbart bentøj og at biorytmerne er gunstige.

Ja, jeg ved, jeg er skadet. Ja, jeg ved, at sandsynligheden for, at benet ikke holder hele vejen desværre er stor. Men jeg ved også, at jeg ikke kunne have gjort mere.

JEG ER SÅ KLAR, SOM JEG NOGENSINDE BLIVER.