Enarmsartist

Jeg var på cykeltur i går. 50 kilometer. Og de fleste kilometer tilbagelagde jeg med kun een hånd på styret. Jeg er blevet enarmsartist!

Femte forsøg
Det var mit femte forsøg på at gennemføre en cykeltur siden skulderoperationen i starten af marts – for nu snart 8 uger siden.

Efter min første landevejstur i midten af april var jeg godt nok ramt, og min fysioterapeut udstedte derfor forbud mod yderligere umiddelbare cykeleventyr. Det valgte jeg at overhøre, og forsøgte derfor for en uge siden, at trille mig igennem en enkelt omgang MTB ved sæsonstarten på årets HOTCUP-serie. Det trak tårer, og ujævnt underlag er derfor udelukket en rum tid endnu.

Så, i dag blev det til en tur på landevejen. Ikke på raceren, men på den gamle Focus citybike. Her kan jeg nemlig sidde opret og nøjes med een hånd på styret.

Turen gik til Vedbæk Strand.
Efter flere dage med massive regnbyger og gråt skydække, var det en fornøjelse at komme ud under den blå himmel og hilse på solen. Men det var koldt. Blot 10 grader, en bitterkold vind og vantevejr.

Det afholdt dog ikke vinterbaderne fra lystigt at springe i vandet derude fra badebroen, og kajakroere og boardpadlere i at muntre sig på det forårskolde vand. Jeg er alt for kuldeskær til den slags pjat, så jeg skuttede mig i en lækrog med en kop kaffe og nød udsigten.

En stift i dækket
Jeg var ikke alene afsted på tur, og det var rigtigt godt. For da kaffen var drukket, og vi skulle til at hjem, var min cykel flad. Det tog kun få sekunder at finde årsagen: En tegnestift! Endda af den gode gammeldags slags med stort hoved og solid stift. Eller var det en slags storhovedet søm? Søm eller stift.. det er ligemeget, for sidder den i et cykeldæk, er virkningen er den samme. Pssssffft.

Nu kan det godt være, at jeg er blevet dygtig til at køre med bare een hånd… men man kan altså ikke skifte slange med bare een arm! Her måtte vennerne træde til. Tak for det.

Her dagen derpå kan jeg konstatere, at en-armscyklingen har skånet den dårlige skulder ganske godt, og jeg er ikke smerteramt ud over det forventelige. Altså bortset fra ømme rygmuskler af at sidde så akavet hele vejen. Meeen – jeg øjner en mulighed for, at en karriere som enarmsartist giver god mulighed for at holde benene i gang.