Endelig på sporet

En hel skov af "skifte-flasker" står klar ved målzonen. 15 min. til start.
En hel skov af “skifte-flasker” står klar ved målzonen. 15 min. til start.

Det har været en laaang vinter!

Genoptræningen af min brækkede skulder og de mange smerter holdt mig fra cykleriet frem til nytår. I januar støvede jeg så den terrængående Scottsmate af og vendte forsigtigt tilbage til skoven … blot for at opdage, at der var en lang og slidsom vej til at genvinde fordums styrke og mod. Et halvt år i sofahjørnet går ikke ustraffet hen.

Gennem årets første tre måneder har jeg langsomt formået at genvinde en stor del af styrken i benene mens det stadig kniber med armen. Det stykke knogle, jeg brækkede af sidder nemlig stadig derinde – forskubbet med ca. 1 cm – og det driller. Klemmer nerver og muskler ved belastning og gør det fx temmelig smertefuldt at håndtere stød og slag fra et hullet spor og at trække i styret op ad bakkerne. Derfor har jeg mest kørt store brede grusstier og uden om alt, der ligner mudder, knolde, stigninger, nedkørsler, drop, hop osv. Nok også fordi modet har svigtet mig lidt. Jeg er rædselsslagen for at falde igen.

HOTCUP i Grib Skov
I dag var derfor en særlig dag. Jeg stillede op til mit første MTB-løb i ni måneder. HOTCUP første afdeling i Grib Skov. Det meste singletrack og således spor-kørsel, som jeg egentlig ikke har trænet endnu pga. den pokkers skulder..

Mit motto for dagen var “kør konservativt og kontrolleret”. Ikke lade mig rive med af de andres fart, køre forsigtigt og tillade hvis modet skulle svigte. Med en rundstrækning på 10,5 km var jeg derfor indstillet på, dels kun at køre een omgang og dels at stå af og trække mange gange. Sådan kom det bare heldigvis ikke til at gå.

Selv om jeg virkelig synes, det var angstprovokerende at have 450 andre ryttere blæsende om ørerne på mig på min første rigtige spor-tur i månedsvis, blev det en god oplevelse. Skulderen holdt til hele TO omgange og modet holdt både til de små hidsige opkørsler og ditto rodbefængte nedkørsler, der ellers alt for meget lignede den, som jeg faldt på i sommer. Enkelte mudderstræk og render forcerede jeg dog til fods.

Endelig, endelig virker det til, at jeg er tilbage på sporet, og det går den rigtige vej – over stok og sten.

Min kække Scottsmate er klar til race i den endnu ikke udsprungne Grib Skov.
Min kække Scottsmate er klar til race i den endnu ikke udsprungne Grib Skov.