Et lille håb

20130324-154702.jpg

Jeg stoppede, og tog dette billede, fordi her næsten ikke er noget sne, og så kan jeg bedre forestille mig, det er forår – for mærkes derude kan foråret ikke!

Ikke efter planen
Nu har jeg påskeferie, og jeg havde virkelig regnet med, at jeg på nuværende tidspunkt havde været så meget på gaden, at jeg ville være i et stabilt træningsflow og have kørt årets første langfart (100 km). Sådan er det bare slet ikke.

Det har nu været koldt og særdeles blæsende i to uger, og jeg har kun været ude sporadisk. Oven i hatten har det været travle arbejdsuger med sene arbejdstider, så det har været umuligt at få proppet hverken bikefit og hometrainer ind i hverdagen. Det går bestemt ikke efter planen!

Ikke helt tosset
I dag løjede vinden omsider lidt, og vi havde en hel plusgrad! Det betød, at chillfaktor i dag ‘kun’ var omkring minus 8-10 grader, så jeg måtte naturligvis ud. Det blev en kort, men god tur. Kort, fordi jeg bliver så forbandet hurtig kold og god, fordi solen har magt nu. Og solen strålede fra en pletskyet blå himmel.

Jeg kørte de samme 22 km rundt om fjorden, som for et par uger siden (dengang i stiv kuling), og jeg kappede i dag mere end ti minutter af tiden. Det er ok. Vandet derude var frosset til, fyldt med små isskruninger og skøjtende ænder. Der ligger sne hist og her på markerne og is i furerne, men vejene er fine og tørre. Da jeg ude ved vendepunktet satte næsen hjemad, glemte jeg helt blæst og kulde, strid og slæb, for her fik jeg vinden næsten i ryggen og solen lige på næsen. Skønt! Ubetaleligt!

Jeg håber
Der er nu to uger, til jeg skal køre mit første optaktsløb på 200 km. Jeg håber, jeg når at trille 100 inden da. De har lovet, at temperaturen stiger lidt de næste dage. Måske – måske bliver det lige præcis lunt nok, til jeg kan overskue, at opholde mig fire timer på en cykel? Jeg håber.