Farvel Nicaragua

Onsdag 15. November 2017 – dag 4

For pokker da! Jeg har ikke lukket et øje i nat. Det har buldret og braget og lynet den ganske nat, og regnen har slået på taget, så det var svært at få ørenlyd. Den våde nat, den grå morgen og den fjerne buldren til morgen varslede, at vi nok ikke kan fortsætte med at være så heldige, at undgå regn. Det er trods alt regntid på disse kanter. Og ganske rigtigt. Da vi sætter os på cyklerne, sætter også regnen ind.

På grund af vejret har vores guide besluttet, at afkorte dagens etape. I stedet for de planlagte 44 km og 380 højdemeter skal vi kun køre 21 km og en enkelt stigning på asfalt, simpelthen fordi det stykke off road, der var planlagt, er helt opløst af regn, og fordi de floder, som vejen krydser, er så opsvulmede af vand, at vi kan få svært ved at passere dem. Vi begiver os afsted, og der går kun få minutter, før jeg er gennemblødt til skindet. Det er ikke stinkende varmt i dag – kun 28 grader – så jeg fryser ikke. Men jeg kan stort set intet se ud af mine duggende og regnplettede briller.

Det er en let etape, med en enkelt 6% stigning over 2-3 km, lidt nedkørsel og et stykke ligeud.
Langs vejen står mange kors. Det er de sørgmodige tegn på, at her køres stærkt og overhalinger ikke altid er lige fornuftige. Mange mennesker har ladet livet på denne strækning, og vi kører superforsigtigt på een linje og helt inde i højre side. Ingen overhalinger eller dobbeltrækker. Vi møder også et stort opbud af mennesker midt på vejen. Der er sket en ulykke. En bil er trillet rundt og holder med bagenden i et palmetræ. En tricykel holder skævt, og den store gris på ladet hviner hjerteskærende. Der er en lastbil, en motorcykel og en masse palaver. Vi cykler hurtigt forbi, men jeg tror, at der kommer endnu et kors til vejkantssamlingen.

Nogle af vores cykelkammerater – et par damer oppe i årene som jeg selv – er ikke skarpe til det der med bakker, og de falder langt bagud. Som de andre dage er holdet splittet i bidder over flere kilometer. I dag ligger vi bagest, og min kæreste giver et skub til de damer, så de kan komme op. Det er de vældigt taknemmelige for. På de sidste par kilometer, der går let opad, stikker vi dog af, og kører et herligt interval med god fart.
Igen skal jeg huske at sige, at jeg kun har ros til arrangørerne. Jeg føler mig dælme lidt som en stjerne, når Ronald (vores chauffør) står klar med friskskåret anananas, vandmelon og solsøde bananer, når vi kommer frem til bussen. Mums.

Vi stopper ved en lille basketballbane, hvor børnene render og leger. Nogle af dem kommer op og kigger nærmere på os, og vi deler lidt ud af bananreserverne. Så afmonterer vi pedaler, sadler og andet grej fra cyklerne, som derefter bliver sat op på ladet af en lastbil og kørt væk. Vi skal nemlig krydse grænsen i dag. Færdig med Nicaragua. Goddag til Costa Rica.

Selve grænsekrydsningen viser sig at tage halvanden times tid. Først holder vi i kø i Nicaragua. Endelig fremme ved grænsestationen skal vores guide ind at have stemplet vores pas. Vi får tid til at vandre omkring på den lille grænsestation, hvor man kan købe både stegte majs, kolde sodavand og souvenirs for sine sidste Cordobas. Man kan også veksle penge hos den fedladne vekselerer, der går omkring med sine store ringe og smarte solbriller i panden og vifter med sit tykke pengebundt, ordnet i stakke af farvestrålende sedler, som skulle vi spille matador.

Da stemplerne er klaret, kører vi 100 meter. Så kommer et par grænsebetjente ind i bussen og tjekker stemplet og dernæst at foto og person hører sammen. Så får vi lov at køre over. Men på Costa Rica siden må vi så allesammen ud af bussen og stå i kø. Her står vi i 45 minutter for at få vores stempel og tilladelse til at komme ind i landet. Endelig kan vi sætte os i bussen, køre gennem slusen, hvor vi bliver sprayet for insekter, og køre ind i Costa Rica.

Vi kører af Highway 1. Den PanAmerikanske motorvej, som strækker sig fra Alaska i nord til Ildlandet i syd – kun afbrudt af et naturreservat i Columbia. Det er tydeligt, at landet her er meget rigere end det, vi kom fra. Nu er vejen bred og asfalteret med autoværn og fine skilte. Her kører kæmpe lastvognstog i stedet for hestevogne, og skraldebiler i stedet for oksekærrer. Forskellen er slående. Også landskabet er skiftet. Den første af Costa Ricas fire bjergkæder tager imod os med knejsende toppe og frodige skråninger.
Vi kører et par timer, og undervejs får vi lidt at vide om landet, hvor vi skal cykle de næste 5 dage. Fx at landet henter 99% af sit energiforbrug fra de mange vulkaner, vind- og solenergi. Vi får også at vide, at hovedstaden hedder San Jose, og at her bor knap 5 mio. Mennesker. At her er skolepligt og stort set ingen analfabetisme. Costa Rica er et rigt land med en frodig natur og masser af vilde dyr.

Klokken 15.15 er vi fremme ved Hacienda Pacifica. Lige i tide til at vi kan nå at besøge den lille zoo, der ligger ved siden af, og se nogle af de omtalte vilde dyr. Egentlig er det ikke en zoo. Det er et rehabiliteringscenter for skadede vilde dyr. Især kattedyr. Vi betaler 11 dollar for at komme ind, og går rundt blandt burene med pumaer, leoparder og ocelotter, og ser også på tukaner, aber og papegøjer. Hyggeligt.

Hacienda Pacifica er endnu en brilliant indkvartering. Små hytter, der ligger spredt over et stort område. Vores værelse er stort som en balsal med to dobbeltsenge, vores badeværelse har store glasdøre ud til en lille, lukket gård og så har vi terrasse ud til en stor plæne, hvor en fin swimmingpool glimter fristende. Vi springer i, og mens vi ligger der og flyder, kommer en lille flok hjorte forbi, fredsommeligt græssende og uden at ænse os et øjeblik. Også hyggeligt.

Klokken 19 er det tid til aftensmad. Nu skal vi lige regne om fra kroner til dollars og til den nye møntfod, Colones. 10.000 Colones er lig med 111 Danske kroner, og det er præcis hvad et hovedmåltid koster i dag. Væsentligt dyrere end niveauet i Nicaragua. Vi har ikke forudbestilt maden her… og igen tager det næsten halvanden time, før jeg får min bøf med champignonsovs. Heldigvis var den værd at vente på, og ventetiden blev brugt på at udveksle rejsetips og nationale forskelle mellem fire nationaliteter: Australien, Rusland, England og Danmark. Gevaldigt hyggeligt.

Ved 21-tiden trasker vi hjem ad den mørke, stadig regnvåde sti i lyset fra vores medbragte lygte, og krydser på vejen et arbejdshold bladskærermyrer, der marcherer afsted på en lang række, slæbende på nyt grønfoder til tuen. Her vil de tygge bladene og derefter dyrke svampe på dem. Vi derimod, går hjem og dyrker sovningens ædle kunst.