Finalepløre

20130916-083401.jpg

Hvis jeg i onsdags troede, jeg kunne kalde mig tilmudret efter turen i skoven, så tror jeg nu om igen!

Søndagens finale i MTB-cuppen for piger lærte mig liiige noget om at være ÆGTE tilmudret. Her var tale om finalepløre i rigelige mængder, og både cyklen og jeg var smurt ind i mudder… Fra øre til tandhjul.

Det havde regnet hele natten. Styrtregnet. Selv de større stier i skoven var derfor fugtige og smattede, og når det står sådan til med de store stier, så ved man godt, at de smalle MTB-spor kan blive en udfordring. Og det blev de så!

Forestil dig en smal sti. Stien er hele sommeren blevet kørt op af de tusindevis af MTB-ryttere, der har trænet her. Underlaget er udhulet til dybe huller, trærødderne er fritlagte og i svingene er siderne kørt “runde” som en bobslædebane. At køre på stien er nærmest som at køre i en rutchebane, op og ned, op og ned kombineret med den evige rysten og rumlen fra rødderne krydser stien som ribber på en stige. Gadadung, gadadung.

Efter nattens regn var alle hullerne fyldt med vand, siderne smattede og rødderne spejlglatte. Samtidig bød finalesporet på en række teknisk svære passager, med stejle nedkørsler og skarpe sving samt to stigninger, der krævede at jeg måtte af cyklen og løbe op.  Uha, det var en tur, der krævede kræfter, snilde og mod.

20130916-083520.jpg

Målstregen, som jeg nåede at passere fire gange.

Dagens rute var godt fire kilometer lang, og jeg nåede at køre fire omgange på de 70 minutter, man har til rådighed. Lige godt 17 kilometer. Det lyder ikke af meget, men jeg lover for, at når man er oppe i høj puls hele tiden og i øvrigt dybt koncentreret om at holde balancen og finde en farbar vej, ja så er 17 kilometer ganske langt. Min stakkels cykel blev så mudret, at jeg på sidste omgang ikke kunne bruge forskifteren og måtte af to gange og hjælpe kæden ned på lille klinge.

Øv, hvor er jeg ked af, at det var finalen. Nu er der lange 10 måneder til cuppen kører igen. Suuuuk.