Fjerde optaktsløb

image

Sådan så morgenhimlen ud, da vi er klar til start. Mørk og truende.

En laaaaang weekend
Lørdag morgen klokken syv begav jeg mig ud på det sidste og længste af kvalifikationsløbene. Foran mig lå 600 km asfalt, som skulle tilbagelægges inden for tidsgrænsen på 40 timer. Jeg skulle altså være hjemme inden søndag klokken 23.00. Jeg havde spist mine havregryn, drukket min rødbedejuice og smurt bagdelen godt med buksefedt. Kort sagt, jeg var klar. Det samme var de andre fire gæve cyklister i vore lille gruppe.

Som altid havde jeg vogtet på vejret i dagevis. Aftenen før lovede DMI blæst men ingen regn overhovedet. Men nu til morgen lovede de kuling med vindstød af stormstyrke samt regn. Masser af regn. Og bare 10-12 grader. Det tegnede til en våd, kold og blæsende tur… og det skal jeg da lige love for, det blev! Det blev i det hele taget en meget, meget laaaaang weekend.

Rutens kontrolstemplings-steder lå i Roskilde, Mørkøv, Store Heddinge, Vordingborg, Gørlev, Kalundborg, Nykøbing Sj., Mørkøv, Tølløse, Frederikssund, Græsted og Nærum.

Det gik hurtigt med at komme til første kontrolstempling i Roskilde. Jeg kørte i trøje, vindvest og løse ærmer, samt knickers og bare ben. Havde ikke behov for en jakke. Vi arbejdede os videre ned over de sjællandske alper og ankom til Mørkøv. Og så begyndte løjerne. Regnen startede og vinden tog til. Først var det bare en blid finregn, med små, spredte dråber. Det er drilsomt, for man ved ikke rigtigt, om det kan betale sig, at trække i regnjakken. Jeg valgte at tage min jakke på, for jeg bliver så hurtigt kold, og er jeg kold, kan jeg ikke arbejde på cyklen. Det viste sig at være et godt valg, for pludselig åbnede himlen for sluserne og det høvlede ned.

image

Det store vandbad – vand fra oven, vand fra neden, vand fra forbikørende og vand fra den forankørende. Sjask, plask, våd.

Et herrens vejr
Vi skulle lige en tur vestpå – ud om Ruds Vedby – før vi kunne vende næserne mod sydøst og sætte kursen mod Store Heddinge. Det høvlede ned i lårtykke stråler og i kombination med den stærke vind og de lave temperaturer (10-11 grader), var det absolut ingen festlig tur. Vi krydsede flere gange ruten for Køge cykelrings årlige cykelløb “Sjælland Rundt På Cykel“, og de stakkels deltagere var lige så våde og kolde som os. Deres “Sjælland Rundt” udgjorde dog kun 196 kilometer.

Vi giver op!
Sådan en dag er risikoen for punkteringer høj, og vejkanten var da også bestrøet med herrer i fuld gang med at skifte slanger. Alene vores lille gruppe havde syv punkteringer denne dag. Et par fyre råbte os an. De havde ingen dækjern. Da de hørte om vores projekt spurgte de først vantro, om vi virkelig havde tænkt os at fortsætte i dette herrens vejr, og da vi bekræftede, var de vist fulde af beundring. “Vi giver op”, sagde de, “vi er våde, vi fryser, og vi vil bare hjem. Jeg kunne på det tidspunkt ikke være mere enig med nogen. Jeg var også våd, jeg frøs, og jeg ville egentlig også bare hjem. Men vi fortsatte naturligvis.

Det viser sig, at flere end 300 af løbets ryttere (12%) valgte at udgå på grund af vejret. Det siger noget om forholdene, og hvis du har lyst, kan du her læse mere om det ekstreme sommervejr denne lørdag:

  • Læs artikel i LørdagsAvisen: Regn og blæst tog modet fra mange.
  • Læs artikel på sn.dk: Sjælland Rundt blev en blandet fornøjelse.
  • Læs blog-tråd på feltet.dk: Hvor mange udgik egentlig pga regn? Et sted i tråden har en offcial skrevet:

    Jeg stod på en post og ledte den rette vej ned mod søen. Det regnede fra 9.45 hvor vi kom til 14.30 da sidste mand kørte forbi. Der var kun tre niveauer: slemt, værre og “cats & dogs”, pis hvor var jeg våd og gennemkold, så respekt for jeg der stred på cyklerne. Det var en oplevelse der må lidt på afstand inden ens hjælpsomhed igen løber af med en.

image

Der er mange tog-overskæringer på Sjælland, og et par gange fik vi adspredelse ved at få lov at vente på at toget passerede.

Urimelige vilkår
At tilbagelægge 600 kilometer på cykel betyder mange, mange timer på cyklen. Der er ikke meget adspredelse, udover de mange studentervogne, der passerer os fyldte med feststemte unge mennesker, der hujer, dytter og skåler. Jeg taler ikke så meget undervejs, for jeg skal virkelig koncentrere mig om at holde hjul, finde læ, skifte gear og træde an. Det er ganske trættende i sig selv. På denne tur nåede jeg også at blive ganske træt af de ufremkommelige cykelstier og de urimelige bilister. Jeg ved ikke helt, hvad der sker for det danske vejvæsen og de motoriserede trafikanter. Cykelstierne er i virkelig ringe stand mange steder. Asfalten buler af rødder og græs, der er store huller og bortskyllede kanter og træer, buske, nælder vælter ud over stierne. Flere gange fik jeg store grene i hovedet og var ved at vælte, fordi jeg kørte i et hul. Det er helt urimelige vilkår at cykle under, og derfor vælger vi ofte at blive ude på vejen.

Det er imidlertid heller ikke en god ide at køre på vejen. Bilisterne er virkelig aggressive, og vi oplever konstant, at de kører med hornet i bund, langefingeren i vejret og chikanerende tæt på. Selv hvor der ikke er cykelsti. Selv om vi kører en-og-en på lige række. Uanset om det er en bred eller smal, øde eller befærdet landevej. Jeg oplever det som helt urimelig road rage… og jeg er altså normalt også bilist, så det er ikke fordi, jeg ikke ved, hvor irriterende et cykelfelt kan være at ligge bag. Men vi skal jo være her allesammen.

Urimeligt koldt
Da vi når Store Heddinge og stempler vores kort på tankstationen, er vi alle nedkølet til under fornuftigt niveau. Knæene ryster, hænderne er stive og tænderne klaprer. Vi er en lidt sølle flok, som står og skutter os bag bladreolen i tankbutikken, mens vi spiser romkugler og kanelsnegle og kværner cola og cocio i rigelige mængder, tilsat varm kaffe. Den medfølende ekspedient giver os lov til at varme hænder på glasmontren med de varme pølsehorn og foccaciaboller. Jeg har mest lyst til at kramme hele montren. Det hjælper nu heller ikke, at butikkens dør er gået i stykker og ikke kan lukke. Der er ikke meget varme at hente derinde… men der er tørt!

Regnen er nu – efter 5 timers hærgen – stoppet. Ved siden af tanken ligger en Aldi-butik. Jeg foreslår, at vi går derover og ser, om vi kan finde noget varmt og tørt tøj, der kan få os tilbage på omgangshøjde. Forslaget bliver godt modtaget, og kort tid efter står jeg næsten euforisk glad og iklæder mig en lyseblå herrepolo med V-hals til en 50’er samt tørre sokker. Det er utroligt, hvor lidt der egentlig skal til for at man får humøret flere grader i vejret.

image

Jeg har normalt ikke tid til at stoppe og tage billeder under optaktsløbene, men de mange punkteringer denne gang gav tid til fotografering.

Hold nu op med at blæse!
Jeg hader blæst. Både når jeg er på cykel, og når jeg ikke er. Jeg kan ikke fordrage lyden. Den evindelige hylen, susen og raslen. Et lydbillede, man ikke kan slippe ud af eller skrue ned for. Konstant og pågående. Da vi når Vordingborg har vi kørt op mod hård sidevind i timevis. Klokken er 18 og vi holder ind og spiser en pizza. Vi havde på forhånd planlagt, at turen skulle deles i to. De første 350 kilometer skulle tilbagelægges lørdag, og de sidste 250 kilometer søndag efter en overnatning på vandrerhjemmet i Kalundborg. Nu er der bare 100 kilometer til Kalundborg.

Vinden er bare ubarmhjertig. Nu direkte imod os, og da vi nu kører langs kysten er vindstyrken øget. Vi har kuling og vindstød af stormstyrke. Træerne bøjer sig, flagstængerne næsten lægger sig og det føles iblandt som om min cykel kører baglæns. Så hold dog op med det blæseri! Vi slider og slæber. De to gutter på holdet slider ekstra hårdt, for de ligger i front og tager vinden, giver læ og trække læsset. Respekt til de drenge!

Klokken to nat er vi fremme ved vandrerhjemmet. En på holdet har lavet kødsovs. En anden har fået sin søn til at tage i forvejen med vores tasker og maden. Han har maden klar til os. Det var konge! Klasse! Respekt også til de tøser! Klokken 2.27 klager jeg over smerter foran på min højre fod og smører den med Voltaren-salve, og klokken 2.29 lægger jeg mig i sengen for at sove. Bum.

image

Sådan så aftenhimlen ud, da vi søndag aften nærmede os Esrum sø og næstsidste kontrolsted.

Sur tur og dyrt styrt
Efter fire timers søvn var jeg atter oppe, og klokken 7.30 sad vi igen på cyklerne. Blæsten var fortsat lige stærk, men det regnede ikke, og nu var det dagslys. Dagen lignede derudover dagen før. Modvind, sidevind, modvind. Slid og slæb.

Smerterne på min højre fod tager til. I løbet af dagen mærker jeg tiltagende smerter i min hæl/achillessene. Jeg ignorerer det (kan jo reelt ikke andet). Ved Mørkøv med 120 km hjem gør det rigtigt ondt. Jeg laver strækøvelser. Det hjælper ikke. Jeg kører med foden klikket ud af pedalen frem til Frederikssund, hvor jeg næsten falder, da jeg står af cyklen, fordi jeg ikke kan støtte på foden. Hvad pokker sker der?

Da vi fortsætter efter vores stop i Frederikssund klikker jeg ind i pedalen. Tænker, at det måske alligevel er bedst. Det er det ikke! Da jeg skal over vejen, kan jeg ikke klikke ud. Det gør bare alt, alt for ondt. Så jeg vælter på cyklen. Jeg kommer heldigvis ikke noget til i styrtet, men det gør min cykel desværre. Forskifteren knækker, og jeg kan ikke længere skifte mellem klingerne. Nu er gode råd dyre, og jeg bliver nødt til at vælge, om jeg vil køre de sidste 90 km hjem på stor eller lille klinge. Da drengene tilbyder at give en hånd op ad bakkerne, hvis jeg ikke kan træde dem selv (på stor klinge og med eet ben), vælger jeg den store klinge.

Valget koster dyrt på energikontoen, og det bliver en sur, sur og slidsom tur hjem for mig. Smerterne er voldsomme, senen knirker, og jeg forsøger at træde med hælen, for at aflaste mit venstre ben. Jeg sidder skævt på sadlen og får krampe i lænden. Jeg fornemmer højt humør hos resten af gruppen, og det smitter heldigvis. Her hen mod aften forkæler solen os ved at komme rigtigt frem, vinden løjer af og fuglene synger, og jeg begynder at tro på, at jeg kommer i mål trods alt. Det er en smuk finale. Klokken 21.30 er vi i mål. Jeg har gennemført. Jeg har erhvervet mig titlen Super Randonneur. YES! Denne gang nyder jeg sejrsrusen. Det er for fedt.

Efterskrift: Min achillessene er overbelastet, rød, øm og hævet. Læs indlægget om skaden. Kulden i kombination med den ekstra hårde belastning op mod vinden, har forårsaget skaden. Det er endnu uvidst, hvornår jeg igen må træne, og om jeg kommer til at køre den lange tur.

Det er bare så surt, for resten af kroppen er fit. Jeg kom i mål med masser af overskud. Træt, lidt slidt, nuvel, men i fin stand. Ingen siddesår, moderate muskelsmerter i lårene, ingen gener i lægge og tålelige smerter i skulder/nakke. Jeg kunne sagtens have cyklet igen dagen efter… Hvis achilles ikke skabte sig. Cyklen er til reparation.