Flodkrydsning

Jeg er landet i Tomintoul, Skotlands højest beliggende by. En bette soveby midt i højlandets smukhed, og det er mit indtryk, at her ikke sker ret meget. Men man kan gå på pub! Vi er indkvarteret på et lille “hotel”, hvor der er pub i stuen. Her sidder jeg lige nu og forsøger at udelukke den høje muzak, den højlydte summen af mange menneskestemmer og latter , billiardballernes klakklak,  og spillemaskinernes blingbling for at kunne skrive dette indlæg. For kun her, i den autentiske bræddestue med den store stenkamin er der  internet.

Slyng i lyng
Dagens etape har været helt unik fantastisk. Sådan en dag, hvor man har fået så kæden strammer og cykelhjelmen passer på alle parametre. Jeg tror aldrig, jeg har kørt så varieret en tur før. Og så eventyrlig. Det er min overbevisning, at vi har kørt på alle variationer af cykelfremkommelig vej,  og fællesnævneren har i dag været, at de alle har slynget sig gennem massive mængder af LYNG. Wow, de har lyng her, så det batter. Lyngbakker, lyngenge, lyngmoser, lyngskovbunde og lyngkrat i alle nuancer af lyslilla.  Tilsat uendelige mængder af blåbærbuske med flotte modne bær lige til at plukke.

Det er egentligt svært, at beskrive nøjagtigt, hvordan ruten var, for det skiftede konstant. Først kørte vi gennem nåleskov på en grussti (kantet af lyng), dernæst et langt, snoet single track så smalt, at sporet dårligt kunne ses og benene blev dasket af vegetationen (som var lyng). Så gik det opad og nedad over store sten, rødder og løs grus, hen over græs og tuer og  gennem et utal af fårefolde og indhegninger, hvor gærder skulle åbnes og lukkes, mens der var udsigt over de enorme vidder (med lyng).

Her er så øde og ensomt herude mellem de vindblæste bjerge, at man kan blive opslugt af sådan en melankolsk sindsstemning, når man står og kigger på de gamle ruiner af en borg eller en frønnet, halvrådden bro.

Flodkrydsning
Efter frokost (selvsmurte håndmadder) kom vi rigtigt på eventyr. Vi skulle passere en række floder. Den første flod var ret bred og vel dyb til midt på skinnebenet. Her var det tydeligt, at vi alle forsøgte at komme tørskoet over ved at forsøge at hoppe fra sten til sten. Det er ikke videre let og heller ikke elegant i et par klik-cykelsko. En enkelt tog skoene af og cyklen ved hornene og vadede direkte igennem. Det kunne vi andre også lige så godt have gjort først som sidst. Ingen kom tørskoet over.

Mine nye sko tog særdeles meget vand ind, og på den efterfølgende markante stigning op ad et stenet græsspor sagde det høje svuplyde dernede fra pedalregionen. De nåede aldrig at blive tørre igen, for vandet piblede stadig ud, da vi mødte flod nummer to. Her var det som om, de fleste af os overgav os til elementet, og kun balancerede på et par enkelte vadesten, før vi bare vadede over, hvor der var lavest. Så kom et langt stykke med endnu et smalt spor, men her var lyngen i den ene side så stor, at den nåede knæhøjde og græskanten i den anden side nåede ankelhøjde. Her kørte jeg på et tidspunkt lidt ping-pong-kørsel; ramte en lyngplante, kom ud af kurs, zigzaggede over i græskanten, tilbage i en ny lyngplante, over til græskanten igen. Som en billardball, der kører alle bander. Heldigvis fik jeg styr på cyklen og kom helskindet videre.

Men – så kom dagens clou. Vi skulle krydse et moseområde mellem to bakker. Det skulle vist være en gammel militærvej, men vi blev efterfølgende enige om, at den sidste jeep, der kørte her må have været tilbage i 40’erne. For her var ingen vej, ingen sti. Allerhøjest lidt bøjede græsstrå, der kunne anvise et spor. Til gengæld var her mudderpøle og sumpgræsser. Og lyng.

Her var også den lille flod Spey. Den flod, som forsyner hele den skotske whiskyproduktion. Hvad Rhone er for fransk vin er Spey for skotsk whisky. Den lille flod snoede sig idyllisk gennem dalen her… faktisk snoede den sig så meget, at vi måtte krydse den ikke mindre end syv gange på under 1 km. Ingen gjorde længere noget forsøg på at holde sko og sokker tørre. Vi vadede bare over i vand til knæene. Omgivet af lyng.

Behøver jeg at sige, jeg er vild med det skotske højland?