Fodtusse

Jeg ved ingenting om Edinburgh. Eller rettere. Jeg VIDSTE ingenting om Edinburgh, før i dag. Nu ved jeg en hel masse, og det har taget mig nøjagtigt 14,5 km slentring og  11 klokketimer at tilegne mig den viden. Efter at have vadet Edinburgh tynd, har jeg formået at gå mit hold i ryggen væk, men til gengæld tillægge mig et par ømme fødder.  I dag har jeg således været 100% fodtusse.

Edinburgh er en speciel by. Bygningerne er er nogle steder fulde af krummelurer, tårne, gesimser, stuk og balustrader og andre steder blot pudsede, flade facader. Byen har charme med sine mange pubs og gadeliv, men smuk er den ikke. Det er som om den er lidt lurvet og slidt, uden at være decideret ulækker og grim og samtidig også historisk og fascinerende uden at være betagende og skøn. Og oven over alting stikker de to toppe på på de to oldgamle udslukte vulkaner op, hvor Edinburgh Castle troner på den ene.

Al min viden fik jeg på en 2,5-times gratis rundvisning i selskab med Max. En helt unik guide, der i bedste eventyrfortæller-stil gjorde Skotlands fortid og nutid særdeles levende. Han fortalte om hunden Bobby, der blev æresborger, og dermed fik både byens nøgler og stemmeret længe før kvinderne gjorde. Han tog os med til kirkegården, hvor J.K. Rowling hentede inspiration til navne og steder i sine Harry Potter-bøger (jeg har set du-ved-nok-hvems grav), og han fortalte om Maggie, der blev hængt og overlevede, om cafe den sidste dråbe og ikke mindst om Braveheart og Skotlands uafhængighedstrang.

Efter endt rundtur med kig til byens berømte slot og den kæmpestore opstillede tilskuertribune, som skal huse de tusindevis af mennesker, der i næste uge skal se det årlige “Edinburgh Military Tattoo” (mig inkl.) var det tid til frokost – og jeg har nu prøvesmagt hofretten “Fish & Chips”. Ikke dårligt. Og til aften stod den på intet mindre end håndlavet hyldecider af håndplukkede hyldeblomster. Virkelig godt.

Vejret har været alt fra stegende varmt til blæsende koldt, men ingen regn. Heldigvis. Og vejrudsigten lover også tørvejr i højlandet de næste par dage. Bare det holder! I morgen begiver jeg mig mod Fort William sammen med gruppen, og herfra skal jeg tilbagelægge turens første etape på cirka 60 km. Dog uden væsentlige højdemeter – vi skal jo lige i gang.